Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Lise synger under bruseren, hun traller, når hun bager boller, og i bilen skruer hun op på fuld styrke og lægger andenstemme til de gode popmelodier. På arbejdet som sangpædagog demonstrerer hun, hvordan eleverne skal synge - og i weekenderne giver hun den gas over for et endnu større publikum, når hun er ude at optræde.
Som hun siger: - Jeg kan slet ikke lade være med at synge! Jeg bliver glad, jeg bliver rolig, og jeg får orden på sjælen.
Læs også: Vi sætter pris på dansktoppen
Drømte i Narvik
Sådan har det faktisk været altid med Lise Haavik. Da hun var tolv, vandt ABBA det internationale Melodi Grand Prix, og fra den dag havde Lise et mål:
- Jeg ville også vinde et Melodi Grand Prix, siger Lise - og jeg var helt sikker på, at det skulle jeg nok nå.
Lise er født i Narvik, så hun havde nu nok forestillet sig, at det var i det norske Melodi Grand Prix, at hun skulle nyde klapsalverne og pointene, men da hun var helt ung, fulgte hun i hælene på sin 10 år ældre søster, der var flyttet til Danmark.
Alle gode gange tre
Og pludselig var det den danske musikscene, som Lise fik andel i. Sammen med musikeren og komponisten John Hatting, som også senere blev hendes første ægtemand, deltog hun to gange i det danske Melodi Grand Prix - uden at komme på sejrsskamlen.
- Det tredje år sagde vi til os selv, at NU skulle det være. Vi var fascinerede af den svenske vinder fra 1985, og John var inspireret af den, da han komponerede "Du er fuld af løgn". Svenskerne havde haft to amerikanske sangere med, og dem overtalte vi til også at være med hos os. Og så øvede jeg flittigt foran et videokamera, husker Lise.
Frarådede branchen
Tredje gang var lykkens gang, og Lise og John oplevede, hvor meget sjovere det var at blive nummer et og hvor mange ekstra engagementer der kom til på den konto. Og Lises forældre hjemme i Narvik er endt med at være godt tilfredse med hende.
- Min far frarådede ellers kraftigt, at vi børn gik ind i musikbranchen. Han var jo jazzmusiker der i 50'erne og 60'erne, og han oplevede, hvordan den ene efter den anden af musikervennerne døde af druk. Jeg var den første i familien, der kom i gymnasiet, så de havde jo håbet, at jeg skulle blive til noget, griner Lise.
Hun lagde da også ud med at læse til civiløkonom her i Danmark, men snart kunne hun ikke holde sin trang til at udtrykke sig musikalsk nede. Da hun efter fem år blev skilt fra sin første musikermand, fandt hun i stedet en ny, en bulgarsk dansemusiker uden fast udkomme!
- Jeg turde slet ikke fortælle det til mine forældre. Så da vi efter ni måneder måtte gifte os, for at Stanislav kunne få opholdstilladelse, måtte min storesøster ringe hjem og fortælle det.
I dag er hun og Stanislav kun et par år fra sølvbrylluppet, og sammen har de børnene Alexander, 20, Nina, 14, kattene Mishka og Elling og et dejligt hus i udkanten af Odense.
I 2016 er Lise Haavik igen med på holdet, når Dansk Slager Parade i februar turnerer rundt i Danmark og spreder livsglæde. Foruden Klaus & Servants består holdet af Dario Campeotto, Anne Herdorf, Peter Vesth og Lise Haavik. Kan du ikke vente så længe med at se Lise Haavik, optræder hun fast en gang om måneden på Froggys i Odense.
Her kan du læse mere om Lise Haavik
Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!
Kun 20,- per stk.