Guide til Krydsbox

Tirsdag, 10. januar 2012
af redaktionen
Har du prøvet Krydsbox - kryds og tværs'en på nettet? Nu kan du sidde ved tastaturet og spille...

Det er meget enklere, end du tror. Hvis du ikke har prøvet det før, så får du her en guide til, hvordan du bruger Krydsbox. Se her hvordan:

Sådan starter du

  • I øverste, højre hjørne skal du logge ind. Har du endnu ikke været på siden, skal du oprette dig som bruger. Det gør du ved at trykke på den lyserøde "OPRET NY BRUGER"-knap i feltet midt på siden til højre.
  • Nu skal du skrive dit ønskede brugernavn. Brugernavnet kan både indeholde store og små bogstaver samt tal og tegnene _ og -. Derefter indtaster du en adgangskode, som minimum skal indeholde fire bogstaver og tal. Det er en god ide at skrive brugernavnet og adgangskoden ned, så du har det næste gang, du skal ind i Krydsbox.
    Nu gentager du adgangskoden, og i de næste to felter skriver du din e-mail.
  • Det næste du skal gøre er at svare på sikkerhedsspørgsmålet og afkrydse den lille boks, hvor du accepterer brugerbetingelserne.
  • Tryk så på "OPRET NY BRUGER".
  • Næste skridt er at bekræfte din e-mailadresse ved at åbne den mail, Krydsbox har sendt til dig. Når du bekræfter din e-mailadresse, kommer du automatisk ind på Krydsbox-siden og kan nu begynde at spille.

Når du er logget ind

  • Inde på Krydsbox-siden kan du gå direkte til opgaverne. Her har du mulighed for at vælge hvilken kategori, du vil spille i. Klik for eksempel på spillet "Røntgenapparat" under kategorien "Humor". Dette spil koster 4 krydsmønter.
  • Du køber de forskellige opgaver for "krydsmønter". Når du opretter en profil får du 16 krydsmønter. Resten skal du købe.
  • Når du går i gang med at løse en opgave, skal du huske at gemme undervejs. Det gør du i det lyserøde felt "GEM" oven over opgaven. Du kan sagtens forlade opgaven, starte på en ny for så at vende tilbage til den første. Du finder dine tidligere påbegyndte opgaver i punktet "MIN SIDE" i den øverste bjælke.
  • I den øverste bjælke er i alt seks forskellige punkter: "MIN SIDE", "OPGAVER", "TANK OP", "PROFILER", "FORUM" og "INFO".
  • På "MIN SIDE" kan du redigere din profil og finde gamle opgaver.
  • Under "OPGAVER" finder du alle opgaverne inddelt i kategorier.
  • Under "TANK OP" køber du flere krydsmønter.
  • På "PROFILER" kan du blive venner med andre kryds og tværs-entusiaster.
  • Under "FORUM" finder du nyheder og her kan du selv komme med kommentarer og indlæg.
  • I det sidste punkt, "INFO", får du hjælp og vejledning til Krydsbox-siden.

Du kan desuden altid holde øje med, hvor mange krydsmønter du har tilbage. Det ser du i øverste højre hjørne - til højre for dit brugernavn. På "LOG UD" - ved siden af - forlader du Krydsbox.

RIGTIG GOD FORNØJELSE!