Fine Fur

Søndag, 14. juli 2024
Marianne Knudsen
Foto: Destination Limfjorden
Den lille ø Fur er kendt for sin storslåede natur. Her kan du være heldig at finde fossiler på stranden, og på øens mikrobryggeri kan du helt sikkert finde en kold øl.
Fur

Limfjorden ligger øen Fur, blot fire minutters sejlads fra Salling. Færgen sejler hvert kvarter, så det er nærmest ikke muligt at misse den korte tur over til de godt 800 faste øboere, der hvert år får besøg af 200.000 gæster.

Fine Fur byder på noget for hele familien. Først og fremmest en storslået natur trods et beskedent areal på 22 kvadratkilometer.

Øen er især kendt for molerlandskabet, herunder Knudeklinterne, Lille Knudshoved og Store Knudshoved, på øens nordkyst, der kandiderer til at blive optaget på UNESCO’s liste over Naturverdensarv. De stejle klinte består af moler, som er en form for bjergart, hvor hundrede lag af vulkansk aske og moler er presset sammen i folder og flager – skabt for 55 millioner år siden. På toppen er der en storslået udsigt til Livø og Mors, mens der på stranden er en unik mulighed for at finde fossiler af fisk, fugle, insekter, krybdyr og planter.

Fur
På stranden er der en unik mulighed for at finde fossiler af fugle, fisk, insekter og planter.
Foto: Destination Limfjorden/Jens Nørgaard Larsen

Fur Museum tilbyder fossiljagter, hvor man sammen med museets geologer kan gå på jagt efter levn fra fortiden. Er du heldig at finde et fossil, må du i de fleste tilfælde tage det med hjem, dog skal særlige fund helst udstilles. Tjek datoer og tidspunkt for fossiljagter på furmuseum.dk.

Solnedgang fra søsiden

Har man mod på flere guidede ture rundt i det bakkede landskab, er der rig mulighed for det. Blandt andet fra søsiden.

Pak f.eks. en madkurv, stig ombord på Bertha K, der tilbyder aftensejladser rundt om Fur, og nyd aftensmåltidet, mens solen går ned. Sejlturen var to timer, og link til billetter kan findes på destinationlimfjorden.dk. Prisen er 299 kroner for voksne, børn under 12 år 199 kroner.

Fur
Med skibet Bertha K kan du tage på aftensejlads rundt om Fur.
Foto: Destination Limfjorden

På landsiden kan man hoppe på bussen og få en guidet ø-rundtur med museums-inspektør John Brinch Bertelsen. Han er blind, men er alligevel i stand til at fortælle om alt det, man ser – og mere til. Han har stor erfaring som fortæller og øser generøst ud af sin solide, faglige viden og krydrer det hele med lun humor, så man ikke kun er klogere, men også har et smil på læben, når man står af.

Busturen med John varer halvanden time med start og stop ved Fur Færgekro, Stenøre 8, og foregår hver tirsdag i juli klokken 11 og klokken 13. Prisen er 175 kroner.

Overnatningsmuligheder er der mange af på Fur. Gennem turistkontoret kan der lejes sommerhuse, og derudover er der også mulighed for overnatning på én af øens bed & breakfasts, Fur Færgekro eller familiecampingpladsen, Fur Camping, der ligger tæt på skov og strand.

Melder sulten sig, når man besøger Limfjordsøen, er Fur Færgekro et bud. Her serveres god, dansk kromad, og på Café På Herrens Mark, der ligger tæt på Bette Jenses Hyw – udkigsposten på Fur, som er 75 meter over havoverfladen – kan man spise hjemmelavede boghvedepandekager med madfyld og salat, søde pandekager og hjemmebagt kage.

Kun for mænd

Mæt kan man så bagefter gå på opdagelse i caféens have, orangeri, butik eller besøge det lille museum – hvis du vel og mærke er en mand. Kvinder kan dog få adgang, hvis de kan tie stille undervejs.

Mandemuseet siges at være en udstilling af alt det ”ragelse”, som mænd har fået henvist til kældre, pulterkamre og udhuse af deres koner.

Fur bryghus
I Fur Bryghus kan du både spise en god middag og nyde en kold, hjemmebrygget øl.
Foto: Henrik Bjerg

Et smut forbi Furs helt eget mikrobryggeri, Fur Bryghus, tager de fleste, inden de igen forlader øen. Det holder til i bygninger, der tidligere var en molerfabrik, og området omkring Fur Bryghus er helt unikt med den store Knudeklint som udsigtspunkt. Restaurant Bryghuset er Fur Bryghus’ egen restaurant, som serverer lige fra en let frokost til treretters menu – med udgangspunkt i mad af lokale råvarer, og retter der er afpasset til eller indeholder Fur øl. Tjek åbningstider og menukort på furbryghus.dk.

Kilde: Destination Limfjorden