Seks minutter med kabelfærge. Det er den korte tid, det tager at sejle fra Hammer Bakke på Sjælland til hyggelige Orø i Isefjorden. Du kan også stævne ud på en klassisk færge fra Holbæk, og så er overfartstiden 30 minutter.
Med andre ord: Uanset hvilken rute du vælger, kan du lynhurtigt komme ud og opleve Orøs mange fortræffeligheder. Tjek priser og afgangstider på østrefærge.dk og på holbaek.dk (skriv Orø i søgefeltet).
Orø er kendetegnet ved et jævnt bølgende landskab, som blev dannet for cirka 17.000 år siden under den sidste istid, og området blev til en ø for omkring 7.000 år siden, da det lave omkringliggende landskab blev oversvømmet. Væk var bakkerne, og nu er der kun enkelte tilbage som Møllebjerg på 29 meter og Stensbjerg på 28 meter.
Til gengæld er øen rig på mange andre ting. Blandt andet sjældne orkidéer, som du kan se (og ikke plukke) på strandengene rundt omkring. Dette område er også kendt for sit varierede fugleliv. Er du fritidsornitolog, kan du glæde dig over de mange klassiske ande- og vadefugle, men også edderfugle, havørne og vandrefalke lægger ofte vejen forbi.
Med det flade terræn og et areal på kun 14 kvadratkilometer er det oplagt at cykle rundt på Orø. Du kan leje en god, billig cykel direkte på havnen hos Turisthuset tæt ved Holbæk Færgen. Tjek åbningstider og priser – eller book cyklen online – her.
Der er også mange, der tager på vandretur på øen. Så kan man nemlig via trampestier komme helt tæt på fuglene og ud til de græssende får på Næsset mod nord, hvor der er en flot udsigt over fjorden.
Foruden den smukke natur byder Orø mest på familievenlige aktiviteter.
På havnen kan du sidde på bådebroerne med dine børn eller børnebørn og fange krabber.
Får I lyst til at spille minigolf, kan I enten køre mod nordøst til restaurant Den Gode Vikings Bistro i Næsby eller mod nordvest til Nørre Stænge, hvor der er minigolf og legeplads på Orø Strandcamping.
Tæt på campingpladsen ligger en god badestrand, der er særdeles børnevenlig, for man skal gå et pænt stykke ud i vandet, før det når til knæene – og så er der også et fint, lille ishus.
Selv om Orø er en bette ø, har den sin helt egen dyrepark, nemlig Orøstrand Dyrepark, der også ligger i Nørre Stænge. Inde i parken kan I blandt andet vinke til lemurer, fugle, næsebjørne, kænguruer, krokodiller, æsler og en fem meter lang tigerpyton. I er også velkomne til at gå helt ind i det hegnede område til silkeaber, kaniner, marsvin og geder. Dyreparken har desuden sin egen savanne, hvor der går bisonokser, ponyer og en kæmpe hjorteflok. Læs om priser og åbningstider her.
Når sulten melder sig på din tur rundt på Orø, skal du sjældent køre langt for at finde et spisested.
Der er ikke så mange restauranter og caféer, men til gengæld tilbyder de noget forskelligt fra klassisk smørrebrød til danske frokost- og middagsretter til vegetarisk og vegansk brunch og stenovnsbagte pizzaer og franske crepes. Se alle spisesteder med adresser her.
Lokale specialiteter vil man altid gerne have med hjem, og på Orø er det honningen, som er det største hit. Der er hele tre biavlere på øen, så du kan frit vælge, om du vil besøge Orø honning, HoneyJohnny eller Smag Orø.
Det eneste deciderede hotel på Orø er Orø Kro og Hotel i Bybjerg. Derudover findes der en håndfuld bed- and breakfast på øen, en campingplads og nogle shelterpladser. Du kan få et overblik over overnatningsmuligheder og adresser her.