Pizza, pasta, lasagne, burger, ostemadder og lidt gnavegrønt på siden.
Før 2019 spiste Rie Laursen fra Nivå som så mange andre. Almindelig familiemad, kalder hun det selv. Men sund følte hun sig ikke, og især hendes mave brokkede sig. Derfor begyndte Rie at styre uden om proteinstoffet gluten, som findes i kornsorter som hvedemel og rug.
At udelukke især brød hjalp på Ries fordøjelse og mavesmerter. Men hun følte sig stadig ikke på toppen.
– Jeg spiste meget ensidigt og for mange dårlige glutenfrie produkter. Jeg trænede en del, men kunne ikke finde ud af at få kosten med. Jeg prøvede mig lidt frem, men havde svært ved at finde den kostretning, der var rigtig for mig at gå i, siger Rie på 47 år.
På det tidspunkt havde hun haft to diskusprolapser i ryggen, så da hun hørte om et foredrag om anti-inflammatorisk kost, slog hun til. Måske var dét noget for hende?
Rie spidsede ører, da foredragsholderen fortalte, hvordan bl.a. laks, planteolie, avokado, nødder, ingefær og gurkemeje kan booste immunforsvaret og gøre os sundere og mere modstandsdygtige over for inflammation, der kan føre til smerter, ømhed og i sidste ende sygdomme.
– At få indsigt i anti-inflammatorisk kost var en stor aha-oplevelse. Det gik op for mig, at jeg havde opsat alle mulige regler for mig selv, fordi jeg er all or nothing-typen. Men det virkede jo ikke. Jeg tænkte på alt det, jeg havde sagt til mig selv, jeg ikke måtte spise i stedet for at fokusere på det, jeg gerne måtte, eller finde gode erstatninger. Anti-inflammatorisk kost er enkel: Spis mere af det gode, der virker og mindre af det dårlige, siger Rie.
Efter foredraget besluttede hun sig for fortsat i at styre uden om hvedemel og også sukker – og skrue op for de anti-inflammatoriske madvarer som fiberrige grøntsager, fede fisk og sunde olier. Hun var opsat på at få det bedre, og det skadede jo ikke at prøve.
– Jeg har aldrig været så god til at spise mange grøntsager og da slet ikke kål, men grøntsager kan jo tilberedes på mange måder. Jeg begyndte stille og roligt at eksperimenterede med at få flere, hurtigere og på mere velsmagende måder. Især smoothies gjorde tidligt en kæmpe forskel for mit indtag af grønt, siger Rie.
Når Ries familie fik pizza fredag aften blendede hun f.eks. blomkålsris, spinat, ingefær, citron, mango, peanut butter, mandeldrik og lidt proteinpulver. Hun toppede sin smoothie med granola lavet af nødder og blåbær. På den måde fik Rie hhv. fibre og antioxidanter fra det grønne og bærrene, det sunde fedt fra nødderne samt protein. Et næringsrigt måltid med andre ord.
– Smoothien blev så tyk, at jeg kunne spise den med ske. Jeg elsker stadig smoothies, for de smager godt og er en nem måde at blive tilpas mæt på, siger Rie.
Allerede en uge efter, Rie var begyndt at spise mere anti-inflammatorisk, mærkede hun de første gode effekter.
– Jeg fik det fantastisk lynhurtigt. Mine rygsmerter forsvandt, og allerede efter en uge begyndte jeg at sove tungere og i længere tid. Jeg fik også pænere hud og mere energi, som gav mig overskud til bl.a. at træne mere. Jeg mistede endda min sukkertrang og var ikke længere så udmattet om eftermiddagen. Jeg kom ind i en god cirkel, siger Rie.
Hun tabte sig også otte kilo på kort tid og vejer i dag 10 mindre end før, hun spiste anti-inflammatorisk. Og det var ikke engang med vilje.
Og med tiden fik hun faktisk problemer med at holde sine anti-inflammatoriske smoothies- og retter for sig selv, fortæller hun.
– I begyndelsen lavede jeg ét måltid til mig selv og ét til min mand og vores to teenagere. Men så begyndte min søn at tage af min salat, og snart var der ikke noget, der hed “mit” og “deres”. Og min datter har, siden hun var 13 år, selv stået og blendet smoothies inden skole. Det gik op for hende, at man f.eks. ikke kan smage spinat, smiler Rie.
I dag lever Rie tæt på 100 procent anti-inflammatorisk, og hun har det fortsat fantastisk.
– Jeg mærker intet til mine maveproblemer. Mit blodsukker er også stabilt, fordi jeg undgår de hurtige kulhydrater fra f.eks. hvidt brød, pasta og ris. Jeg kan sagtens drikke lidt alkohol, spiser rugbrød og siger ikke nej til soft ice, hvis jeg skulle få lyst til is, siger Rie.
Er der noget, du savner?
– Jeg får indimellem lyst til en tebirkes søndag morgen, men ikke nok til, at jeg køber en. Så laver jeg i stedet en lækker brunch-tallerken med æg, grape og bananpandekager med sirup. Eller bager boller med spelt, da det er mere mavevenligt. Det er meget sjældent, jeg savner noget i min kost. Og et lille savn er da heller intet imod det store kropslige velvære, jeg har nu. Min livskvalitet er forøget, siger Rie og tilføjer:
– Jeg bliver jo heller ikke yngre. Jeg står over for overgangsalderen, men jeg håber, mine anti-inflammatoriske kostvaner vil dæmpe symptomerne. Jeg kender mange kvinder, der har spist sig til bedre nætter og færre hede-ture, så det tegner godt.
I 2020 begyndte Rie at eksperimentere mere og mere med sin mad og tage billeder af sine flotte anti-inflammatoriske retter. Det fik især mange kvinder øjnene op for på hendes sociale medier, og samtidig fik Rie lyst til at vide mere om ernæring og anti-inflammatorisk kost. Derfor uddannede hun sig i 2020 til kostvejleder og har derfor “noget at have det i”, når hendes følgere spørger, hvorvidt det f.eks. er tilladt at spise sushi eller rundstykker, når man spiser anti-inflammatorisk.
– Jeg vejleder gerne, men selv tænker jeg ikke i forbud. Serverer mine venner en bøf med kartofler og sovs for mig, siger jeg da ja tak. Det sker der intet ved, siger Rie og tilføjer:
– Så får jeg som regel lyst til en smoothie næste morgen og samler på den måde op. Hvert måltid tæller, smiler Rie.
Til daglig er hun er mødeplanlægger og arbejder med diabetes-området for Novo Nordisk. Bl.a. derfor tænker hun også over, at de anti-inflammatoriske madvaner er med til at forebygge livsstilssygdomme som Type 2-diabetes.
– Jeg tænker meget over at være i vægtbalance og have et sundt kolesteroltal. Jeg har en familiehistorie med dårligt kolesterol, men siden jeg begyndte at spise anti-inflammatorisk har mine egne kolesteroltal ændret sig, så jeg ikke længere er i øget risiko for at få åreforkalkning og blodpropper. Anti-inflammatorisk kost kan gøre en stor forskel for dit helbred, og du kan selv kontrollere, hvad du spiser. Derfor tror jeg, at flere og flere er nysgerrige på anti-inflammatorisk kost og vil give det en chance.
Få flere gode madtips på Rie Laursens Instagram: rie_sundtognemt