Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
71-årige Richard Ragnvald er ikke bare en af dansktopmusikkens allerstørste og en inspirationskilde for flere generationer af sangere i den folkelige genre. Han er også om nogen eksponent for de gode, gammeldags dansktopballader, som mormor og farmor kan lide dem. Når han skal tale om sin yndlingsmusik, kan det af den årsag måske ikke overraske, at han lægger ud med et lille hjertesuk:
– I år har jeg været i dansktopbranchen i 60 år. 1959 var nemlig året, hvor jeg dannede mit første orkester, The Rich’s Band. De seks årtier har for mig været en fantastisk rejse med masser af dejlig dansktopmusik. Når jeg nu om stunder skal høre radio, foregår det på P5, men når radioprogrammet Dansktoppen klinger ud fra højtaleren, må jeg med beklagelse indrømme, at jeg som oftest ender med at lukke for apparatet, fortæller han og uddyber:
– Jeg er selvfølgelig udmærket klar over, at efterhånden, som der kommer nye musikere og kunstnere til, vil det desværre ikke være den gode, gamle dansktopmusik med de iørefaldende melodier, som jeg husker dem, der strømmer fra radien. Og selv om det ind imellem sker, at der kommer en god melodi og en tilsvarende tekst, der lyder, som jeg mener, Dansktoppen skal, er der alt for meget af den musik, der bliver testet i dag, der ifølge mine begreber intet har med dansktop at gøre, og som hører til i andre programmer.
– En mængde af de sange, der bliver spillet på Dansktoppen på P5 i dag, kan jeg ganske enkelt ikke udholde at lytte til, og af samme grund er det sjældent, jeg får hørt programmet fra start til slut. Men det er da muligt, det ændrer sig fremover nu, hvor udsendelsen har fået ny vært.
– Men til sagen: Jeg har fået til opgave at fortælle om, hvilken sang, der er min yndlingsdansktopsang. Der har gennem årene været rigtig mange fantastiske af slagsen. Derfor er det svært, når man blot skal fremhæve en enkelt. Men efter at have gransket hukommelsen har jeg besluttet mig: Vi skal tilbage til 1970 hvor en trio bestående af Erik Aae Jensen, Jens Fisker og Finn Petersen huserede. Til sammen kaldte de sig Peter Brothers.
– Trioen havde i 1970 et kæmpehit på Dansktoppen med sangen ”Der er sol i dine øjne”. Det nummer har for mig altid stået som en fantastisk melodi og en dejlig tekst, som alle kunne synge med på lige fra første gang, de hørte den.
– Jeg husker den stadig med stor fornøjelse, da den efter min mening kort og godt er en af de bedste dansktopsange, der nogensinde er skrevet og fremført professionelt.
– Da sangen kom frem, var jeg 23 år gammel, og dengang sang jeg den ofte sammen med en dygtig musiker ved navn Poul Erik, der var fast musiker på et værtshus i det indre Aarhus. Navnet på stedet var Bryggergården, og det lå i latinerkvarteret. Det var et af de absolut pænere steder, hvor der kom alle typer mennesker, og hvor dansktopmusikken var i højsædet. Så det er på flere måder en sang, der vækker gode minder, siger Richard Ragnvald.