![https://imgix.familiejournal.dk/media/websites/familiejournalen-dot-dk/website/2015/februar/08/artikler/08-mona-thomsen-362.jpg](https://imgix.familiejournal.dk/media/websites/familiejournalen-dot-dk/website/2015/februar/08/artikler/08-mona-thomsen-362.jpg?auto=format,compress&fit=crop&crop=faces,entropy&ar=4:3)
Min svigerinde har lige fået at vide, at hun har knogleskørhed. Af en årsag, min svigerinde ikke kender, foreslog hendes læge hende en undersøgelse for dette, og svaret kom som et chok.
Nu er jeg blevet nervøs for, om jeg mon også går rundt med denne sygdom uden at vide det. Jeg er en kvinde på 60 år, og jeg føler mig egentlig både sund og rask, men man kan jo aldrig vide?
Mvh. Svigerinden.
Hvis du er sund og rask og spiser en varieret, sund kost, motionerer regelmæssigt, får kalk i kosten, tager tilskud af D-vitamin om vinteren og desuden undgår rygning og for meget alkohol, ser jeg ikke umiddelbart nogen særlig risiko for, at du har knogleskørhed.
Har en af dine forældre derimod denne sygdom, eller har du brækket knogler ved små traumer som et fald på fortovet, bør du alligevel undersøges for knogleskørhed, da du i så fald har en øget risiko for at udvikle sygdommen. Undersøgelsen foregår ved en dexascanning og bør ikke foretages før et par år efter overgangsalderen.
Ligeledes bør man overveje en undersøgelse for knogleskørhed blandt mennesker, der enten er meget tynde, tager bestemte former for fast medicin eller lider af visse kroniske sygdomme samt hos kvinder, der går i overgangsalderen, før de er fyldt 45 år.
Knogleskørhed giver ikke symptomer, før en knogle brækker. Sygdommen øger risikoen for at brække knogler, f.eks. i ryggen, og sker det, er symptomet først og fremmest smerter.
Sygdommen er sjælden hos yngre mennesker, og er man oppe i alderen, er det altså ikke sundt at brække noget. Det kan have mange uheldige følgevirkninger, så det er vigtigt at passe på sine knogler, før det er for sent.
Følg ovenstående livsstilsråd, og skulle du være i risikogruppen, så bliv undersøgt. På den måde kan noget gøres, før knoglerne brækker.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Hvorfor vaccinerer vi ikke mod skoldkopper?
Måske har jeg knogleskørhed?
Støttestrømper mod lægkramper
Ammer jeg for meget?
Virker akupunktur rent faktisk?
Kan jeg selv lave tårevæske?
Hvordan er det bedst at sørge?
Mine børnebørn er født for tidligt