Nervøs læser: Jeg gruer for næste gynækologiske undersøgelse

Fredag, 28. februar 2025
Lotte Bang
Foto: Colourbox
En dårlig oplevelse kan være nok. Det var det for denne læser, som nu frygter fremtidens undersøgelser. Kan hun sige noget til sin læge? Få Familielægens svar her.
Bekymret kvinde tager sig til hovedet
Jeg har fået en skræk for næste gang, jeg af den ene eller anden grund skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse.

Kære Lotte Bang 

Selv om jeg ikke er meget for at få foretaget en gynækologisk undersøgelse, følger jeg altid tilbuddet om screening for livmoderhalskræft. Jeg er 40 år og har født to børn, så jeg har prøvet lidt af hvert i den ende af kroppen.

Min egen læge, som er en kvinde, har altid været god til at foretage undersøgelsen, så det blev gjort uden smerter, men sidste gang fik jeg så tid hos en vikar i stedet.

Det var en mand, og det i sig selv betyder sådan set ikke noget, men det gjorde ondt. Efterfølgende har jeg fået en skræk for næste gang, jeg af den ene eller anden grund skal have foretaget en gynækologisk undersøgelse.

Kan jeg være bekendt at tage en snak med min læge om det, for det fylder meget?

L. 

Kære L

Selvfølgelig kan du tage en snak med din læge om det.

Det er nok de færreste af mine patienter, der ser frem til en gynækologisk undersøgelse. De fleste starter med at sige, at de synes, situationen er akavet, og måske også at undersøgelsen er ubehagelig, og det kan jeg jo kun give dem ret i.

Så griner vi lidt af det, men jeg understreger altid over for kvinden, at undersøgelsen ikke må gøre ondt, og at hun skal sige fra, hvis den alligevel gør det, for det er hende, der styrer og bestemmer tempoet.

Nu er du blevet nervøs efter en dårlig oplevelse, og så er det en rigtig god idé at dele dine bekymringer med lægen. Det hjælper som regel at tale åbent om sine tanker, og lægen vil kunne tage ekstra hensyn næste gang, undersøgelsen skal laves.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk