Brev til Puk Elgård: Skal jeg råbe op eller tage hurra-hatten på?

Kære Puk

Jeg arbejder i et større firma og er glad for det, jeg laver, og for mine kolleger.

Men nu har ledelsen fundet ud af, at vi ikke længere skal have faste arbejdspladser, så jeg skal starte forfra hver morgen og aner ikke, hvem jeg kommer til at sidde ved siden af den dag.

Det har helt taget arbejdsglæden fra mig, og jeg ved, at mange af mine kolleger har det på samme måde.

Ledelsen og alle mellemlederne forsøger at få det til at fremstå som noget godt med nye muligheder for samarbejde på tværs og den slags, men alle ved, at det kun er for at spare penge.

Lige nu taler alle ledere om det i positive toner, og mine kolleger forsøger også at finde pæne ting at sige. Måske fordi vi ved, at der er en fyringsrunde på vej.

Jeg har egentlig lyst til at sige, hvad jeg mener, men jeg er også bange for at være hende den sure, der ikke kan finde ud af at prøve noget nyt.

Jeg ved ikke, om jeg skal råbe op eller tage hurra-hatten på?

Hvis ingen siger, hvad de mener, så bliver det jo aldrig lavet om.

Den frustrerede

Kære Den frustrerede

Du skriver ikke, hvor gammel du er, men hvis du har min alder og dermed har været på arbejdsmarkedet i en del år, så ved du, at kontorlandskaber ændrer sig på samme måde som grænserne i Europa.

Først er de lukkede, så bliver de åbne, så bliver de lukkede og så åbne igen. En uendelig proces.

Gennem de mange år, jeg har siddet på kontor med andre mennesker, er vores arbejdsbetingelser blevet ændret flere gange, end jeg overhovedet kan huske.

Og folk hader det hver eneste gang. Vi mennesker er vanedyr.

Har du været på sommerferie sydpå?

Jeg er altid så betaget af den måde, folk dér opbygger vaner på et splitsekund.

Den plads, som turister på et feriehotel indtager den første morgen i restauranten, den sidder de faktisk på resten af ferien, og arme den person, der kommer til at lægge sig på den solseng, de lå på i går, for så vanker der.

Jeg er såmænd ikke bedre selv. Jeg finder også tryghed i vanen.

Et tidligere brev til Puk Elgård: Jeg vil ikke sygemeldes igen!

I første omgang synes jeg, du skal give det nye system på jobbet lidt tid.

Bare vent.

Selv om tanken er, at I ikke skal have faste pladser, så lur mig, om ikke pladserne inden længe bliver ret faste alligevel.

Jeg tror ikke på, at der er nogen, der gider flytte rundt hele tiden.

Fortsætter de nye betingelser med at forstyrre din arbejdsglæde, så synes jeg da bestemt, at du skal åbne munden.

Du skriver, at flere af dine kolleger også er utilfredse, så jeg vil opfordre jer til at stå sammen. Det mener jeg altid, man skal gøre, så vidt det er muligt, når det gælder ændringer på arbejdspladsen.

Én utilfreds medarbejder kan chefen måske vælge at overhøre, men 10, der mener det samme, bliver vedkommende nødt til at tage alvorligt.

Og med hensyn til chefernes sang fra de varme lande om, at de nye betingelser giver nye muligheder, så kan de jo sagtens mene det, når de sikkert sidder stille og roligt på den helt samme plads hver eneste morgen bag døren til deres lukkede, fredelige kontor.

Hvis du har mod til det, kan du jo invitere den af cheferne, du har det bedst med, til at arbejde en dag i jeres nye kontorlandskab og dermed prøve det selv.

Det ville jeg gøre, men jeg har også altid været lidt af en ballademager, når det gælder den slags.

Held og lykke. Jeg håber inderligt, at du får arbejdsglæden igen.

Vi bruger de fleste af vores vågne timer på jobbet, og vi skal sætte alt ind for at trives med det.

Kærlig hilsen Puk