Brev til Puk: Hvornår må man date efter tab af ægtefælle?

Sidder og læser brevkassen om en enkemand, der lige har bisat sin kone, men som “frier” til en anden (FJ nr. 11).

Jeg ved ikke, om der er noget, der hedder pli i forhold til, hvad en efterladt må – måske var det sådan i gamle dage.

Jeg stod selv i situationen for nogle år siden, da min søn en måned efter sin kones død begyndte at se en anden.

Helt nøgtern mener jeg, at det, den efterladte mener og gør, er det rigtige for vedkommende. Vi andre kan ikke tillade os at tænke og langt mindre sige noget til det.

Min svigerdatter var syg i tre år, og min søn og hun elskede virkelig hinanden. Hvad de har talt om, ved kun de, ud over at jeg ved, at hun sagde, han skulle leve livet med en anden.

Men hvis min søn ikke havde elsket sin kone og elsket sit ægteskab og familielivet med deres børn, havde han nok tænkt ”aldrig mere giftes, nu vil jeg være mig selv”.

Hvad skulle det gøre godt for, at han blev lullet ind i sorgen og ville være ked af det konstant i længere tid? Jeg ved det ikke, tværtimod.

Han tænker stadig på sin afdøde kone, børnenes mor, og den svære tid, men de gode minder fylder heldigvis mere end sorgen.

Jeg synes, at man virkelig skal passe på, hvad man tænker og siger. Der er ikke noget, der er mere personligt, end hvad man gør, føler og kan i forhold til sygdom, død og begravelse. Ja, og om man besøger gravstedet efterfølgende.

Der er ikke noget, der er moralsk forkert, så længe at man ikke pådutter andre ens holdning.

Jeg håber, min holdning kommer frem, og at du forstår, hvad jeg mener.

Giv plads til hinanden

Kære Giv plads til hinanden

Tak, fordi du deler din holdning og din personlige fortælling om din søn. Det gør mig ondt for jeres tab.

Den slags problematikker giver stof til eftertanke. Det er meget personligt, hvordan man kommer igennem sorg, det har du ret i. Når en familie står med et tab og mister en mor, en far, en søster, en bror, svigersøn, svigerdatter eller andre tæt på, så skal man tænke på, at sorgen drejer 360 grader rundt.

Alle involverede lider tab på hver deres måde, og man må på bedste vis forsøge at tage hensyn til både sig selv, men også hinanden. Det er virkelig svært. Umiddelbart ser man det jo ud fra det, man selv har mistet.

Det er faktisk et vigtigt brev, du har skrevet, og det sætter tanker i gang. Hos mig og helt sikkert også hos dem, der læser med her.

Mange hilsner fra Puk