Brev til Puk: Min mand og jeg fik heldigvis talt om alt, før han døde

Jeg fulgte samtalen med Keld og Hilda om, hvad sker der, når en af os ægtefolk går væk. Keld havde jo ikke overraskende holdningen, at det er ikke tilladt at blive alene, når man nu har tilbragt så mange år sammen, men det kan jo ske.

Min mand blev erklæret uhelbredeligt syg af kræft først på året 2016. Det kom ikke helt bag på mig, vores børn og min mand.

Læs også: Kvinde til Puk: Også blomster til begravelsen?

Han og jeg havde flere lange samtaler om, hvad vi skulle stille op med situationen. Skulle det være ”hemmeligt” for venner og familie? Min mand var dog enig med mig i, at vores børn skulle have det at vide, og han valgte at være åben og fortælle dem, der spurgte (man ændrer jo adfærd, når man er så syg, og kræfterne bliver mindre).

Min mand var heldigvis ikke plaget af smerter, men havde meget brug for at snakke, vi tilbragte mange, mange nætter i vores køkken over en ostemad og en kold øl og gammel dansk. Vi fik delt mange oplevelser, meningsudvekslinger, grin, kram, kys, tårer, snakke om vores børn – og det store ømme punkt for min mand: Han fik ikke lov til at se vores børnebørn vokse op. Vi valgte nætterne til vores samtaler, for der blev vi ikke forstyrret. Og de samtaler har efterfølgende hjulpet mig meget, og min mand fik ro.

Læs også: Puks brevkasse: Døtrene var ikke klar til at tale om døden

En nat overraskede han mig: Han ville gerne tale om sin begravelse. Sikke en beslutning. Jeg sagde, at jeg meget gerne ville støtte ham, men ville gerne, at vi tog en snak med præsten, så det ikke kun var min mening, der kom til at gælde, når tiden kom. Det skulle være, som min mand ønskede det.

Præsten kom på besøg, og min mand fremsatte sine ønsker. 12 dage efter døde min mand i vores hjem, begravelsen blev afholdt helt efter hans ønsker, det var så smukt.

Døden venter, det er det eneste, der er helt sikkert. Så tag den snak. For mig betød det, at jeg kunne komme gennem sorgen.

Mormor

Læs også: Brev til Puk: Det er okay at savne

Kære Mormor

Mange tak for din mail. Til brevkassens læsere kan lige fortælle, at den samtale, du refererer til, er et interview i Go’Morgen Danmark, hvor jeg talte med Keld og Hilda Heick om angsten for at miste. Hvad skulle der ske, når den ene gik bort? De har dannet par i 53 år. Hilda var bekymret for Keld, og det var Keld faktisk også. De var enige om, at Keld ville være dårligst stillet, hvis Hilda gik bort før ham. Det var en fin og rørende snak med de to gode mennesker, og netop den snak rammer ned i det emne, vi har berørt en del i brevkassen på det seneste. Den svære snak om døden. Jeg kan mærke, det optager jer, og det kan jeg godt forstå.

Læs også: Brev til Puk: Skal jeg fortælle om mormorens selvmord?

Men, Mormor, dit fine brev og din meget rørende fortælling er en stor inspiration. Det virker, som om I har grebet tabet af din mand meget, meget fint an. Jeg kan se jer sidde i køkkenet og tale sammen og grine og græde. Det rører mig dybt. Sikke en tillid, I havde til hinanden.

Tak, fordi du deler din fortælling. Jeg håber, den vil inspirere alle brevkassens læsere.

Mange kærlige hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Jeg var ikke hos min far, da han døde