Jeg kan godt klare en juleaften alene, men...

Mens vores tre drenge på 23, 26 og 29 år endnu boede hjemme, var julen en vidunderlig tid i vores familie. Det var tradition at julepynte huset 1. søndag i advent, hvor vi også hyggede med juleknas m.m. – og en dejlig flæskesteg med det hele til aftensmad. Drengenes bedsteforældre var med, og efter deres død var vi kun os selv. Ligeså juleaften, altid hos os, med og siden uden bedsteforældrene.

Drengene bor nu hver især sammen med en kæreste, og vores sidste jul sammen som familie var i 2013. For i 2014 døde min mand pludselig, så julen det år valgte drengene og jeg at tilbringe i Thailand. Vi var alle stadig i sorg og troede, det ville være bedre at være på afstand af alle traditionerne den jul, men desværre, nissen fulgte med, som man siger.

Det blev ikke, som vi havde drømt om, og siden har vi fire ikke været samlet juleaften. Ikke fordi vi har problemer indbyrdes, slet ikke, heldigvis, men fordi mindst en af drengene hvert år siden har holdt jul med sin kæreste og hendes familie eller er taget på ferie hen over jul og nytår med kæresten eller nogle venner. Vi har derfor enten været to eller tre her hos mig juleaften de senere år, og det er jo slet ikke med den samme glæde som tidligere.

I år ser det så ud til, at jeg skal være alene juleaften, for mine tre drenge vil holde jul med deres kæresters forældre, altså hver for sig. Alle tre kærester er søde og må gerne med tiden blive mine svigerdøtre – og gøre mig til farmor.

Nu er vi ved det, der tynger mig. Jeg kan godt klare en juleaften alene, hvor jeg vil mindes min mand og de mange dejlige juleaftener, vi havde sammen som familie. Men hvordan bliver det mon fremover, når/hvis jeg bliver farmor? Vil det aldrig mere være muligt at samle hele flokken? Næppe, for der er jo bedsteforældre på den anden side at tage hensyn til, og jeg forestiller mig ikke, at vi alle sammen kan finde ud af at holde én stor fælles juleaften.

Ja, jeg tager sorgerne på forskud – og måske også glæderne i forhold til at få svigerdøtre og børnebørn – og det skyldes, at jeg faktisk føler mig meget ensom. Mine sønner er min eneste familie, og de venner, min mand og jeg havde, har jeg ikke haft overskud til siden hans død, så dem ser jeg ikke mere.

Jeg er velkommen juleaften hos alle tre kæresters familie, men jeg har takket nej, for jeg synes ikke, jeg har noget at byde ind med. Mine sønner vil ikke have, at jeg skal være alene, men vil samtidig heller ikke ændre deres planer, så… Kære Puk, hvad tænker du, når du læser dette? Jeg er kun 54 år, arbejder ikke, men klarer mig fint økonomisk takket være min mands livsforsikring m.m.

Du spørger, hvad jeg tænker, når jeg læser dit brev, og mit svar er, at jeg tænker, jeg har fået et brev fra en kvinde, der stadig forsøger at vænne sig til sin situation som enke, og en kvinde, der bekymrer sig en del om fremtiden.

Det er så nemt at sige til andre, at de ikke skal bekymre sig, men jeg vil nu alligevel bede dig om at forsøge at lade være. Dine bekymringer fører ingen vegne. Jeg vil også gerne bede dig om at holde op med at se dig selv som en, der ikke har noget at byde ind med. Selvfølgelig har du det. Du er dine børns mor. Det er uvurderligt. Du skaber selv din værdi i den nye familiekonstellation.

Jeg synes, du skal takke ja til jul med dine børns svigerforældre. Du kan komme og hjælpe til med middagen, du kan sørge for desserten, du kan lave pakkeleg eller andet, der gør, at du føler, du bidrager. Under alle omstændigheder vil du gøre dine børn glade, hvis du kommer, for det vil rive i hjertet på dem, at du sidder alene juleaften. Jeg forstår, det er svært at miste sin mand. Men det er nye tider nu.

Du må ind i kampen og finde din plads, og når børnebørnene kommer, så vil besøgene juleaften sikkert veksle mellem de forskellige familier, men hvem siger, at I ikke kan knytte bånd allesammen og blive en stor familie, der er samlet i julen? Hvis det er en plan, du synes om, så skal du gøre din indsats denne jul og deltage der, hvor du er inviteret.