Jeg møder kun de forkerte mænd

Jeg er født i 1957 og er et brændt barn fra fødslen. Kom på børnehjem som 8-årig og hjem i 1969 til det, der skulle være forældre og søskende.

Men ak nej, de blev skilt i 1972, og forældrenes øvrige fire børn så jeg ikke mere til. De begyndte at drikke sammen med deres mor, faren gik sine egne vegne, og jeg kunne ikke finde mig selv i det kaos.

Som voksen er jeg kun stødt på forkerte mænd – med mine ord har de ikke styr på deres eget liv og deres fortid, og derfor mangler de respekt for sig selv først for at respektere andre.

Hvad gør jeg nu som snart 63-årig? Jeg vil gerne have en ven – seriøs og med respekt – til fælles oplevelser.

Det kan jeg da godt forstå. At du gerne vil møde en ordentlig mand. Jeg synes, du skal lede i de forskellige foreninger i dit nærmiljø. Andre her i brevkassen har anbefalet sammenkomster gennem lokale kirker, men der er også kurser og andre fællesskaber, du kan tilmelde dig.

Når du så begiver dig ud i nye fællesskaber, vil jeg bede dig installere en lille alarmklokke, der ringer i din mave, når du møder en mand og genkender typen. Er han en af de mænd, du før har mødt, som kun medfører problemer, så ringer klokken garanteret, og så tager du benene på nakken.

Led efter en anden type mand, end du plejer. Vi mennesker er lidt sjove. Vi styrer af og til lige ind i problemerne, fordi det virker velkendt og trygt, selv om det ikke er spor godt for os. Så frem med alarmklokken. Hvis den ringer, når du møder en mand, så lytter du til klokkens bimlen og lader være med at indlede et forhold. Vær nysgerrig på en anden type. Du er det hele værd, og du må godt være kræsen. Held og lykke, og lad mig lige høre, om det lykkes.