Min mand er forelsket i sine små børnebørn

For 15 år siden mødte jeg en dejlig mand. Vi blev gift, og jeg elsker ham højt – han er manden for mig.

Da vi mødtes, gjorde jeg det klart, at jeg ikke ville have børn. Jeg har et meget krævende job, som jeg elsker, og jeg må nok betragtes som meget ambitiøs, men til gengæld har jeg også succes med det, jeg laver.

Min mand er fraskilt og lidt ældre end jeg, og han accepterede fuldt ud, at jeg ikke ville have børn. Han har to døtre fra tidligere, og han havde fået de børn, han skulle.

Gennem tiden har jeg haft det rigtig godt med hans døtre, men jeg har måske ikke taget stedmoderrollen så meget på mig, som jeg kan se det sker i andre familier. Jeg har travlt, driver eget firma og nyder hvert et sekund.

Søde, små babyer

Nu er hans døtre voksne, de er i parforhold – og begge har fået børn. Det vil sige, at min mand nu er morfar, og han er helt forelsket. Det kan jeg sagtens forstå. De er søde, de små babyer, men nu er mit liv pludselig blevet et liv med småbørn alligevel.

Det lyder måske hårdt, men det er ikke mine børnebørn, og jeg kan mærke forventningerne fra alle sider om, at jeg skal bruge tid sammen med de små. Vi skal passe, vi skal dikke dikke, og vi skal deltage opmærksomt.

Det piner mig meget, at jeg er havnet i den situation. Jeg føler mig forkert på alle mulige måder. Jeg beder ikke om et egentligt råd, men jeg forsøger at sætte nogle ord på en svær situation, og det kan jo være, der er andre, der har det ligesom jeg. Jeg føler, at vi, der ikke bare smider alt, hvad vi har i hænderne, når der er små børn, er sat uden for det gode selskab, og bliver betegnet som kolde og nærmest afstumpede.

Du er placeret direkte mellem to af de mest tabubelagte emner, man kan grave frem af Pandoras æske. Nærmest ingen tør tale om de forbudte følelser i forbindelse med at få bonusbørn, og ikke særlig mange har det rart med at skulle forsvare, at de ikke ønsker at få børn selv.

Jeg kan godt forstå, at du føler dig godt og grundigt mast. Jeg tror til gengæld også, at mange af de svære følelser, du kæmper med, er hjemmehørende i dig selv og ikke så meget, som du tror, i omgivelserne.

Din familie har kendt dig i 15 år, så de ved godt, hvem du er. Du har fra begyndelsen tonet rent flag og sagt det, som det var til din mand. Børn skulle ikke være en prioritet i dit liv. Det er en meget ærlig og klar udmelding.

Jeg synes ikke, man er forkert, hvis man fravælger børn. Jeg synes naturligvis, at man som i alle mulige andre af livets forhold skal gøre sig umage med at forstå hinanden. Det virker til, at din mand har forstået dig, og nu kommer turen måske til, at du accepterer, at han er skrupforelsket i sine børnebørn, og derfor kan du måske bare en gang imellem prioritere dikke dikke-halløjet og den del af familien. Ellers synes jeg, du skal fortsætte, som du før har gjort. Meld ud, hvor du står. Du har travlt, du følger med hos babyerne, så godt du kan, men dit arbejde fylder.

En anden ting er, at det er vigtigt, at man kan udtrykke glæde på andres vegne. Både din mand og hans døtre er i gang med at opleve noget meget stort for dem. Det kan du anerkende. Morfar kan godt passe børnene selv, og han kan få et vidunderligt forhold til sine børnebørn, og det skal du bakke ham 100 procent op i. Men hold op med at se på dig selv som en, der SKAL presse følelser ud, du ikke har. Du har været meget ærlig.

Tak for at bringe et vanskeligt emne på bane.