Min veninde har lagt mig på is

Jeg mødte min veninde på efterskole for nogle år siden og har aldrig før følt mig så forbundet til et andet menneske. Vi kom fantastisk ud af det med hinanden, og alle dårlige og gode dage blev taget sammen hånd i hånd.

Når vi var sammen, sagde vi altid, at det var, som om alting kom i balance. Jeg var hendes eneste fortrolige. Vi var hinandens bedste veninder.

Lige nu snakker vi dog ikke sammen mere. Det vil sige: Hun snakker ikke til mig. Jeg ringer og ringer, skriver og skriver, men får intet svar.

Vi var i samme vennegruppe på efterskolen (som jeg fik hende med i) og er det fortsat. I vores gruppechat svarer hun, men privat hører jeg ikke så meget som et pip. Siden december har der været tavshed.

Vi var i januar til fødselsdag hos en fælles veninde, hvor jeg spurgte hende, om hun ville snakke om det (implicit hendes ignorering af mig), og hun svarede: ”Nej, jeg synes ikke, der er så meget at sige, så det gider jeg faktisk ikke”.

Jeg er normalt ikke konfliktsky, men tør ikke tage en kamp, hvor jeg ikke tror, man kan få lov til at hejse det hvide flag, når man har fået nok.

Siden den aften har jeg ikke taget kontakt til hende, fordi det at skrive og ringe uden at få svar fra hende gjorde mig for ked af det. Hun ignorerer ingen andre, men fortæller heller ingen, hvorfor hun ignorer mig så groft.

Mine andre veninder mener, at det er noget værre vås, og at jeg straks burde få noget selvrespekt og bare skære hende ud af mit liv.

Jeg har dog et par mottoer i livet, som jeg følger strengt, blandt andet ”jo mere man fylder, jo tættere er man altid på et nært venskab”. Jeg synes bare, det bliver sværere og sværere at følge, fordi den måde, hun opfører sig på, sårer mig rigtig meget.

Burde jeg følge min hjerte/mavefornemmelse og se, hvad der følger med det, eller lytte til min hjerne/veninder og give op på venskabet?

Jeg kender så godt de tætte venskaber, man kan få med en veninde. De er meget intense, og man er nærmest venindeforelsket. Man laver alt sammen, deler alt og giver alt. Og hvis de så brister, er man heartbroken, og det føles som kærestesorg.

Jeg ved ikke, hvorfor din veninde har vendt dig ryggen. Måske blev hun draget af din loya­litet, og da hun så fik den, endte den med at blive uinteressant.

Men jeg synes, vi skal glemme hende et øjeblik og fokusere på dig. Du lyder som en god veninde. En, der kommer med alt, hvad du har, og som er trofast og kærlig. Du er modig. Du rakte ud og spurgte, hvad der var galt. Det er alt sammen gode og vigtige egenskaber i livet.

Jeg kunne godt tænke mig, at fra nu af måler du ikke dine egne værdier ud fra, hvordan du bliver behandlet. Du er særlig. Du har noget at tilbyde. Man kan godt komme til at leve sit liv på en måde, så det er andre, der bestemmer, om man er noget værd. Om man er værd at elske. Den tanke skal du slippe. Du er værd at elske.

Hvis ikke din veninde værdsætter dine værdier, synes jeg, du skal trække dig. Du har spekuleret meget over, hvad der er sket. Der er gået lang tid. Du har forsøgt at rede trådene ud, men hun tager ikke din udstrakte hånd. Du må ikke ende med at fortælle dig selv, at alle forhold er sådan. Hverken venner eller kærester. Det behøver det ikke være. Man kan finde mennesker, der respekterer en som den, man er. Det er de mennesker, man skal lede efter.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår, hvad du mener med dine mottoer, men jeg opfatter det som mottoer, der beskytter dig selv. Du giver meget, og det ved du godt. Det er godt at være et givende menneske, men der skal være balance i regnskabet. Kan det blive dit nye motto? ”Der skal være balance”.

Det er smertefuldt at give slip på noget, man føler var megasmukt, men sommetider er man nødt til det. Ret din energi mod de andre veninder i gruppen, og dyrk det venskab, I har.