Lige fra hjertet: Jaloux på mine veninders venskab

Min 50-års fødselsdag skulle fejres med en venindefrokost, og jeg glædede mig til at samle de kvinder, som gennem mit liv havde betydet meget for mig.

Samtidig var jeg spændt og faktisk nervøs, for de fleste af dem kendte ikke hinanden, så hvordan ville snakken mon gå?

Jeg mindede mig selv om, at det ikke var mit ansvar alene, at det blev en god dag, og at gæsterne hyggede sig. Selv om nogle af mine veninder var lidt stille i det og måske ikke ville sige så meget, så kunne de jo stadig nyde samværet.

Og mine mere udadvendte veninder var gode til at invitere til samtale. Det skulle nok gå. Mine veninder var forskellige på mange områder, men de var alle sammen hjertevarme kvinder og opmærksomme på andre.

Da jeg skrev listen over dem, jeg ville invitere, blev jeg overvældet af minder og reflekterede over mit liv. Jeg var så taknemmelig for de venskaber, der havde været, og dem, der stadig var.

Dem, der var gået i stykker eller gledet fra, havde stadig haft værdi for mig. Det var også sjovt at få overblik over, hvordan jeg havde mødt mine veninder og at tænke på, hvordan tilfældigheder spillede ind: Hvis jeg ikke havde sagt ja til dét job eller gået på dét madlavningskursus, så havde jeg nok aldrig mødt den og den veninde.

Solen skinnede, da jeg hejste flaget, plukkede hortensiaer og arrangerede dem i vaser på bordene i udestuen. Jeg lod blikket glide hen over de hvide duge, de fine, gamle tallerkner og bordkortene, som endelig var på plads. Her var præcis den afslappede stemning, jeg gik efter. Godt tilfreds med rammerne for festen gjorde jeg mig selv klar, med saxofon i højttalerne og sommerfugle i maven.

Da vi alle sad ved bordet, var det en stor lettelse at se og mærke, at snakken gik, og at stemningen var positiv og hjertelig. Dejligt var det, at alle gjorde en indsats for at være imødekommende og tage medansvar for, at det blev en god fest.

Jeg blev helt rørt over at se de skønne kvinder, som jeg plejede at være sammen med hver for sig, samlet. Der havde været arrangementer gennem årene, hvor nogle af dem havde mødt hinanden, men aldrig så stor en flok som nu – aldrig dem alle i ét rum.

Jeg gav mig selv et øjeblik til at nyde øjeblikket, lænede mig tilbage i stolen med mit vinglas i hånden og lod mit blik vandre fra gæst til gæst. Det så ud, som om de mange timers arbejde med bordplanen var det hele værd.

Der var smil og veltilpasse ansigtsudtryk hele vejen rundt om bordet. Mit blik standsede ved Pernille og Lene, som så ud til at være midt i en intens samtale. De sad meget tæt. Pernille var helt opslugt af Lenes ord og fagter.

Det var, som om de var i deres egen lille boble af nærvær. Jeg kan stadig tydeligt huske det stik af jalousi, som jeg mærkede allerede på det tidspunkt af festen. Jeg var flov over at have det sådan, jeg burde jo være glad for, at de snakkede godt sammen.

Men som timerne gik, og det så ud, som om de stort set ikke snakkede med andre gæster, voksede den trælse følelse i maven.

Det var næsten, som om de var forelskede, sådan som de hang sammen. De fulgtes ad på toilettet, gik sammen op til buffeten og sammen ud i haven efter desserten.

De delte både grin og alvorlige emner, kunne jeg se på deres ansigtsudtryk, og selv om jeg også selv havde dejlige samtaler og samlet set en rigtig god venindefrokost, var min opmærksomhed mange gange i løbet af festen rettet mod de to.

Pernille og jeg blev veninder, da vi gik i 7. klasse. Det kom som en overraskelse for de fleste, for vi kunne ikke lide hinanden, da hun startede i vores klasse, kort før vi skulle konfirmeres. Måske fordi vi begge gerne ville bestemme.

Men inden skoleåret var slut, havde vores fantastiske dansklærer hjulpet os til at få gensidig respekt for hinanden, og det blev til et venskab, som nu havde varet i 36 år – dog med perioder, hvor vi ikke havde så meget kontakt.

Det betød bare noget helt særligt for vores relation, at vi havde kendt hinandens forældre og gennem årene fulgt med i kærester, bryllupper, karrierer og børnenes opvækst. Og da hun skulle skilles, var det min skulder, hun græd ud ved.

Lene og jeg mødte hinanden i mit første job. Vi havde en øjeblikkelig forbindelse, både når det kom til humor og i vores fælles interesse for håndbold.

Selv om jeg havde mistet dén interesse, da hun nåede til 1. division med sit klubhold, holdt vi kontakten ved lige, for vi nød hinandens selskab. Da hun mødte ham, som senere blev hendes mand, flyttede hun så langt væk, at der gik længere tid imellem vores fysiske møder, men så holdt vi kontakten online.

Det fungerede fint. Heldigvis kom vi til at bo tættere på hinanden igen, da hun flyttede til en håndboldklub nær mig.

Festen var ved at finde sin naturlige afslutning. Nogle af gæsterne begyndte at tage hjem, og en mindre gruppe ville gerne feste videre inde i byen.

Jeg blev faktisk glædeligt overrasket over, at det var Pernille og Lene, som spurgte, om jeg ville med. Men jeg havde simpelthen ikke overskud til det efter festforberedelserne og værtsrollen. Desuden havde jeg absolut ikke lyst til at se på Pernilles og Lenes symbiose i endnu flere timer. Så jeg sagde pænt nej tak og krammede dem farvel.

Dagen efter festen kørte tankerne rundt i mit hoved, imens jeg ryddede op. Det var længe siden, at jeg havde været sammen med Pernille og Lene hver især, for det var svært at finde plads i kalenderen, især for Lene, som nu spillede på dameseniorholdet.

Ville de nu blive bedre veninder med hinanden, end de var med mig? Ville jeg miste dem? Så blev jeg flov over at tænke sådan … vi gik jo ikke i 4. klasse. Og jeg hverken kunne eller ville bestemme, hvem de var veninder med. Men selv om jeg prøvede at skubbe min jalousi væk, var det svært at få ro på mine følelser og bekymringer.

Jeg kom frem til, at det måske handlede om min egen usikkerhed. Var jeg en god nok veninde? Det var nemt at svare på. Alle havde takket ja til invitationen uden tøven, og der var sådan en dejlig stemning under frokosten.

Så mine følelser udsprang nok bare af en grundlæggende angst for at miste og for ikke at være en del af det, de to havde sammen.

Da jeg pakkede støvsugeren væk og dumpede ned i sofaen, havde jeg besluttet mig for at tage mig sammen. Gåture i skoven var effektive, når jeg skulle bearbejde noget. Og så ville jeg ringe og spørge, om vi skulle ses.

Jeg blev både glad og overrasket, da Pernille kom mig i forkøbet med en sms: ”Mange tak for sidst – skøn fest! Har du tid og lyst til kaffe med mig på Café Holm på fredag?”

Det var skønt at have Pernille for mig selv. Vi sad ved et hjørnebord og var helt til stede i vores samvær. Mobilerne lå i taskerne. Vi havde fokus på hinanden. Jeg mærkede min jalousi dukke op, da hun snakkede om Lene i begejstrede vendinger.

Det viste sig, at deres gensidige tiltrækning var baseret på deres fælles interesse for håndbold. Al blodet løb fra mit ansigt, Pernille havde taget den plads, som jeg havde haft hos Lene. Men så måtte jeg minde mig selv om, at jeg jo selv havde fravalgt den interesse. Endda for mange år siden.

Pernille fortalte, at de havde planer om at se kampe sammen i haller og på fjernsyn, men at hun faktisk ikke kunne forestille sig at gå på café med Lene.

Så hvis jeg lige trak vejret dybt en gang og så objektivt på det, gik der faktisk ikke noget af mit venskab med dem, fordi de nu også var veninder. Det, de havde sammen, havde jeg alligevel ingen interesse i at være en del af, og jeg kunne faktisk mærke, at jeg var glad på Pernilles vegne over, at hun havde mødt Lene.

Det var ikke kun kaffen, der varmede mig den dag på caféen. Pernille drejede samtalen over på det venskab, vi to havde. Hun tog min hånd i sin og fortalte, at hun var så taknemmelig for det, vi to havde sammen.

Min venindefrokost havde fået hende til at tænke over, at de venskaber, man har, er givende på flere forskellige måder. Jeg kunne godt se, hvad hun mente, og genkendte det i mine egne relationer.

Ude på gaden krammede vi farvel, og en glædeståre løb ned over min kind, da Pernille sagde:

– Når jeg får en ny veninde, udvider mit hjerte sig, så der bliver ikke mindre til de veninder, jeg har i forvejen!

Nogle dage senere foreslog Lene at invitere gæsterne fra min fødselsdagsfrokost i sommerhus – vi kunne godt være i hendes – for hun synes, det havde været sådan en hyggelig dag hos mig.

Heldigvis kunne alle, og det var dejligt at være sammen med dem igen. Også fordi jeg kunne nyde samværet på en helt anden måde nu, hvor jeg ikke følte mig truet af forbindelsen mellem Pernille og Lene. De snakkede også meget med de andre og med mig, og jeg mærkede fornyet ro indeni.

Det var en skøn, lun sommeraften. Jeg var på vej ud til baren ved poolen, da Pernille og Lene kom mig i møde. De trak mig ind i et varmt gruppekram og udbragte en skål for mig – for hvis de ikke havde været veninder med mig, havde de nok ikke mødt hinanden.

Jeg blev helt varm om hjertet. Jeg holdt så meget af dem begge og ønskede dem alt godt. Samtidig havde de sidste måneder vist mig, at deres indbyrdes venskab på ingen måde var en trussel mod det, jeg havde med dem hver især.