Puks brevkasse: Han bebrejder os sin situation

For fire år siden lærte jeg en dejlig mand at kende. Vi har det utroligt godt sammen og elsker vores tilsammen fire voksne børn og prioriterer dem højt. Mine tre klarer sig godt, men min mands søn har altid haft store problemer. Han er en klog, ung mand, som gennem livet har haft mange privilegier. Blandt andet en dejlig mor, der elskede ham højt og var hans store støtte. Hun døde, da han var 20 år. Han er nu 26 år.

Læs også: Puks brevkasse: Skal jeg nu være mægler?

Forholdet til hans far har altid været problematisk, da faren gerne ville stille krav til sin søn, som nu er vores store samtaleemne og sorg. Han klarer sig skidt, har angst, bor i skidt, og vi har brugt uendelig meget tid på at tale med ham, hjælpe ham osv. Han går hos en dygtig terapeut en gang om ugen og arbejder på fjerde år på et sted, hvor man forsøger at hjælpe ham på vej.

Problemet er, at han er aggressivt konfronterende og beskylder os for, at han har det, som han har, og han ønsker på ingen måde at tage imod hjælp. Derfor er vi glade for, at han endelig tager imod en terapeut, og betaler gladeligt. Han mener også, at han ikke selv har bedt om at blive født, og at hans far derfor har ansvaret for ham og skal købe ham en ejerlejlighed m.m.

Læs også: Brev til Puk: Min mand vil ikke hjælpe min nevø

Han holder af os og betror specielt mig meget. Vi har talt så meget om hans tab, da hans mor døde. Vi har lange samtaler, og jeg nyder hans selskab, men han drejer det ofte over på især sin fars ansvar for sit liv og bliver meget sur og føler sig misforstået, når jeg ikke er enig med ham.

Min mand er på ingen måde bange for at vedkende sig ansvar. Sønnen mener bl.a., at han ville være lykkelig ved at bo hjemme hos os. Det har vi prøvet. Han sov hele dagen og var vågen om natten. Det var frygteligt. Det skal siges, at han lå i sin seng, fra han var 15, til han var 20 år, kun afbrudt af forskellige tiltag fra sine forældre.

Vi kan næsten ikke mere. Vi kan ikke gå bag hans ryg og skaffe hjælp, og han ønsker ikke hjælp, men kun at bebrejde os sin situation.

Stedmor

Læs også: Puks brevkasse: Jeg var ikke hos min far, da han døde

Kære Stedmor

Det er et stort ansvar, du har påtaget dig, og du skal ikke føle det som en fiasko, hvis ikke alle dine gode intentioner lykkes. Den opgave, du har sat dig selv på, er helt umulig at løse alene. At få den unge mand på fode er et samspil med mange implicerede.

Jeg hæfter mig ved, at han nu får professionel hjælp, og derfor vil jeg opfordre dig til at være tålmodig. Jeg ved ikke, om der er flere udfordringer i hans psyke (diagnoser?), men der er ingen tvivl om, at hans tab af sin mor har slået ham omkuld.

Læs også: Brev til Puk: Ville du fortælle hans mor, at han drikker?

Kravene fra hans far er en anden modstander. Jeg ved jo ikke, hvordan samtalerne mellem far og søn foregår, men nogle gange kan man tale sammen uden at høre, hvad den anden siger. Det er meget almindeligt, at man har lyst til at forsvare/forklare sig, når der kommer anklager, men de fleste gange er det bedre bare at lytte.

Når han lå i sin seng allerede, da han var 15 år, og hans mor levede dengang, så virker det, som om hans problemer ikke er nye? Og måske prøver hans far at fortælle ham, at han ikke kan lægge hele skylden for sit svære liv over på sin mors død?

Læs også: Brev til Puk: Vores søn smed os ud

Det er en meget svær og sårbar situation. Et ungt menneske med en sorg er svær at presse, også selv om det måske i virkeligheden er en del af løsningen. I vil ikke gå bag hans ryg og søge hjælp. Jeg synes, du skal søge hjælp. Ikke til sønnen, men til dig og din mand. Jeg synes, du skal få en tid hos en psykolog, som kan hjælpe jer gennem det her. En professionel, der kan vejlede JER. En, der kan give jer redskaber til at tackle de udfordringer, I har. Det håber jeg virkelig, din mand vil være med til. Hvis ikke, så synes jeg, du skal gøre det alene. Det her er meget kompliceret, du lægger meget energi i det, og derfor skal du rådgives. Det er ikke at gå bag ryggen på den unge mand. Det er hjælp til selvhjælp.

Jeg sender mange tanker og vil komplimentere dig for at tage så godt hånd om din stedsøn. Der findes stedmødre, der ikke ville kunne tale om den første kone på samme måde, som du formår. Respekt for det.

Mange varme tanker fra Puk

Læs også: Farmor til Puk: Mit barnebarn kan ikke lide sin papmor