Puks brevkasse: Min datter er gået i sort

Jeg ved snart ikke mine levende råd. Min datter på 19 år er gået helt i sort. Hun vil ingenting, kan ingenting, har angst og er i behandling. Nu har det varet i snart et år, og jeg er dødtræt. Jeg synes, vi har prøvet alt, og vi fortsætter jo selvfølgelig det, de professionelle råder os til, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det. Burde jeg gøre mere, end jeg gør? Gør jeg nok? Hvad er min funktion i det her mørke?

Jeg er så trist indeni, og det piner mig at se min datter sådan. Du er god til at give en opløftende kommentar. Har du en til mig?

Den trætte mor

Kære Den trætte mor

Jeg kan virkelig godt forstå, du er træt. Det er meget opslidende at se sine børn mistrives. Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet det før, men i så fald tåler det en gentagelse. Der er et ordsprog, der siger: “You’re never happier than your saddest child”. Det betyder frit oversat, at man aldrig er gladere end det mest ulykkelige barn, man har. Det synes jeg virkelig er sandt.

Jeg tror, du gør nok. Det virker, som om I er godt i gang med professionel hjælp, og der er lagt en plan. Det er godt. Det kan tage lang tid at komme fri af angsten.

Som ung var jeg lammet af angst i en periode, og i dag har jeg det rigtig godt. Men det tog tid. Jeg har en veninde, der siger, at “der er altid en, der skal bære håbet”. Det synes jeg er så smukt. Kunne du være den, der bærer håbet? Når min veninde siger det, ser jeg det for mig og tænker på den, der bærer fanen ind på det olympiske stadion. Med ryggen rank og raske skridt. Kan du bære håbet for din datter? Så er jeg sikker på, du gør alt, hvad du behøver.

Varme hilsner og ønsker om god bedring til din datter.

Puk