Puks brevkasse: Vi bliver glemt, når de inviterer til fest

Jeg ved ikke, om det er mig, der er forkert på den, men jeg mener, at når man holder en fest med familie og venner, så inviterer man dem med, som man har været hos.

Jeg er dog ikke enig med alle om det.

Læs også: Puks brevkasse: Venskaber består - eller forgår

Vi har oplevet, at både familie og venner har glemt os, selv om vi har haft dem med til vores fester.

Så synes jeg, man burde sige nej tak, hvis man ikke vil give igen.

Nu vil jeg gerne høre din mening.

Den skuffede

Læs også: Kvinde til Puk Elgård: Familie og venner vil ikke anerkende mit nye navn

Kære Den skuffede

Jeg kan da godt forstå, du er skuffet. Når man holder fest, gør man sig umage, og når man så efterfølgende ikke bliver inviteret til andre fester, så rammer det selvfølgelig hårdt.

Jeg ved ikke, om der som sådan er en regel om, hvem man inviterer, og hvem der deltager ved fester, men jeg ved, det er svært at lave lister over folk, man ønsker at have med, når man holder fest. Det har jeg selv prøvet nogle gange, og der kan være flere grunde til, at invitationerne lander, hvor de gør.

Læs også: Puks brevkasse: Min søster har meldt sig ud af familien

Her i huset har de unge for eksempel fået lov til at invitere kammerater i stedet for fjerne slægtninge, som de ikke har nogen forbindelse til. Hvis der er studentergilde, konfirmation eller 18-års fødselsdag, hvor de unge står i centrum, synes jeg ikke, det giver mening at tvinge dem til at holde fest med folk, de ikke kender. Hvis de unge hellere vil have naboer, kammerater eller andre, de kender langt bedre end tante-et-eller-andet, som de ikke har set i 14 år, så har vi sagt ja til det. Sådan har vi valgt at gøre det. Det har dog ikke været uden diskussion, for samtidig er fester en mulighed for endelig at få samlet familien og en mulighed for at styrke sammenholdet mellem de familiemedlemmer, man ser alt for sjældent.

Læs også: Brev til Puk: Hvorfor er mine kolleger sådan?

Så jeg anerkender, at dit dilemma er svært. Jeg tror, det bedste, man kan gøre, er at glemme regnestykket og invitere med hjertet. Hvem ønsker man at se? Hvem vil man gerne genetablere kontakten med, og hvem vil bidrage til den fest, man holder?

Det må være bedre at invitere på den måde og ikke gå så meget op i, om der kommer en geninvitation. Jeg synes, de familiefester, hvor folk sidder tvangsplantet ved bordet i fem stive timer, er nærmest umulige at komme igennem. Man fornemmer, at folk er kommet af pligt, og alle keder sig. Sådan skal en fest ikke være.

Læs også: Brev til Puk: Vores ordblinde døtre føler sig fravalgt af familiemedlemmer

Lad os tage det lange seje træk i hverdagen og skabe kontakt til familien som en mere naturlig del af vores liv, så bliver festerne også lettere.

Håber du kan bruge mit svar, selv om det ikke er fuldstændig klokkeklart. For som nævnt: Du har fat i et ægte dilemma.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Har ikke hørt fra mine søskende i fire år