Skal jeg tvinge min 7-årige søn til fodbold?

Jeg ved godt, at du ikke på den måde er fagperson, men jeg vil alligevel gerne høre dit syn på min problemstilling. Jeg kan godt føle mig lidt presset, hvis jeg skal opsøge professionel hjælp, så nu vil jeg lige høre, hvad du har at sige.

Jeg har en søn på syv år, og han er den eneste dreng i klassen, der ikke kan lide at gå til fodbold. Jeg kan næsten ikke slæbe ham med, og det værste er, at det gør jeg så alligevel. Jeg slæber ham til fodbold hver tirsdag og til kampe, og han græder hele vejen derhen og hele vejen hjem.

Men jeg synes jo, han står så alene i klassen og i drengegruppen, hvis han ikke er med i det fodboldfællesskab. Der er mange, der bakker mig op i at blive ved med at prøve og siger, at han nok skal lære at blive glad for det med tiden, men jeg er så meget i tvivl.

Skal jeg virkelig tvinge ham? Er det godt for ham på den lange bane at blive holdt fast i ikke at give op? Eller skal jeg lade ham slippe og ryge ud af fællesskabet og måske endda blive holdt udenfor?

Jeg er i tvivl. Hvad mener du?

Jeg kan fortælle dig, at min egen søn gik til fodbold én dag.

Den første gang, han var til træning, tyrede en med vilje og på klos hold en bold lige i maven på ham – og så var han for evigt færdig med fodbold.

Det ville han simpelthen ikke. Jeg lod ham slippe. Men derefter fulgte mange måneders og års jagt på den rigtige fritidsinteresse. Han gik til ridning, fægtning, karate, dans, håndbold og en masse andet, jeg sikkert ikke husker.

Det tog sin tid at finde noget, han kunne lide, og jeg var dum nok til at købe udstyr hver gang. Men jeg er nu glad nok for, at jeg ikke tvang ham til noget, han slet ikke kunne lide.

Så mit ufaglige og personlige svar til dig er jo nok: Lad ham slippe. Jeg synes, det lyder hjerteskærende at trække en grædende dreng til fodbold hver uge. Det kan ikke være godt for noget. Se, om han ikke kan finde fællesskab i en anden interesse.

Min søn endte med at være virkelig glad for fægtning og rollespil. Der var ikke andre fra klassen, der gik til det samme, men han fandt bare nogle venner der. Jeg var selv bange for, at min søn ikke ville få sunde vaner og lære at motionere, og det var nok også en sandhed i nogle år. Men i dag er han voksen og træner regelmæssigt, så selv om han som barn ikke lige knækkede sportskoden, har han fundet den som voksen.

Det, jeg egentlig siger, er, at der er håb. Det er vigtigt at kende glæden ved fællesskab, og den glæde, tror jeg, ikke kommer ud af så voldsom modstand som det, du beskriver.

Find noget, din søn har lyst til. Nu har I forsøgt fodbold. Det duede ikke. Og man kan faktisk godt være en god og sund dreng, selv om man ikke er en fodbolddreng.