Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Hedeturene begyndte at dukke op, efter at Elisabeth Frejd fyldte 50. Og så blev de bare værre og værre.
– Jeg fik hedeture, som var som monsunregn på forskellige tidspunkter af døgnet. Stort set hver nat ved 3-4-tiden vågnede jeg ved, at sveden løb af mig, og derefter havde jeg meget svært ved at sove igen. Jeg fik angst og følte mig stresset.
Men det var allerværst i dagtimerne, når Elisabeth var på arbejde. Så føltes det endnu mere ulækkert.
– Inden jeg skiftede tøj, var jeg altid nødt til at tage et bad.
I en periode testede hun østrogenplaster sammen med minipiller, hvilket hjalp en del, men bivirkninger i form af vægtforøgelse og risikoen for at blive ramt af brystkræft overskyggede fordelene. Hun stoppede med østrogenplastrene, og så kom hedeturene tilbage for fuld kraft. Så da Elisabeth så, at Universitetssygehuset i Linköping søgte kvinder med overgangsbesvær til en undersøgelse om styrketræning, tøvede hun ikke et sekund.
– Jeg tænkte, at hvis styrketræning kunne hjælpe mig af med mine anstrengende hedeture, så ville det føles som en enorm befrielse, siger hun.
Læs også: Kom godt i gennem overgangsalderen
I september startede Elisabeth med at træne, hvilket i høj grad kunne mærkes i kroppen, da hun ikke havde dyrket styrketræning længe.
– Jeg trænede meget, da jeg var yngre, men efter at jeg fyldte 50, har jeg følt mig alt for træt til at komme i gang, fortæller hun.
Sammen med sin personlige træner har Elisabeth trænet tre gange om ugen, en time hver gang.
– Allerede efter et par uger begyndte jeg at kunne mærke, at der skete noget med kroppen. Og fra at være ramt af ”monsunregn” op mod 15 gange i døgnet er det nu helt forsvundet, hvilket naturligvis føles helt fantastisk. Jeg føler mig meget friskere, plus at jeg sover bedre, når jeg slipper for at vågne hver nat.
En ekstra bonus ved træningen er, at hun føler sig friskere, mere mobil og er mindre stiv i skuldrene.
– Min mand synes også, at jeg er blevet mere glad og mere frisk. Jeg er ikke så irritabel, så styrketræning er nu en del af mit nye liv, siger Elisabeth.
Brev til Puk Elgaard: Efter 22 år døjer jeg stadig med hedeture
Regelmæssig styrketræning synes ifølge overlæge Anna-Clara Spetz Holm at hjælpe mod temperaturstigninger i overgangsalderen. I forbindelse med undersøgelsen ”Effekt af styrketræning på kvinder med overgangsproblemer” har man undersøgt, om styrketræning kan have en positiv effekt på svede- og hedeture i overgangsalderen. Kvinderne har trænet tre gange om ugen, i ca. en time ad gangen, i 15 uger sammen med en personlig træner. Forskerne er i første omgang interesseret i, om intensiv styrketræning kan reducere antallet og intensiteten af hedeture. Man har også studeret, hvordan livskvaliteten påvirkes; det vil sige, om søvnkvaliteten forbedres, om træningen har antiinflammatoriske og antioxiderende virkning, der kan nedsætte risikoen for kræft og hjerte-kar-sygdomme.
– Nogle kvinder kan lide af hedeture i 20 år. Og eftersom mange ikke tør bruge østrogen af frygt for bivirkninger, er det vigtigt at finde alternative behandlingsmetoder, siger Anna-Clara Spetz Holm.
Anna-Clara Spetz Holm tilføjer, at kvinder, der har haft brystkræft eller blodpropper, slet ikke bør anvende østrogen, og det er derfor især vigtigt for dem, at de kan tilbydes anden hjælp. Og Anna-Clara Spetz Holm er forsigtig optimist på undersøgelsens vegne i forhold til at finde ud af, i hvor stort omfang muskeltræning kan være en nyttig måde at kontrollere kroppens temperatur, så hedeturene enten helt forsvinder eller falder i intensitet.
– Når overgangsalderen begynder, og østrogenniveauet falder, bliver temperaturcentrene i hjernen mere ustabile. I dyreforsøg har det vist sig, at mængden af betadorphiner, som hjælper kroppen med at regulere temperaturen og undertrykke smerter, øges ved muskelarbejdet.
– Rent teoretisk bør træning i tilstrækkelig høj grad øge mængden af betadorphiner, så temperaturen bliver mere stabil, siger Anna-Clara Spetz Holm. Hun understreger, at det ikke er nok at træne sporadisk, men at der kun opnås en effekt ved regelmæssig træning af de store muskelgrupper.
– De samtaler, vi har haft med kvinderne i undersøgelsen, viser, at problemer med hedeture er aftaget. Men østrogen er dog stadig den bedste metode til at reducere problemer i overgangsalderen.