Kom godt i mål med dit vægttab: Vær realistisk

Mandag, 31. januar 2011Opdateret 18. marts
af Mette Flindt Heisterberg
Når du gerne vil tabe dig, er det nødvendigt at være realistisk. Læs her, hvordan du kan nå dine mål.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Når du planlægger at ændre din livsstil til det sundere, er det vigtigt, at du er realistisk. Hvis du stiller for høje krav til dig selv, er risikoen for, at du falder tilbage i de gamle vaner, stor.

Derfor har vi her samlet en række gode råd, du kan tage til dig, så du er sikker på, at du kommer godt i mål med både dit vægttab og dine ønsker for en sundere livsstil.

Begynd med et præcist og realistisk mål

Hvis dine mål er for ambitiøse, kan de virke overvældende og være svære at holde. Så hvis du f.eks. drømmer om at træne flere gange om ugen, og du lige nu næsten eller slet ikke træner, så vil det nok være for ambitiøst at sigte efter at træne hver dag.

Sigt derfor lavt og vær realistisk, når du fastsætter dine mål.

Følg et realistisk træningsprogram

Den bedste måde at nå et træningsmål, det er at følge et træningsprogram, som passer til dit nuværende aktivitetsniveau.

Ved at begynde på dit nuværende niveau gør du hurtigt fremskridt, og du mindsker risikoen for skader og udbrændthed.

Del dit mål op

Gør dit mål overskueligt, og del det op i mindre og mere overkommelige bidder gennem året. Du kan f.eks. starte med i 10 uger skiftevis at løbe og gå, selv om dit mål er at løbe uden gå-pauser.

Lad dine mål udvikle sig

At blive aktiv og tabe sig er fantastiske mål, men de tager tid.

Skriv dine mini-mål ned i din kalender og fokuser på et ad gangen. Der vil komme op- og nedture, men hvis du holder fast i målet, vil du nå næste mini-mål.

Beløn dig selv

Forær dig selv en massage eller speciel gave, når du når et af dine mini-mål. Det er en god måde at forblive motiveret på.

Omgiv dig med støtte

Tilmeld dig en klub, et center eller et program. Der findes masser af steder, hvor du kan få hjælp til en personlig kost- eller motionsplan.