Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen haveejer, der nogensinde har sagt, at de ikke kan lide akelejer.
Tværtimod er den på ønskesedlen hos de fleste, når haven skal planlægges.
Og det er ikke spor underligt, for akelejer er dejlige! De er næsten som små ballerinaer, der svæver over en halv meter op i vejret, og det er da også en plante, der passer godt ind i den romantiske havestil og i blomsterengen, som mange ønsker.
Det er en let og yndefuld staude – eller flerårig blomst – der altid kan finde en lille plads mellem havens andre planter, hvor den villigt selvsår. Desuden er den nøjsom og derfor ikke en konkurrent til naboplanterne i bedet.
LÆS OGSÅ: Sådan gør du drivhuset klar – få 3 gode råd her
Som mange andre i ranunkelfamilien er akeleje giftig – dog moderat. Man mener, den indeholder et ukendt giftstof samt lidt blåsyreglykosid.
Men da smagen er bitter og frastødende, er forgiftninger næppe sandsynlige. Plantesaften kan dog virke lidt irriterende på sart hud.
I naturen bestøves akelejer af humlebier og natsværmere med lange tunger eller af fugle, der kan nå nektaren.
Akelejer bliver 30-80 cm høje – de fleste er dog omkring 70 cm. De findes i et hav af farver og former. Nogle har enkle, yndefulde blomster, andre har tætte og fyldte.
De trives bedst i sol eller let skygge i en fugtighedsbevarende jord for eksempel sammen med anemone, kærminde, hosta og bregner.
Planterne skyder i vejret på stive stængler, der ikke kræver opbinding, og fordi de kun har ganske få og fligede blade, lader den let lyset trænge forbi. Og når de ikke blomstrer, kan man nyde det lette og lysegrønne løv.
LÆS OGSÅ: 5 gode råd til flotte potteplanter
Blomstringen strækker sig fra maj til ind i juli. Klipper du frøstandene af lige efter blomstring, vil akelejerne ofte blomstre igen.
Blomsterfarverne kan du ikke altid regne med, så du skal ikke undre dig, hvis din akelejes ”afkom” pludselig viser sig i nye farver. Det kaldes krydsbestøvning.
Ofte lever akeleje ikke så længe, men bestanden i haven holdes til gengæld ved lige, fordi de sår sig villigt.
Vær opmærksom på, at planterne først blomstrer, året efter at de er sået.