Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
I mange ældre haver står der store, gamle og skulpturelle æbletræer. De er smukke som prydtræer, men som frugttræer er de som regel ikke meget bevendt.
Ofte bliver æblerne nemlig små og af en dårlig kvalitet på grund af svampeangreb, eller fordi træet er for tæt i kronen, og det er umuligt at tynde ud i frugterne. Og selv om træet skulle give mange gode æbler, så er de svære at få fat i, og når de falder til jorden, bliver de stødt og holder ikke længe.
Ønsker du et æbletræ, hvor du kan gå ud i haven og plukke de lavthængende æbler, kan du selvfølgelig skære træet ned og eventuelt pode en ny sort på. Men det er lidt synd, hvis du har et smukt gammelt træ. I stedet kan du plante et par nye sorter og vælge nogle, der aldrig bliver højere, end du ønsker.
Frugttræer købes podet på grundstammer, der har forskellig vækstkraft, så du kan købe et æbletræ podet på en svagt voksende eller mellemkraftig grundstamme.
Fordelen ved frugttræer på svagt voksende grundstammer er, at de hurtigt giver frugt, da de ikke bruger så meget energi på at vokse. I stedet er der så energi til at give et godt udbytte allerede første år, du køber det. Ulempen er så, at træerne ikke har så meget vækstkraft, så de er ikke velegnede i en sandet og næringsfattig jord eller til dyrkning på udsatte steder. Men i en almindelig have vil de vokse fint.
Den svagest voksende grundstamme hedder M27. Den kræver opbinding og bruges mest til espalier. Dernæst kommer M9, der bruges meget i professionel frugtavl. MM106 bliver noget kraftigere og kan med tiden vokse til omkring fire meter.
Har du et stort skrummel af et æbletræ i haven, men er vild med æblerne uden at kende sorten, så kan du klippe et topskud af og få det podet på en svagt voksende grundstamme. Podekvisten kan klippes af i januar, gemmes i køleskab og podes på i maj.
Æbler podet på vildstamme har en kraftig vækst og vil med tiden blive til et smukt, kroget æbletræ, som vi kender det fra gamle landbohaver. Men er til gengæld flere år, inden de giver frugt, og det ender med, at æblerne er svære at få fat i.
Søjleæbletræer har indtil nu været af en lidt tvivlsom kvalitet, da de ofte får sygdomme og står og skranter. De nyeste og sundeste søjleæbletræer hedder noget med Cats, f.eks. Goldcats eller Greencats. De bliver omkring tre meter høje.