Hvordan formerer jeg frø af kæmpejernurt?

Søndag, 23. marts 2025
Frank Kirkegaard Hansen
Foto: Frank Kirkegaard Hansen
En læser har fået nogle frø af kæmpejernurt/kæmpeverbena, men er i tvivl om, hvorvidt hun skal forspire dem eller så dem direkte i haven. Læs svaret her.
Lilla kæmpejernurt
Kæmpejernurt er nem at have med at gøre.

Hej Frank

Min veninde havde nogle meget flotte kæmpeverbena i haven sidste år. Dem var jeg meget betaget af.

Jeg fik lov at tage nogle frø fra planterne, og nu vil jeg selvfølgelig gerne have dem til at spire i min have. Kan jeg så dem direkte i jorden, eller skal de forspires indendørs først?

Og kan jeg forvente, at de bliver lige så flotte, som dem jeg tog frø af?

Hilsen Christina

Hej Christina

Kæmpejernurt, også kendt som kæmpeverbena, er flink til at så sig selv i haven. Så når man først har dem, vil de dukke op af sig selv, hvis du altså ikke kommer til at luge dem væk.

Så dem udendørs så tidligt som muligt. De skal helst have en kuldeperiode for at spire.

Jeg vil anbefale, at du sår dem i en bakke, så du kan holde øje med de små spirer. Når de er dukket op, kan du omplante dem til voksestedet.

Kæmpeverbena er frøkonstant, hvilket vil sige, at afkommet ligner moderplanten.

Med venlig hilsen Frank