100 guirlander på én nat: På arbejde med lysdekoratøren

Rådhusklokkerne giver sig til at kime, netop som de første lastvogne ankommer og ruller ned ad Strøget, tungt læssede med store trækasser, hvorfra mørkegrønne duske af plastikgran stikker op.

– Vi fylder ret godt i en gågade, når vi kommer, har Christian Schubert på forhånd advaret.

Han står for den daglige drift af Juleministeriet, der hyres af kommuner og handelsstandsforeninger landet over til at stå for juleudsmykningen. Christians far, Leif Schubert, pyntede sit første handelsstrøg tilbage i 1960, og mange er fulgt siden.

Fodgængere trækker ud til siden og hiver telefonerne frem. Vogntoget standser, og det myldrer ud med mænd og kvinder, som straks giver sig til at fjerne stropper og sætte stiger op.

– Det er den hårde kerne, der er med i dag. De kan bare deres ting, siger Christian, som følger med fra sidelinjen.

Årets travleste dag

Han ser til, mens to af hans mest erfarne medarbejdere stryger op ad stigerne med hver deres ende af en tyk granguirlande slynget over skulderen.

– Det er den travleste dag på året, i hvert fald for os, siger Christian, som skal nå at få 100 guirlander op, inden aftenen er omme.

Der er ingen slinger i valsen, som holdet bevæger sig Rådhuspladsen ad Strøget i retning mod Kongens Nytorv én guirlande ad gangen.

Det er et syn, som gentager sig på Strøget hvert år i begyndelsen af november, og rutinen sidder efterhånden på rygraden. Igennem 15 år har Juleministeriet stået for julepyntningen af Strøget i København, ligesom de tager sig af handelsgader i mange flere byer landet over.

Sæsonen begynder allerede i september, hvor lageret i Fredensborg tømmes, og samtlige lysinstallationer testes og repareres. I vintermånederne når antallet af ansatte op på 50, og 24 af dem er med, når Strøget står for tur.

Stjålne hjerter

I en kurvelift fem meter over gadeplan befinder tredje generation af Juleministeriet sig. I skæret fra pandelampen fæstner Christians søn, Oliver, to plastikstjerner og et postkasserødt julehjerte midt på granguirlanden. Så sænkes kurven, en ny guirlande gøres klar, og proceduren gentager sig.

– Ej, hvor cute! udbryder en forbipasserende, da hun spotter det store, røde hjerte, som svæver opad i favnen på Oliver.

– Skal jeg lige lægge lidt flere hjerter klar? spørger en montør.

Men det går ikke, lyder det fra Christian. For selv om hjerterne vejer 10 kilo hver, sker det, at de bliver snuppet for næsen af holdet, mens de arbejder.

– Engang var jeg ude med politiets hjælp og hente et hjerte, som nogen havde taget og nu brugte som pynt foran deres pladebutik på Nørrebro, husker Christian.

Han kan altid genkende sine hjerter, for de bliver specialfremstillet på en plastfabrik i Randers og er helt unikke.

I fars fodspor

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Christian skulle overtage sin fars virksomhed.

– Jeg skulle noget helt andet, siger Christian, som var i musikbranchen i mange år, før han blev anlægsgartner.

Men skæbnen ville, at både hans far og lillebror Peter i 2001 kom ud for hver deres arbejdsulykke inden for få måneder, og Christian, som dengang var på barsel, måtte træde til som afløser.

Men til hans egen overraskelse var arbejdet sjovere, end han huskede, og som årene gik, blev han mere og mere involveret.

I 2004 faldt Christian og Peters far om med et hjertestop og blev genoplivet. Da han vågnede, husker Christian, at hans far så på ham og sagde: ”Jeg tror, at det er ved at være din tur”.

I 2007 overtog Christian sammen med sin hustru Cecilie seks medarbejdere og kontrakter i otte byer. Siden er det gået stærkt, og i dag laver Juleministeriet lys-installationer i rundt regnet 50 danske købstæder. Også Tivoli får hjælp til deres lysinstallationer af Juleministeriet, ligesom flere og flere køber sig til professionel juledekoration af deres private hjem.

Nethandlen truer

I mange byer er julebelysningen en tradition, der må og skal fortsætte, mens den i andre lever på lånt tid. Årets julebelysning i Aarhus blev som bekendt reddet i sidste øjeblik af private sponsorer, og Christian øjner en tendens.

– Jeg vil ikke sige, at vi er på vej ind i en mørkere tid, men noget er ved at ændre sig, siger han.

For det er sparetider ude i landets kommuner, og dertil kommer, at internethandlen har lagt gågader i mange af landets små og mellemstore byer mere eller mindre øde. Og det siger sig selv, at hvor der ikke er mennesker, er der ikke brug for julelys. Selv i Fredensborg, hvor Christian bor og har sit lager, var dette års juleudsmykning i fare, da byens handelsfællesskab ikke kunne skaffe penge nok.

Med ved udsigten til en jul uden julelys i byen tog private borgere sagen i egen hånd og startede en indsamling, som på 48 timer indbragte det manglende beløb.

Det er for Christian et bevis på, at hans arbejde betyder noget for mange mennesker, og derfor er han ikke bekymret.

– Jeg tror, at det er vigtigt for lokalsamfundet, at der fortsat er julebelysning. Det trommer borgerne sammen og skaber sammenhold i byen. Det skaber glæde hele vejen rundt.

En chance til

Christian er autodidakt lysdesigner og benytter sig altid af samme fremgangsmåde, når han får en ny opgave.

– Jeg begynder med at tage ud og kigge på gaden, så ser jeg det for mig, og så tegner jeg det. Jeg bruger egentlig bare min sunde fornuft, forklarer han.

Men 19. april 2023 ændrede alt sig brat.

– Der falder jeg død om af et hjertestop og bliver genoplivet, siger Christian, som var heldig at befinde sig i en bygning, hvor der var ni hjerteløbere og en hjertestarter i opgangen.

Efter tre måneder var han tilbage på arbejde, og selv om han er sluppet for varige men, kom han ikke uden om en livsstilsændring, hvor arbejdet fylder mindre.

– Jeg har lovet alle, både familien og lægen, at jeg drosler ned, men jeg har så svært ved det, for jeg elsker mit arbejde. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad jeg skulle lave, hvis ikke det her, siger han.

I kurven ovenover svæver et godt bud på Juleministeriets fremtid, men 23-årige Oliver, som har uddannet sig til spildesigner, har foreløbigt ingen planer om at overtage for sin far.

– Jeg nyder fællesskabet mere end arbejdet, det er min fars passion, siger Oliver, mens han gør sig klar til igen at blive hejst op i gadelampehøjde.

Bag ham stråler lysene fra de guirlander, der allerede hænger spændt ud over gaden. Hans far er ikke i tvivl om, at de er alle anstrengelser værd.

– Det er da smukt, ikke?