Jeg håber, du kan hjælpe mig ud af en kattepine.
Jeg har nogle meget søde svigerforældre, som vi ser ret ofte, da de bor tæt på os. Men jeg er blevet opmærksom på en ting ved min svigerfar, som generer mig voldsomt, og som jeg ikke ved, hvordan jeg skal tackle.
Jeg har opdaget, at han ikke vasker hænder, når han har været på toilettet. Jeg kan høre, når han er derude – ikke fordi jeg står og lytter ved døren – men når man er sammen i en lejlighed, så hører man meget, og jeg kan høre, at han trækker ud, men der er aldrig lyd fra vandhanen, så han vasker simpelthen ikke hænder, når han har været i gang derude.
Jeg synes, det er megaulækkert, for han går direkte ind og rører ved alle vores ting og går i køleskabet og så videre.
Hvordan får jeg fortalt ham, at han altså skal vaske sine hænder? Og nu ved jeg jo også, at han garanteret heller ikke gør det derhjemme, og det gør det lidt svært for mig at spise deres mad, da han tit er den, der laver maden hos svigermor og svigerfar.
Hjælp, jeg er virkelig utilpas med det der.
Svigerdatteren
Føj for en femøre! Ja altså, enten taler du rent ud ad posen og siger det, som det er, ”vask dine hænder, svigerfar” eller også må du snige informationen ind på en mere snedig og indirekte måde.
Du kan sætte et skilt op på spejlet, hvor der står ”HUSK AT VASKE HÆNDER”, eller du kan ”tilfældigt” tage emnet op og begynde at tale om håndhygiejne, og at du går meget op i, at folk vasker fingre efter toiletbesøg.
Du kan ikke være stensikker på, at han vasker hænder, selv om du har sat skilt op eller bragt emnet op ved bordet, men det er da i hvert fald et vink med en vognstang, der måske sætter gang i processen.
Vasker han mon ikke hænder, inden han går i gang med maden?
Jeg var faktisk stor fan af håndsprit og grundig håndvask under corona. De dyder ville jeg gerne beholde.
Prøv en af de ting, jeg har foreslået, og se, om det har effekt, og ellers må du stille noget håndsprit frem og bede folk om at spritte, før de rører mad.
Og hjemme hos dem … tja … det er svært at blande sig i, hvad folk gør i eget hjem, men man kan da håbe, du belyser fornuftig håndhygiejne, og at det så smitter af på de vaner, han har i hjemmet.
Held og lykke fra din brevkasseredaktør, som selv er ret sart, og sommetider må lukke øjnene og tænke på noget andet, når der bliver serveret mad. Men som trods alt indtil nu har overlevet.
Kærlig hilsen Puk
Genkendt!
Han vasker ikke hænder efter toiletbesøg
Skal min kæreste låne min datter pengene?
Godt nyt år, kære læsere
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?