85-årige Karen forlader sit hus igen og igen: Jeg elsker at rejse til fjerne lande

Der er næppe et menne­ske, der haster ud ad Grenåvej og gennem Fausing på Nord­djurs, der forestiller sig, at det lille, røde og typisk danske murstenshus med Dannebrog foran hoveddøren, indeni er en skatkiste af glimt fra fjerne desti­nationer: papyrustryk fra Egypten, silkeakvareller fra Vietnam og træ­skærerarbejder fra Cuba – alt sam­men hjembragt af husets ejer, Ka­ren Lund, 85 år.

– Jeg har aldrig været i Austra­lien, det gider jeg ikke, siger Ka­ren på vej ned ad den meget stejle kældertrappe for at vise endnu en Aladdins hule frem. Hun får aldrig uddybet, hvad australierne egent­lig har gjort, siden de skal gå glip af hendes besøg, men man kunne mistænke hende for, at hun helle­re vil besøge endnu mere eksoti­ske destinationer.

Læs også om Jørgen og Birgitte, der er smittet med rejseglæde

Her i efteråret har været i Kroatien, Portugal. Marokko og Cuba, og inden foråret bryder frem har hun været i Malaysia og Nepal. – Hvad har du gang i, Karen? fristes man til at gispe, når hun uden at tage vejr ind remser de mange destinationer op.

– Jeg elsker det. Det er vidun­derligt at komme ud og møde nye mennesker, og der er ikke noget bedre end at støve rundt på mar­keder og finde sjove ting og sa­ger, siger hun.

Et nyt knæ, en ny hofte og et fødselsår, der siger 1933, er ingen hindring – dog har hun altid sin stok, som hun kalder ”sit tredje ben”, med på rejserne.

– Og jeg bestiller assistance i lufthavnene, for af og til skal man jo gå flere kilometer fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og det kan jeg ikke nå, indrøm­mer hun.

Læs også: - Man bliver da aldrig for gammel til at rejse

God til at prutte

I årtier passede hun sit job som læ­rer og skolepsykolog og var pleje­mor for flere børn, der havde haft en skæv start på livet. Men rejser­ne har hun også alle årene fundet frikvarter til.

Den første udlandsrejse gik til Oslo, den sommer hun blev 14 år.

– Jeg havde fået en penneven­inde, der boede på Københavner­gade 14E, 3. sal til venstre, fortæl­ler Karen, der har en enestående hukommelse for detaljer og rejsemål, uanset om de ligger 50 år el­ler 50 dage tilbage i tiden. Når hun igen og igen springer op fra ynd­lingssofaen for at hente et særligt minde ned fra hylden, er det al­tid ledsaget af en præcis angivel­se af, hvor, hvornår og til hvilken pris tingen er anskaffet.

– Jeg har aldrig haft held i kær­lighed eller spil, men jeg er god til at få noget for mine penge, fastslår hun og tilføjer, at hun kan prutte om prisen, så eventuelle rejsefæl­ler rødmer dybt.

Læs også: Vi rejser på ferie mindst otte gange om året

Kærlig plejemor

Fordyber vi os et øjeblik i det med mændene, ja, så kom de først tæt på Karen, da hun var over 30 år, og ingen af dem var længerevaren­de succeser. Og så var det jo svært at få produceret børn, og det ville Karen grumme gerne have.

– Jeg havde en plejedatter, som også meget gerne ville have en lil­lebror eller lillesøster, og det skul­le helst være en, der lå inde i min mave. Min læge ville gerne hjælpe med tre forsøg med inseminering. Han skulle ikke have penge for sin hjælp, men to flasker cognac, én til ham og én til sæddonoren. Jeg gætter nu på, at han beholdt dem begge selv, fortæller hun og ler.

Uanset hvor arvematerialet kom fra, lykkedes projektet ikke, og Karen måtte opgive drømmen om at blive biologisk mor og kon­centrerede sig i stedet om at få si­ne plejebørn på ret køl.

En løn i det offentliges tjeneste gør jo ik­ke en kvinde formuende, men Ka­ren har haft held med at sælge et jordstykke, et sommerhus og det husmandssted, hun boede på i 18 år, så der er penge nok til de rejser, hun så brændende ønsker at fort­sætte med resten af sit liv.

Læs også: Kræftsyge Norma på 90 år rejser rundt i autocamper

Aldrig overvægt

– Når jeg rejser, har jeg altid små ting med hjemmefra, balloner, småkager eller legetøj fra gen­brugsbutikker. Det giver en fantastisk kontakt, når man ser en lille pige sidde tudbrølende på skødet af sin bedstemor, og man så lige kan hive en ballon op af tasken. El­ler når et barn sidder i vejkanten og sælger noget mad eller drikke, som man ikke rigtig tør købe og så i stedet kan give dem lidt små­kager, siger Karen.

Hvor mærkeligt det end lyder, har hun aldrig overvægt – på udtu­ren er den store, røde rejsekuffert fyldt med små gaver, og på hjem­vejen er den spækket med tørklæ­der, tasker, punge, hatte og andet indkøbt hos de lokale. En del hav­ner nede i Aladdins hule, hvor før­stegangsgæster altid får lov til at vælge en ting.

– Jeg har selv haft glæde af at købe tingene, og så kan jeg glæde de mennesker, der kommer forbi her i huset. Og jeg har jo også glæ­det de mennesker, jeg har købt tin­gene af, ved at handle med dem, fastslår Karen og ligner en, der li­ge har løst en gordisk knude.

Læs også: Kommunen sendte en dame: Hun er SÅ irriterende - heldigvis