90 år og stadig aktiv i familievirksomheden

Da Evas døtre, Bodil og Lone, meddelte deres mor, at de ville flytte al produktion i Ulsø Design ud af landet, tænkte Eva Ulsø, at det måtte blive enden på det hele. Det sagde hun også højt, men denne gang lyttede pigerne ikke til hende, for de vidste, det var den bedste beslutning for familievirksomheden.

– Men det er da sket, at mor har fået os til at ændre beslutning. Hun har trods alt en del erfaring, siger Bodil Ulsø på 57 år.

– Jeg ved slet heller ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde det her at gå ned til hver dag, siger 90-årige Eva, som bor oven på virksomhedens lokaler. – Det er godt nok kun småting, jeg tager mig af, men det er da også noget. Jeg føler mig meget privilegeret.

"ku ha’ nøj’s mæ det hal"

Efter krigen arbejdede Eva på en fabrik, hvor hun syede undertøj. Hun var ikke uddannet syerske, men alle kvinder dengang kunne jo bruge en symaskine, som hun siger. Og Evas maskine var tit på overarbejde, for der var meget hjemmearbejde, og det kunne hverken hun eller hendes mand, Knud, helt forene sig med. Sammen med Evas søster og med deres fars tilladelse fik de den idé at køre til byen og købe en rulle stof og en blonde, og så gik de ellers i gang med at sy deres eget design.

– Da far så, hvad vi havde betalt, sagde han: ”Mæ den pris ku vi da ha’ nøj’s mæ det hal.” Mindet får Eva til at grine, og det kan hun også sagtens, for investeringen viste sig at være en god idé, der kunne overtale hendes forældre, Kristian og Mette, til at skyde kapital i en virksomhed, de kaldte Ulsø Trikotage.

”Havde du spået, jeg engang skulle komme til at arbejde med dametrusser, havde jeg sagt, det skulle være løgn,” sagde Evas far, der skar stof indtil sin død i 1968.

Læs også: Min alder er ingen hindring for at forsætte arbejdet

Måtte sige jobbet op

Ulsø Trikotage blev altså en realitet i 1952 med hjælp fra Evas forældre, som postede penge i virksomheden og blev de første ejere af foretagendet, der fik til huse i Ikast.

Knud stod for regnskabet, mens han passede sit arbejde ved DSB, far Kristian skar stof til, og Lone, der kom til verden i 1953, blev placeret i en hoppegynge mellem maskinerne, så snart hun var gammel nok til det. Flere sypiger, gerne nabokoner, blev ansat, og en dag måtte Knud også sande, at den lille virksomhed nu havde så meget brug for ham, at jobbet hos DSB måtte opsiges.

– Knud gik om nogen op i virksomheden. Så meget at han på sit dødsleje for 11 år siden insisterede på at få en skrivemaskine i skødet, så han stadig kunne hjælpe til, fortæller Eva.

Over de næste 10 år voksede virksomheden i takt med efterspørgslen, og i 1960 blev huset udvidet med en tilbygning – samme år, som Bodil kom til verden. Da de var flest, var de 27 ansatte, men det talte også en god håndfuld hjemmesyersker på de omkringliggende gårde, hvor Eva dagligt leverede og hentede sytøjet.

En tryg barndom

På trods af travle forældre synes Bodil og storesøster Lone aldrig, de har manglet noget.

– Vi har simpelthen haft den mest trygge barndom. Der var jo altid nogen at snakke med, når vi kom hjem fra skole, fortæller Lone.

Bodil husker også, at hun som lille pige drønede rundt blandt symaskinerne på sin trehjulede cykel, der var plastret til med sutter. Dengang vidste hun selvfølgelig ikke, at huset, maskinerne, stofferne og modellerne en dag skulle blive hendes og søsterens. Men Bodil var ikke ret gammel, da hun første gang ønskede det.

– Jeg begyndte som hjælpepige, da jeg var 14. Jeg fik den absolut laveste løn, og mor og far sagde til mig, at bare fordi jeg var deres, skulle jeg ikke tro, jeg var vigtigere end de andre. Men jeg ville det og gik også benhårdt efter det med en uddannelse på handelsskole og senere Teko som konfektionsassistent. Og jeg er da halvstolt over, hvad vi har opnået, siden mormor og morfar var med til at starte det hele i 1952.

Modsat Bodil vidste Lone, at hun måtte ud at opleve lidt andet, da hun først blev voksen. Hun har både arbejdet som klinikassistent, blomsterhandler og bedemand, inden hun for 25 år siden besluttede sig for at vende hjem.

Læs også: 90-årig krigsveteran mindes om sin store kærlighed

Døtrenes revolution

– Jeg var så glad, da Lone kom tilbage, siger Eva, der dog altid har nydt trygheden i at kende til Bodils ønske om at overtage Ulsø Trikotage, som hun og Knud stod som ejere af fra 1973.

I 1992 overtog tredje generation officielt virksomheden, der allerede havde skiftet navn til Ulsø Design. Med dem fulgte med årene en lille revolution, fordi de mere eller mindre tilfældigt kom til at ramme et hul i markedet, da de besluttede sig for også at tage D-skåle med i produktionen.

– Det var simpelthen den model, som solgte allerbedst, og så vidste vi, at vi havde fat i noget, siger Bodil.

De to kvinder ændrede nu deres designs, så de ikke længere var skræddersyet til modeller som Katja Storkholm, som Bodil påpeger, var deres model i flere år, før hun blev kronprinsens kæreste. De ville i stedet lave undertøj og badetøj til kvinder med kurver, og det blev en sådan succes, at de også for alvor kunne gøre deres indtog på det internationale marked, hvor navnet Ulsø klingede knap så godt.

Så i dag er navnet ændret til Plaisir by Ulsø, og produktionen er udvidet med en mere eksklusiv kollektion, hvor 95 procent af stoffet består af bambusfibre.

– Det var faktisk også lidt af en nyhed på markedet, da vi fandt det. Men vi fik efterhånden konkurrence af andre virksomheder, der kunne sælge produkterne billigere end os, fordi de blandede flere syntetiske fibre i, end vi har lyst til, forklarer Bodil.

Hun er den kreative hjerne bag Ulsøs designs, og Lone er den, som styrer finanserne.

– Men det er begrænset, hvor meget man kan dele tingene op, når man kun er to faste i virksomheden, siger Lone.

Flyttet til Europa

Efter mange års produktion i Kina er al produktion i dag flyttet til Europa. Virksomheden har efterhånden nogle gode basismodeller med en god pasform, og så er der jo ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen, er både Bodil og Lone enige om.

– Mine døtre er meget forskellige, men de arbejder simpelthen så godt sammen, siger 90-årige Eva, som hver eneste dag står op kl. 6, så hun kan låse virksomheden op. Hun laver frokost og mærker tøj med hurtige bevægelser, og så har hun altid ørene slået godt ud.

– Mor er ikke umiddelbart med i beslutningerne, men hun kan bestemt godt ytre sin mening alligevel. Det er bare ikke altid, vi lytter, siger Bodil og griner indforstået til sin søster.