Anne Louise Hassing om overgangsalder: Bliver jeg snart mig selv igen?

I et hjørne af køkkenet står juiceren klar. Den har for nylig presset en morgenjuice med blandt andet rødbede og ingefær, og snart skal den i gang igen. Faktisk er den store maskine aldrig pakket væk, for hvor dens primære funktion i mange hjem er at samle støv, er Anne Louise Hassings i brug flere gange dagligt. Lige nu får den et hvil inden eftermiddagsjuicen, som typisk er en grøn en af slagsen.

Men inden du nu tænker, at Anne Louise alene lever af blendede grøntsager, så afslører hun, mens hun spænder i mavemusklerne og laver en smuk yogapositur midt i den lyse stue på Amager, at hun faktisk har lidt andendagstømmermænd. Hun fik fire gin og tonics i lørdags og dansede natten lang med en god veninde.

– Jeg kan også sagtens spise en hel pose chips med min søn, bare jeg ikke gør det hver dag. Det handler om at være i kontakt med min krop og mærke, hvad der giver mig energi.

Det er den balance, der er nøglen for 57-årige Anne Louise, som også fortæller, at hun aldrig har haft mere energi end der, hvor hun er lige nu. Det havde hun ikke troet på, da hun i midten af 40’erne blev slået omkuld af overgangsalderen.

Hvem er jeg blevet til?

Det var de mentale symptomer, som først fik sit tag i hende. Dem og så en overvældende træthed, men Anne Louise fattede ikke mistanke. Ingen i venindegruppen var endnu blevet mødt af den overgangsalder, som stadig lå og lurede ude i fremtiden, og derfor anede hun ikke, hvad hun kunne forvente.

Hun var på turné med den komiske kvartet ”City Singler”, da hun første gang oplevede en underlig og uvant forvirring. Her for hun vild på gangene, vendte tøjet på vrangen, og evnen til at multitaske forsvandt fuldstændig.

– Lige så stille blev jeg mere og mere introvert og ville hellere ligge på sofaen og læse en bog end at stå på den røde løber. Altså hvem er jeg ved at blive? Jeg har altid elsket at feste, men nu skreg min krop bare på egenomsorg.

Da også hedeturene og trætheden overmandede hende, gik hun til sin praktiserende læge og fik taget en række blodprøver, som altså viste, at Anne Louise var på vej i overgangsalderen. Det i sig selv var slemt nok, syntes hun, men det blev kun værre, da lægen præsenterede hende for behandlingen.

– Det var hormonpiller eller ingenting. Jeg er ret hormonsensitiv og kan simpelthen ikke tåle det. Altså kan det virkelig passe? Er det det, der er?

Mental oprydning

Stædigheden har altid boet solidt i Anne Louise, og den fik hun nu brug for. Det kunne simpelthen ikke passe. Der måtte være en anden løsning.

I sin søgen efter alternativer til hormonpillerne besluttede hun at uddanne sig til hormonterapeut. Det blev et vendepunkt. Her indså Anne Louise, at hun var nødt til at lægge sit liv om og tage sig af sin krops symptomer fremfor at lade hjernen bestemme tempoet.

– Ordet nej kom pludselig i min mund. Jeg fik simpelthen en bevidsthed om, at min kalender på ingen måde skulle være fyldt. Hvad dræner mig? Og hvad giver mig energi? Det lærte jeg her, og det resulterede i en kæmpe mental oprydning.

– Samtidig blev jeg ved med at tænke, at nu måtte jeg da snart blive mig selv igen. Jeg forstod ikke, at det her var en ny normal, et identitetsskift, og det tog mig flere år at acceptere.

Anne Louise er selverklæret sundhedsnørd, og hun har gennem livet afprøvet alle mulige teknikker, kure og træningsformer.

– Jeg er født ret nysgerrig på, hvad kroppen og fysikken kan, og så er jeg vokset op i et meget sundt hjem. Min mor lavede rigtig sund mad og meget grønt for den tid, og som skuespiller er kroppen jo ens instrument, og måske også derfor har jeg altid gerne villet afprøve, hvad den kan.

Kun en kunstnersjæl

Faktisk lå det ikke i kortene, at Anne Louise skulle være netop skuespiller. Som datter af to akademikere, henholdsvis en læge og en tandlæge, var forventningen til hende en anden og forældrenes forståelse for faget meget lille.

Men da hun i 10. klasse stod på skolens scene som hovedrollen i H.C. Andersens ”Snedronningen”, mærkede hun det kick, der siden har drevet hende.

– Wow, der er et eller andet her, der er helt vildt fantastisk, og som heller ikke er svært for mig. Det kan jeg bare, og her hører jeg til. Men det var også svært at sige højt, fordi jeg kom fra det her meget akademiske hjem, hvor skuespillet ikke blev betragtet som et rigtigt job, man kunne leve af.

De efterfølgende år afsøgte hun skuespilfaget lidt i det skjulte og tog nogle kurser hist og her, og faktisk var Anne Louise lige ved at søge ind på medicinstudiet, da hun fik tilbudt hovedrollen i Niels Malmros’ film ”Kærlighedens smerte”, som senere indbragte hende både en Robert og en Bodilpris.

– Niels Malmros er jo også læge, så det var noget, mine forældre kunne forstå. Så måtte han selvfølgelig være en fornuftig mand, griner Anne Louise.

Grå og indtørrede

Da hun var allerlængst nede, og overgangsalderen fik alt til at synes håbløst og uoverkommeligt, var hun sikker på, at det blev et farvel til skuespillet. Hun ville være i sin nye, introverte side og dyrke sin interesse for sundhed.

I dag ved hun, at hun har plads til begge dele i sig, for selv om overgangsalderen har gjort hende til en anden kvinde, vil hun for altid være en kunstnersjæl.

Men al hendes nyopdagede viden skulle ikke gå til spilde. Anne Louise ville skrive den bog, hun selv manglede, da hun gik i overgangsalderen og stod ganske alene med frustrationen, sorgen og afmagten.

– Der er tit en meget negativ klang omkring overgangsalderen. Så bliver vi grå og indtørrede, og så er det bare slut det hele. Sådan er det jo ikke.

Foruden en inspirerende historie at spejle sig i indeholder Anne Louises bog en lang række konkrete værktøjer, blandt andet madopskrifter, yoga- og vejrtrækningsøvelser samt en guide til styrketræning.

Finder ind i sig selv

I dag er Anne Louise for længst på den anden side af overgangsalderen, men hun bliver aldrig som før. Det mentale oprydningsarbejde, som overgangsalderen førte med sig, gjorde Anne Louise til et andet menneske med nye vaner og prioriteter. Blandt meget andet er både yoga og meditation siden blevet daglige rutiner for hende.

– Det handler om, at jeg lige samler mig og mærker, hvad det er for en krop, jeg har med mig i dag, og hvor jeg befinder mig mentalt. Det at komme ned i kroppen, trække vejret og bare være, det prøver jeg at finde ind i hver eneste morgen.

Om to et halvt år fylder hun 60, og det er mærkeligt, indrømmer Anne Louise, men det skræmmer hende ikke det mindste.

– Jeg føler ikke, jeg kigger ind i en fremtid, hvor det bare går stille og roligt ned ad bakke. Jeg føler derimod, jeg kigger ind i 30 fantastiske år, for jeg har mere energi og visdom, end jeg nogensinde har haft før.

Træner til livet

Fremfor alt får hun energi af at træne. En gang om ugen giver hun den fuld gas på løbebåndet, og fire gange om ugen står den på træning med vægte. Sidstnævnte er hun decideret afhængig af, fortæller hun.

– Det tog vel tre uger, fire gange om ugen, så begyndte det at blive noget, jeg glædede mig til, fremfor noget, der bare skulle overstås. Indtil man kommer ud på den anden side, er det jo noget, man skal tage sig sammen til, det var det også for mig. Styrketræning giver mig bare sindssygt meget energi, og især hvis jeg gør det udenfor og så hopper i havet bagefter, fortæller Anne Louise med et stort, saligt smil og tilføjer:

– Det er den energi, der er så vigtig, for jeg træner jo ikke op til noget… Jo, til livet.