Børnepanelet kæmper for børns rettigheder

Suli anaanamik, suli ataatamik, lyder det i kor fra flokken af børn, der marcherer frem og tilbage i bygden Alluitsup Paa i Sydgrønland. "Mere mor, mere far" er det simple budskab.

Arnavaraq Jørgensen fra København er sammen med NAKUUSAs Børnepanel taget til bygden for at hylde og italesætte børns rettigheder. Det er hun som en del af Unicef Danmark, og Arnavaraq ved gennem sit arbejde og sin opvækst, hvor vigtigt det er i Grønland.

- Op mod halvdelen af børnene i Grønland får ikke en uddannelse efter folkeskolen og nogle får ikke folkeskolens afgangseksamen. I mange tilfælde skyldes det sociale problemer i hjemmet som alkoholmisbrug og andet misbrug. En tredjedel af pigerne har oplevet overgreb, fortæller Arnavaraq, der i snart tre år har fulgt Jûnârak, Aki-Matilda og de ni andre unge i Børnepanelet i deres kamp for at fortælle andre børn om retten til et godt børneliv.

Gør en forskel

For fjerde gang var der gensynsglæde blandt voksne og børn, da de i slutningen af maj mødtes i den sydgrønlandske by Qaqortoq nogle dage før Børnenes Dag den 1. juni.

Sammen med Grønlands Selvstyre startede Unicef i 2011 et femårigt projekt, der går ud på at styrke og fremme børns rettigheder gennem blandt andet et børnepanel. De skal som en slags rollemodeller for andre børn være med til at udbrede kendskabet til børns rettigheder og retten til at sige fra og til.

- Jeg tror vitterligt på, at de gør en forskel. Det er et enormt ansvar, som de her børn har. Men de får ikke mere ansvar end det, de tager. Når de kommer tilbage til deres egne byer - efter en uge sammen i Qaqortoq - skal de fortsætte arbejdet, men opgaverne afhænger af deres ønsker og formåen, forsikrer Arnavaraq.

Læs også: Hun kæmper for svage børn

Den kærlige hånd

Arnavaraq ved, at det kan tage generationer at forbedre børns vilkår. Og som mor til to piger på 6 og 11, kan hun ikke lade være med at tænke på medlemmerne i Børnepanelet som sine egne børn.

- Jeg har et fantastisk fællesskab med dem, og vi er et godt team. De minder mig hele tiden om, hvorfor det er svært at forstå børns rettigheder, og hvorfor det er vigtigt, at vi bliver ved med at råbe op, slår Arnavaraq fast og fortsætter:

- Når de har svært ved at forstå, hvad børns rettigheder er, fortæller jeg dem historien om et børnehjem, hvor børnene lå på rad og række i deres senge. De fik alle den samme mængde mad, og de fik alle skiftet ble. Men børnene i de to senge, der stod tættest på døren, vejede mest og kom sig bedst. For når sygeplejerskerne kiggede ind til dem, var det oftest børnene i sengene tættest på døren, der blev aet på kinden eller fik en varm hånd over brystet. Den historie siger alt. Vi har alle brug for mad, men vi har også brug for den kærlige hånd med alt, hvad den indeholder.

Den kærlige hånd kan også mærkes, når NAKUUSA mødes denne ene gang om året. Med kys og kram er der ingen tvivl om, at de unge har fået et helt specielt sammenhold.