Livshistorier
Jeg frygtede mødet med min datters rige svigerforældre
"Goddag, det er færdselspolitiet!”
Det er en sætning, der godt kan få det til at gibbe en lille smule i alle, der færdes i trafikken. På cykel, knallert, i bil eller lastbil – effekten er den samme. Kørte jeg mon for stærkt? Jeg kørte da vel ikke over for rødt uden at opdage det? Virker lyset ikke? Mange spørgsmål drøner på et sekund rundt i hovedet, når politibetjenten kommer med sin venlige hilsen.
Reaktionen på samme hilsen kan være meget forskellig, og det ved Vlado Kobas Lentz alt om. Han har nemlig i 33 år kørt Danmarks veje tynde på sin motorcykel for at hjælpe os alle til at forbedre vores adfærd i trafikken.
– Langt de fleste trafikanter reagerer positivt, når jeg stopper dem, fortæller den 58-årige politibetjent, der igennem årene har set både godt og skidt under udførslen af sit job.
– Vi har jo som betjente at gøre med mennesker fra alle samfundslag, men én ting har stort set alle til fælles, og det er reaktionen, når der bliver talt ordentligt og pænt til én. Det er noget, jeg lærte vigtigheden af meget tidligt i mit liv.
Vlado blev født i det gamle Jugoslavien og boede alene med sin mor i en lille landsby.
– Min far forlod os, da jeg var 1 år, men min moster, som også var enlig, og hendes datter boede tæt på os i samme landsby, så vi havde et fint næsten dagligt samvær. Da jeg var 8, rejste min mor og en onkel til Danmark for at arbejde, og jeg blev et års tid hos min moster, inden jeg også kom herop sammen med min anden onkel.
Jeg begyndte i 4. klasse og kunne ikke et ord dansk, så jeg forstod ikke en brik af, hvad de andre sagde. Men så kom vi ned i skolegården og spillede bold, og så kommunikerede vi jo gennem leg.
Efter lidt ekstraundervisning i dansk kom Vlado hurtigt på niveau med sine klassekammerater.
– Jeg var faktisk bedre til regning end mine danske klassekammerater, og jeg har altid været glad for at læse. Kunne gå på biblioteket og låne tre bøger om ugen om historie og geografi.
Brev til Puk: Der er ingen ligevægt i vores ægteskab
I den lille lejlighed på Vesterbro drømte teenageren Vlado om at blive jagerpilot.
– Desværre var jeg lidt nærsynet på det ene øje, så det gik ikke. Men så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være konstabel i militæret, og det var jeg så i tre år, før jeg fik lyst til at prøve noget andet. Jeg blev buschauffør og kørte København tyndt, mens jeg snakkede med passagererne – og elskede det!
Fritiden brugte Vlado i hjemmeværnet.
– Også hér fik jeg mulighed for at møde og tale med alle mulige forskellige typer, og det gav mig også en rigtig god erfaring i at håndtere og løse situationer, der kan opstå i forbindelse med problemer eller uro.
Læs også: Conny startede en mandeklub
Men en dag, mens Vlado sad og passede sit job som buschauffør, pejlede skæbnen ham ind på hans rette hylde.
– En gammel soldaterkammerat steg på bussen og fortalte, at han var kommet ind til politiet. Var det ikke noget for mig? Det havde aldrig strejfet mig, men sammen med en anden ven tog jeg hen på politiskolen og fik en snak med dem, og inden jeg så mig om, havde jeg afleveret et ansøgningsskema, og den 1. april 1985 begyndte jeg i politiet.
Det er en beslutning, Vlado aldrig har fortrudt.
– Nu har jeg været politimand i godt 30 år, og det har været helt fantastisk. Jeg har lært SÅ meget både om mig selv og ikke mindst andre mennesker hen ad vejen. Det meste har jeg lært af mine ældre kolleger, og jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke rigtig fungerer, når man banker i bordet og siger til folk, at de bare skal gøre sådan eller sådan. I Danmark har vi heldigvis tradition for at arbejde sammen og lytte meget til hinanden inden for politiet, og det kan jo i sidste ende betyde forskellen på liv og død.
Læs også: Penneveninder igennem 75 år
Skønt Vlado færdes meget på landeveje og motorveje, er det dog kun cirka 50 procent af hans arbejdstid, der går med færdselsarbejde.
– Siden politireformen i 2007 er vi blevet blandet mere sammen, og nu er det sådan, at vi kan blive sat på stort set hvilken som helst opgave. Det betyder, at jeg ikke altid ved, hvad dagens job består i. Jeg har bevogtet synagogen i København, transporteret fanger til retslokaler, været grænsebetjent, været til demonstrationer og er blevet sendt ud til røverier. Ikke alle betjente kan klare uvisheden og ændringerne, og mange har da også søgt andre veje, men jeg synes, det er spændende.
Livet på motorcyklen er dog det, Vlado foretrækker.
– Det var dét, der i begyndelsen fik mig til at søge ind til politiet – at få lov til at køre motorcykel og samtidig være udendørs næsten hele dagen og så ovenikøbet møde nye mennesker og forsøge at løse situationer i trafikken ved at bruge min erfaring fra både militæret og hjemmeværnet.
Læs også: Louisa Lorang: Friheden i mit job er det bedste
Det var også i hjemmeværnet, Vlado mødte sin nuværende kone, Brit på 50 år.
– Mit første ægteskab gik nok i stykker, fordi jeg i de år arbejdede i Rigspolitiet og var utrolig meget væk hjemmefra. Min ekskone og jeg fik to børn sammen, som i dag er 21 og 19 år. Den 5. maj 2001 blev jeg gift med Brit, og vi har også to børn sammen, som begge er teenagere i dag. Derudover har Brit en søn på 24, så da børnene var mindre, havde vi virkelig fuldt hus af og til med fem børn og gang i den, men nu har vi kun to tilbage i huset her i Roskilde.
Vlado fortæller sjældent hjemme, hvad han oplever på sit job.
– Jeg kan da godt fortælle, hvis der er sket noget sjovt, som da jeg for eksempel standsede Annette Heicks mand, kokken Jesper Vollmer, der kørte for stærkt. Vi var ved at filme til den tv-serie, jeg deltager i, og Jesper var frisk og tillod os at bruge det i fjernsynet. Det er da meget sjovt, synes jeg.
Vlado oplever naturligvis også barske ting.
– Det værste, jeg har været ude for, og også den eneste gang, jeg har haft brug for psykologhjælp, var for år tilbage, da en far tidligere på dagen havde slået to af sine børn ihjel og nu kørte med fuld fart op i en trailer med sin ældste datter i bilen, uden at nogen af dem omkom, siger han og fortsætter:
- Jeg kom tilfældigvis kørende på min motorcykel, anede intet om, hvad manden havde gjort, og stoppede omgående for at ringe efter en ambulance. Den kom, og da de skulle løfte pigen over i ambulancen, viste det sig, at manden havde nået at skære halsen over på sin datter med en Stanleykniv, han åbenbart havde haft liggende i bilen.
Opskrift: Citronkage med birkes
Skønt Vlado har et ikke helt risikofrit arbejde, er Brit aldrig bange.
– Jeg tog en beslutning, da vi blev kærester, og det var netop ikke at være bange, for ellers kan man jo ikke holde det ud. Vi har den aftale, at Vlado sender en sms, hvis han er mere end en halv time forsinket, og det fungerer fint. Faktisk er jeg som sagsbehandler i en a-kasse næsten mere udsat end Vlado og er flere gange blevet truet af utilfredse medlemmer.
Hvis dét sker for Vlado, ved han, at det er uniformen og ikke ham personligt, der provokerer folk.
– Men det er yderst sjældent, det sker, og uanset hvordan folk reagerer, når jeg stopper dem i trafikken, ender det næsten altid med, at vi efter en snak om adfærd i trafikken er gode venner, når vi skilles igen, og så håber jeg, at folk tager det med sig og kører mere fornuftigt, for så er opgaven jo løst.