Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Jens har altid fulgt med i kronprinsens liv fra sidelinjen. Selv om der er langt fra ham selv i Brønderslev til de bonede gulve på Amalienborg i København, er der alligvelet eller andet over tronfølgeren, som gør ham til en, der er lidt ligesom alle os andre.
Derfor er det heller ikke svært at tro, at Jens har ret, når han fortæller, hvordan de tos liv nærmest har udspillet sig parallelt: Mens han selv var sergent og ansvarlig for felthospitaler ved Forsvaret, kunne han følge med i kronprinsens eskapader som både frømand og en del af Siriuspatruljen. De fik børn nogenlunde samtidig, og så er begge store fans af rockmusik. Gerne med en god elguitar og præsenteret af radioværten Alex Nyborg Madsen.
– Han er en sej gut, der altid sørger for at have sig selv med i det, han laver. Han er jo bare Frederik. Jeg synes især, det var vildt, da han citerede Lars H.U.G.s sang ”Vægtløs kærlighed” i sin bryllupstale til Mary. Det ville jeg ønske, at jeg havde fantasi til at kunne gøre –men sådan bliver det nok aldrig, fortæller Jens og sender et kærligt blik til sin kone, Kirsten, der ryster lidt på hovedet.
Det er egentlig mere kronprinsens person end dagen for hans ankomst til verden, der interesserer Jens.
– Jeg har egentlig aldrig tænkt voldsomt meget over, at jeg er født samme dag som kronprinsen, men min mormor har altid gået meget op i det og gør det stadig, selv om hun snart fylder 99! Hver gang hun får muligheden, fortæller hun stolt, at kronprinsen er født på hendes barnebarns fødselsdag. Jeg er nemlig født om morgenen, mens Frederik først kom om eftermiddagen, så jeg var her jo først.
Den kommentar udløser et lavmælt grin fra Jens. Man er vel i Nordjylland. Men selv om det sjældent er de store armbevægelser, der bliver brugt her på egnen, kan han alligevel ikke dy sig for at markere det halve århundrede med manér. Og hvilken anden måde end stort gilde i telt med musik, dans og venner fra nær og fjern.
– Normalt er jeg ikke til de store fejringer, men i år må der godt ske lidt ekstra. Så vi bliver hundrede mennesker i telt i haven til smørrebrød, øl og snaps. Og mon ikke også der bliver spillet lidt god, gammeldags rock, slutter Jens.
Læs også: Kronprinsens liv i billeder
Som barn elskede Helle Jarden fødselsdage. Med byen badet i rød-hvide faner gik turen fra villaen på Amager til Tivoli. Ind til forlystelsesparken, der tårnede sig op som et slaraffenland af rutsjebaner, candyfloss og turpoletter midt imellem Hovedbanegården og Rådhuspladsen. Det var først senere, Helle fandt ud af, at flagene, der mødte hende på busser og officielle bygninger, ikke var hejst for hende, men for landets tronfølger. Meget er sket siden dengang: Nu er det ikke længere Helle, der fortæller højt om, hvordan hele landet markerer hendes fødselsdag. Det er derimod hendes fire halvvoksne sønner, der har været med til at give deres mors 50-års fødselsdag et royalt tvist.
– De synes, det er lidt sjovt, at der er kæmpe folkefejring, hver gang deres mor har fødselsdag. Det er også lidt af grunden til, at jeg sammen med min næstældste søn skal være med i Royal Run (et motionsløb arrangeret af kronprinsen, hvor han selv løber med, red.), siger Helle og lægger hovedet på skrå. Til trods for at løbet er en kærkommen anledning til at markere en stor dag, er den også et symbol på noget andet.
– Jeg har altid løbet, men efter at jeg blev skilt sidste år, er der for alvor kommet fart på. Man kan sige, at jeg har brugt løbet som motivation til at komme lidt videre, siger Helle med klar, stolt stemme.
Meget er sket på kort tid. Derfor er det, som nogle ville kalde for et skarpt hjørne, heller ikke noget, der skræmmer hende – tværtimod er hun stolt af sig selv. Og det skal fejres.
– Det er et helt nyt liv, jeg er ved at begynde. Normalt fejrer jeg ikke som sådan fødselsdage, men i år skal der altså ske noget. Jeg har inviteret familie og venner til spisning og hygge. På en eller anden måde er det også en markering af min nye begyndelse.
– Jeg fylder 50, jeg begynder forfra, og det skal nok gå. Kronprinsen har krydset indlandsisen, så kan jeg også det her, slutter Helle med et grin og nikker for at understrege sin pointe.
Læs også: Strikkeopskrift på Marys svøb
Når kalenderen viser den 26. maj kommer Susanne Rosengreen til at løbe hurtigt. Ikke for at flygte fra dåbsattesten, der afslører at hun runder 50 år netop den dag, men for at nå det stramme program, hun har sat op. Som ejer af en tøjbutik i Esbjerg skal den store dag selvfølgelig markeres med gode rabatter og rød løber, inden den står på fælles fødselsdag med husbonden for over 70 gæster i et lokalt forsamlingshus.
-Min mand fyldte 50 sidste år, så vi holder 100 års fødselsdag sammen. Der bliver både en herre– og en damemiddag, og så samles vi bagefter og har en fest sammen. Og mon ikke også, at jeg finder ud af at give det en form for royalt drys. Det bliver nok ikke helt lige så stort og fint, som den fest Frederik holder – men vi giver det da et skud, siger Susanne, inden hun bryder ud i et grin.
Hun kan ikke skjule, at hun er lidt af en Frederik-fan. Det har hun faktisk været, lige så længe hun kan huske med alt, hvad der hører til af teenageforelskelse og følgen med i diverse aviser og ugeblade.
- Min veninde May-Brit og jeg sendte breve til Frederik og Joachim, hvor vi spurgte, om de ville være pennevenner med os. Jeg sendte selvfølgelig til Frederik. Vi fik desværre aldrig et svar. Men på et tidspunkt klippede jeg alle de billeder, jeg så med Frederik, ud – han var mit store idol på det tidspunkt, fortæller Susanne, som derfor heller ikke var sen til at tilmelde sig, da hun så reklamen for Royal run-løbet. Det kunne jo være, at det blev hendes første anledning til at få en snak med tronfølgeren.
-Vi minder nok lidt om hinanden på det punkt. Jeg er også bidt af en gal sportsmand, for jeg både løber, kører mountainbike og går i fitness. Så det var også, derfor jeg tilmeldte mig og selvfølgelig, fordi jeg håber at kunne komme til at løbe lidt med ham og ønske tillykke med fødselsdagen, fortæller Susanne, der trækker fejringen ind i efteråret. Her går turen nemlig til USA med mand og et vennepar.
-Jeg elsker at rejse, ligesom kronprinsen. Og selv om turen ikke går til Australien i denne omgang, er jeg sikker på, at det bliver en fantastisk tur. Livet stopper jo ikke ved de 50, vel? Det er først nu, det bliver rigtig sjovt!