Elses familie er større end de flestes: Jeg nåede nummer 100

Opdatering:

Else Sørensen nåede ikke blot at møde familiemedlem nummer 100. Hun fik også lov til at møde yderligere ét, inden hun sov stille ind 6. juni 2019. (Mvh Redaktionen)

Klappen for Elses højre øje sidder ikke helt til, for kræftknuden indenunder er blevet for stor. Hun har også kræft i nyrerne, i tyktarmen, i bækkenet, i knoglerne og i kraniet. Men ikke i humøret. Dét er fuldstændig intakt og metastasefrit.

Else Sørensen er 86 år og ved selvfølgelig godt, at hendes udløbsdato ikke er langt borte, men der er andet, der interesser hende uendelig meget mere.

– Så, så, dit bette smut, siger hun og kigger ned på få uger gamle Alma, der kun giver et ganske lille gny fra sig, som hun ligger der trygt i favnen på familiens overhoved og uden sammenligning den mest erfarne børnepasser. Endnu ved Alma ikke, at hun er den senest tilkomne og præcis nummer 100 i klan Sørensen, men det holder hendes oldemor fuldstændig styr på.

Læs også: Elsebeths familie blev halveret på tre år: Nu hjælper jeg andre ud af sorgen (link fjernet)

Trecifret familie

– Da nummer 99 kom, sagde jeg, at hvis jeg var her, når vi blev 100, skulle det fejres med en fest, siger Else. Alma blev født i begyndelsen af marts, og festen blev holdt i slutningen af marts, så det er en familie, hvor et ord er et ord, og hvor S står for både Sørensen og Sammenhold.

– Alle mine børn bor inden for en radius af 10 kilometer, og det er ikke engang løwn, siger Else på himmerlandsk. Stoltheden er til at tage og føle på, for hun har immervæk født otte styk. Og det inden for 12 år, fra 1955 til 1967.

– Jeg havde næsten altid tre blebørn på én gang, mindes Else, der må have skyllet de hjemmesyede stofbleer op i én lang uendelighed ude bag køerne på familiens gård i Hvarre nord for Hobro.

– Der var kun to afbud til festen, men til gengæld kom der to kærester med, så vi var alligevel 100 på det store festbillede, forklarer Elses mellemste datter, 60-årige Britta Andreasen. – Når vi gør op, hvor mange vi er, tæller vi alle dem med, som deler adresse. Vi otte søskende har tilsammen fået 26 børn og 38 børnebørn. Og nu er der faktisk tre mere i vente.

Opskrift: Myntekys

Mistede sit livs kærlighed

Else bor på tredje år i sin egen lille lejlighed på Solgårdsgaden i Arden, og her mangler hun aldrig selskab. Dels er der altid naboer og genboer fra den lange glasgang, der forbinder lejlighederne i gaden, som byder sig selv ind på en kop kaffe, og dels er der mange af de 99 slægtninge, der lægger vejen forbi i ugens løb.

– Det kan jo også være meget rart med en dag, hvor man bare kan se fjernsyn helt selv, siger Else.

Det der med at være alene var nu ikke nemt for Else til at begynde med. For syv år siden var hun tvunget til at lade sit livs kærlighed, sin første og eneste kæreste, børnenes far, Niels, flytte på plejehjem. Han var blevet tiltagende dement, og det var ikke længere muligt at have ham derhjemme.

– Det tog hårdt på mor, og hun var lang tid om at komme sig over det, husker Britta. To år efter, blot et par måneder før deres diamantbryllup, døde Niels.

Læs også om Elsebeth, der mistede halvdelen af sin familie, men nu hjælper andre ud af sorgen (link fjernet)

Alt kan lade sig gøre

Hans tilgang til livet var, at alt kan lade sig gøre, der er bare noget, der tager lidt længere tid, og med tiden fandt Else da også sit ståsted som enlig. Hvorefter hun så endnu to år efter bogstaveligt talt blev sat ned. En rygoperation gik galt, og siden har Else siddet i kørestol.

– Ja, jeg tager dem her på, når jeg skal omkring, siger Else og viser et par sorte havehandsker frem. Med gummihandskerne får hun et bedre greb om kørestolens hjul, og det er samtidig et godt billede på, hvordan familien Sørensen på Bakkely i Hvarre levede deres liv: De tog, hvad der kom, og greb det altid praktisk an.

Børnene sad på et tæppe med lidt legesager, uanset om Else skulle hakke roer, eller Niels skulle have dem med i ”grisekassen” i deres boble-Folkevogn.

– Bent er fra 1955, Jonna fra ’56, Svend fra ’57, Britta fra ’58, Finn fra ’61, Bjarne fra ’63, Marianne fra ’66 og Henrik fra ’67. Jo, jo, Else kan stadig remsen udenad.

Læs også: Jill blev født af en fuld mor: I mit liv er det unormale normalt

Første Wrangler

– Af og til joker vi med, at mor og far fik så mange børn, fordi vi skulle hjælpe til, siger Britta, men uanset forklaringen har alle otte følt sig velkommen og elsket, og de har aldrig manglet noget. Maden gik jo omkring på to eller fire ben eller groede på de 20 tønder land, og tøjet syede Else selv.

– Vi kom sjældent uden for landsbyen, men da mor var i Aalborg for at købe en ny symaskine, kom Jonna hjem og fortalte, at de havde kørt på rullende trappe derinde. Og Svend havde fået et par Wrangler-cowboybukser, fortæller Britta med et nostalgisk smil helt op i øjnene.

– Ja, det var det første par bukser, der ikke var hjemmesyede, mindes Else, der altid selv har haft hænderne fulde, og som har haft som mundheld ”at kan vi ikke give børnene andet, kan vi da lære dem at arbejde.”

Søren Vester fra Vesters Verden: Jeg er den største bonderøv

Familien tæt på

Og det har de lært, alle otte. De har endda alle fået en uddannelse, og i dag arbejder de fleste af dem som håndværkere. Fire af de otte har selv fået fire børn, to har fået tre og to kun to. Og selv børnebørnene er blevet på egnen, kun fire er flyttet uden for kommunegrænsen.

Alt sammen fordi Niels en dag i 1950 bad Else om at stoppe, da hun en dag kom cyklende forbi ham ”ude på engen”. Efter den dag cyklede de sammen ud i livet og grundlagde klan Sørensen.

Langt de fleste år kørte de parløb, og heldigvis nåede Else at være her, til de blev 100. Og det blev en skøn dag, hvor hun var midtpunktet, og hvor hun stornød pålægslagkagemanden, islagkagen og de 99 slægtninge.

– Mor piber aldrig, og vi er enige om, at hun ikke skal opereres mere.

– Nej, mit hoved skal de ikke røre ved, fastslår Else, der heldigvis kan holdes smertefri.

– Mit øje skal smøres tre gange om dagen, og det er kun, hvis de kommer til at rive klappen af for hurtigt og den forkerte vej, at det gør lidt ondt. Så råber jeg ”av for satan”, siger Else med et grin.