En usædvanlig strikkeklub: Her er vi sammen om noget godt

Sneen daler tæt over Vejle, netop som vi ankommer til den jyske fjordby. Den klæder hustage og fortove i hvidt, og for en gangs skyld bliver den liggende. Det er vinter, og sneen er et smukt og længe ventet syn. Det kan alle blive enige om, også på det sociale værested, Papirfabrikken, som ligger i midtbyen. Men lige så køn, som den nyfaldne sne er, ligeså barsk er den medfølgende kulde. Det snakkes der om, mens der strikkes på livet løs indenfor i Papirfabrikkens lokaler. Fire kammerater sidder i en halvcirkel med strikketøj i hænderne og kaffe i kopperne. Fingrene arbejder rutineret. Nogle har strikket hele livet, andre er kun lige begyndt.

– Jeg kunne en lille smule, da jeg kom til, men jeg har lært resten af personalet, fortæller 34-årige Aline, som efterhånden er blevet fast inventar i den to år gamle strikkeklub.

Papirfabrikken er et åbent værested for borgere med udviklingshandicap eller en senhjerneskade. De kan have forskellige kognitive udfordringer, men fælles for dem er, at det, der gør dem sårbare, ikke altid er nemt at få øje på.

Praktisk solsikke

Var det ikke for solsikkesnoren om Alines hals, ville også hendes handicap forblive usynligt. Men Aline har valgt at bære den symbolske snor, så omverdenen ved, at hun kan have brug for lidt ekstra støtte og tålmodighed i hverdagen.

– Den giver mig tryghed. Man kan jo ikke se på mig, at jeg har et handicap, siger den unge, rødhårede kvinde, mens pindene i hendes hænder klikker derudaf.

Ryger der en maske, håndteres det med ophøjet ro. Pædagogerne er aldrig langt væk, og der er altid en trøstende skulder at finde hos dem, hvis behovet skulle opstå.

Tina Parker er pædagog på Papirfabrikken og fik idéen til strikkeklubben under første coronanedlukning. Hun ved, hvad det betyder for de borgere, der kommer her, at de kan føle sig som en del af et fællesskab. Derfor hastede det med at finde et egnet projekt at samles om.

– Vi var lukket ned længe, hvor vi ikke måtte være indenfor, så vi lavede en telefonkæde og mødtes udenfor, hvor vi sad og strikkede, fortæller Tina.

Men det var lige koldt nok at sidde stille så længe ad gangen. Desuden skulle de fleste lige lære teknikken. Derfor var det nemmest at begynde med små, firkantede lapper.

– Det var til at gå til, siger Tina, som ikke havde et mål med projektet fra start. – Det handlede bare om at være sammen om noget, forklarer hun.

Men snart var der blevet strikket så mange lapper, at pædagogerne kunne begynde at hækle dem sammen til et tæppe. Spørgsmålet var nu, hvem af strikkeklubbens medlemmer, der skulle have tæppet med hjem? Løsningen var simpel. Det store slumretæppe, møjsommeligt strikket af frivillige hænder, blev doneret til byens hjemløse, og flere er siden fulgt samme vej.

Et stykke med lilla

Vagn på 48 havde ikke holdt et par strikkepinde i hænderne siden efterskolen, men det fik strikkeklubben hurtigt ændret på.

– Det er bare rart at sidde og strikke, man slapper af ved det, forklarer Vagn. På spørgsmålet om, hvorvidt det er svært at lære, svarer han uden omsvøb:

– Jo, for nogle er det!

Helt så nemt har det ikke været for Malene på 49 år. Hun løser flere forskellige opgaver i det børnehus, hvor hun er ansat 12 timer om ugen, men at strikke havde hun aldrig prøvet før.

– Jeg kan rigtigt godt lide det. Så får jeg tankerne hen på noget andet, og jeg lærer at holde fokus, fortæller hun.

Og når garnet indimellem driller, hjælper det hende at tænke på, at nogen derude får gavn af, at hun bliver ved.

– Det betyder rigtigt meget for mig at strikke tæpper til dem, der virkelig har brug for det ude i kulden. Jeg har altid godt kunne lide at hjælpe andre mennesker, siger Malene.

Den følelse kan andre omkring bordet genkende.

– Det gør mig glad at tænke på, at der er nogen, der kan bruge det, jeg laver, siger Aline.

Pædagogerne lytter med fra sidelinjen og nikker af det, de to kvinder fortæller.

– Det er mit indtryk, at de finder kæmpe værdi i at være noget for andre, supplerer Tina, før hun bliver afbrudt.

– Går det her an, Tina? spørger Grethe og holder sit strikketøj i luften, så pædagogen bedre kan se, hvad hun arbejder på.

Grethe er 59 år og kommer på Papirfabrikken hver dag for at strikke. Et postkasserødt garn­nøgle triller rundt i hendes skød, men hun er ikke sikker på, om farven vil passe til det stykke med lilla, hun allerede har strikket.

– Du laver nogle rigtigt smukke farvespil, Grethe, siger Tina opmuntrende, og Grethe genoptager arbejdet med tydelig tilfredshed.

Fri til at være

Fremover vil borgere som Grethe ikke kunne besøge Papirfabrikken ligeså ofte, som de plejer. Kommunen har for nylig skåret i budgetterne, tre stillinger er blevet nedlagt, og der er ikke længere råd til vikarer. Det betyder blandt andet, at værestedet fremover må holde lukket om søndagen.

– De er meget frustrerede over det, for det her er jo deres fristed. Det er her, de føler sig trygge og set og mødt. De bruger rigtigt mange ressourcer på at leve op til normalbilledet, når de er ude. Men når de trygge rammer først er på plads, så oplever vi, at de har masser af ressourcer, forklarer Tina.

De fingernemme fire lægger strikketøjet fra sig, men kun for en stund. To nye tæpper er nemlig blevet færdige, og nu skal de afleveres. Hvert tæppe får en stor, rød sløjfe på, og så går turen i samlet flok mod Café Parasollen, der drives af KFUM, og som er målrettet socialt udsatte mennesker.

– Sikke nogle flotte tæpper, udbryder caféens daglige leder, Anni Lindum, da hun får pakkerne overrakt.

– Hvor er de smukke. Hvem har dog lavet dem?

Hun ser fra ansigt til ansigt. Stoltheden lyser ud af den lille flok. Aline tager ordet:

– Det har vi. Vi har selv strikket lapperne, og personalet har hæklet dem sammen.

– De virker gode og varme, siger Anni.

– Dem er der helt sikkert mange, der kan bruge. De skal ned i vores varmestue.

Så forklarer hun for den lille forsamling, at de fleste hjemløse får tag over hovedet og sover indenfor i de koldeste måneder. Men om dagen kommer de på caféen for at få varmen, og når der er ressourcer til det, deles der også overlevelsespakker ud. Hun er derfor heller ikke i tvivl om, at det har en stor, positiv effekt, når to udsatte grupper kan være noget for hinanden.

– Det er fantastisk at bruge sin kreativitet til at skabe noget, som andre kan bruge. Det er jo det rene guld, siger Anni og slår begejstret hænderne sammen ved Tinas afsluttende bemærkning:

– Vi har altså gang i det næste også!