Frivillig for en dag: Ostemadder til udsatte

John, Bjarne, Lise Lotte og Henrik er mødt ind tirsdag morgen med mig. Senere kommer en håndfuld mere, der binder et forklæde om livet.

Dagens menu er græsk farsbrød med tzatziki, og der skal laves temmelig meget, for om mindre end tre timer er der sultne gæster i caféen. Præcis som der er hver eneste dag. Jeg bliver sat i gang med at smøre en stribe ostemadder og smørrebrød til de gæster, der ønsker kold frokost.

I Café Paraplyen på Nyelandsvej 66 på Frederiksberg, der har eksisteret siden 1995, kan socialt udsatte betale sig til et varmt måltid mad, en kop kaffe eller få et frirum til at bare at være.

Takket være John, Bjarne, Lise Lotte, Henrik og alle de øvrige 80 frivillige, der skiftes til at få dagene til at gå op. For det kræver det. En masse frivillige hænder, der gerne vil gøre en forskel for andre – uden nødvendigvis at få noget tilbage.

83-årige John Jørgensen har frivilligt rørt i de store kogegryder i over 17 år. Hver tirsdag og fredag tager han metroen fra sit hjem på Amager til Frederiksberg og bruger sin dag på at lave mad. Han indrømmer endda, at han faktisk slet ikke kunne lave mad, da han blev frivillig, men i dag bikser han snildt en kæmpe portion af dagens ret sammen og bliver kvitteret for det af de spisende gæster, der er søde til at sende ros ud i køkkenet, inden de efterlader en tom tallerken og Café Paraplyen.

– Jeg får lige så meget ud af at være her som gæsterne. Det giver mig noget værdi at være noget for andre, og det holder mig i gang. Jeg tror, at man nemt kan gå i stå i min alder, og det ønsker jeg ikke, siger John. Lise Lotte Poulsen er også frivillig. Det har hun været i et års tid, for hun valgte at reagere på det opslag, der hang i en af cafeens vinduer, en dag hun tilfældigt gik forbi. Der stod, at man manglede frivillige, og ja, hvorfor ikke, tænkte 82-årige Lise Lotte.

– Det giver mig socialt samvær og indhold i mit liv. Så jeg får bestemt også noget ud af det.

Og det må jeg indrømme, at jeg også fik. Den frie jargon i køkkenet, smil fra gæsterne, og de beskidte tallerkner gav en god pause med tid til eftertænksomhed. Da jeg gik, sagde John: ”Kig ind, hvis du kommer den her vej. Det kunne være hyggeligt”. Og det tænker jeg nu, at John har helt ret i.