Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
For 10 år siden faldt, Gabrielle Schønwald 41 år, om med hjertekramper foran sin mand og sin datter Josephine. Gabrielle havde en forsnævret kranspulsåre. Hun føler i dag, at hun har fået en ny start, på trods af at lidelsen har tvunget hende på førtidspension.
Faldt om med åndenød
Da Gabrielles læge fortalte hende, at hun havde en alvorlig forsnævring på kranspulsåren, forestillede hun sig ikke, at hun kunne have alvorlige helbredsproblemer. Men det fandt hun på dramatisk vis ud af, da hun kort tid efter faldt om foran sin familie og et vennepar. - Med ét fik jeg det rigtig skidt. Jeg havde kvalme og kunne ikke få luft, så jeg rejste mig fra bordet og gik ud i køkkenet for at drikke et glas vand. Da jeg kom tilbage, kiggede alle på mig og spurgte, hvad der var galt? I det samme faldt jeg om, fortæller Gabrielle.
Så mor gennem nøglehullet
Der blev straks tilkaldt en ambulance, og Gabrielles mand gik ind på værelset, hvor Josephine legede med venneparrets børn og sagde, at de skulle blive derinde, indtil de fik nærmere besked. - Gennem nøglehullet kunne jeg skimte min mor ligge bevidstløs på sofaen, og jeg blev meget bange for, hvad der var sket med hende, husker Josephine.
Førtidspensionist som 41-årig
Det viste sig, at Gabrielle var ramt af et voldsomt anfald af hjertekrampe, forårsaget af en forsnævring i hovedkranspulsåren. Herefter fulgte flere ballonudvidelser af kranspulsåren og et liv på førtidspension. - Jeg har haft det svært med tanken om at blive førtidspensionist som 41-årig. Men så fortalte min læge mig, at jeg skulle se på det som en ny start i livet og ikke som en slutning. Så det gør jeg nu. Det er blevet en del af min hverdag, som jeg har lært at få mest muligt ud af, fortæller Gabrielle.
Gabrielles hjertesygdom har knyttet hende og datteren Josephine meget tæt til hinanden
Kend symptomerne på hjerteproblemer
Kvinder har ofte andre og mindre karakteristiske symptomer på hjerte-kar-sygdom end mænd. Symptomerne kan optræde alene eller flere ad gangen, de kan komme og gå og behøver ikke være ledsaget af smerte. Symptomerne er: - Ubehag i brystet, en trykkende eller strammende fornemmelse - Åndenød, evt. sammen med trykken i brystet - Hjertebanken - Svimmelhed, kvalme eller opkastning - Koldsved - Usædvanlig mathedsfølelse - Smerter el. ubehag i arme, mellem skulderbladene, i nakke og kæbe - Søvnforstyrrelser - Følelse af slaphed, især i armene - Fordøjelsesproblemer og/eller en smertefuld fornemmelse af luft i maven
Kilde: Hjerteforeningen
Af Erik Pedersen
LÆS OGSÅ:
Læs Annette Kokholms blog: Fra hjertet