Hun er som en mor for os

52-årige Anne Irgens-Møller har indimellem svært ved at have svar på rede hånd, når en ulykkelig teenagepige næsten trygler om lidt moderlig omsorg. Alligevel må det hver gang lykkes hende at få sagt noget trøstende og fornuftigt, for alle pigerne i rideklubben elsker hende. Så meget, at de for nylig skrev om hende til et hesteblad, der derefter kårede hende til månedens hverdagshelt.

Frirum for børnene
Rideklubben er et af fritidstilbuddene på Ringe Kostskole, hvor der går 120 elever fra 6. til 10. klasse, som alle har det svært.
- Nogle kommer fra svage familier, der er ramt af skilsmisse eller sygdom, og andre er simpelthen smidt ud hjemmefra. Men har vi også børn med reelle indlæringsvanskeligheder, siger Anne Irgens-Møller, der dog helst ikke vil vide så meget. Hos hende i stalden har børnene nemlig alle et frirum, og her er det op til hver enkelt at fortælle det, de vil. For Anne er ikke lærer eller pædagog. Anne er bare "Møller".

En slags mor
- Egentlig er jeg uddannet sygeplejerske, men jeg hang jo hurtigt på i stalden og gik til hånde med det praktiske, ler Anne. Senere overtog hun alt det administrative arbejde ved siden af sit almindelige job som hjemmesygeplejerske i kommunen.
- Møller er en af verdens bedste personer, fastslår 16-årige Malene, der har boet på Ringe Kostskole i halvandet år.
- Man kan komme med alt til Møller, og hun lytter og bekymrer sig om en, fortsætter Malene
Pigerne kommer til hende, når de ikke kan overskue lektierne, eller hvis de har kærestesorger eller føler sig alene.
- De fylder meget i min hverdag. På den positive måde, understreger Anne.

Bortvist pige
- Pigerne kan nu sagtens blive rigtig gale på mig. "Dumme Møller" skælder de og skrider af sted, men ti minutter senere får jeg som regel en sms-besked, hvor der står, at de godt ved, at jeg vil deres bedste. Anne Irgens-Møller mindes kun en enkelt episode, hvor en stor pige med et heftigt temperament blev så arrig, at hun kylede et nøglebundt lige imod hendes ansigt.
- Jeg troede, jeg var kommet til skade, men der var heldigvis ikke sket noget alvorligt, og bagefter var det værst for pigen. Hun blev bortvist, og jeg ved ikke, hvordan det er gået hende, siger Anne med et stille suk. Hun ved godt, at man ikke kan redde alle her i verden, men med sit smittende humør og sit rummelige lune gør hun sandelig, hvad hun kan.

Af Anne Kjøge

Læs også:
Hun nyder at hjælpe