Hvor Sven er, er der aldrig gråvejr: Blind og berejst

”Højre fod 20 centimeter op, pas på stenen, der er 10 centimeter fremme.”

Svens højre fod gør præcis, som der bliver sagt.

”Venstre fod 15 centimeter frem og lidt til højre.”

Venstre fod tager et skridt, mens den går lidt til højre. Sven sætter foden i den hvide, knasende sne, der ligger på bjerget. Han kan ikke selv se, hvor han går, så han må have fuld tillid til sin rejseleder Lars Faursholt, som guider ham 5.895 meter op.

På fire dage går de 40 kilometer op ad bjerget, hvor hvert eneste skridt skal forklares. Det er en lang tur, men til sidst når de til toppen.

– Det var en fuldstændig fantastisk følelse. Jeg følte mig så lettet. Lettet over, at jeg klarede det, men også lettet over, at jeg skulle ned igen, fortæller Sven Mogensen, 66 år, og smågriner i hjemmet i Greve.

Det er da også stort, at han klarede det. For Sven er den første blinde i Danmark, som har besteget bjerget. Og selv om han ikke kunne se, hvor højt oppe han var, og nyde udsigten fra toppen af Afrikas højeste bjerg, fik han alligevel meget ud af det.

– Jeg forestillede mig udsigten for mit indre øje, og det var så smukt. De andre fortalte, at det var gråvejr og tåget, så jeg fik næsten mere ud af udsigten, end de gjorde. Min udsigt var smuk, siger Sven med et glimt i øjet. Sit glasøje.

For Sven er optimisme og humor vigtig. Det nytter ikke noget at sidde og være sur, så hellere få det bedste ud af, hvad man nu har. Sådan havde han det også, da han som 20-årig mistede synet i en bilulykke, og hans reaktion var:

– Er det kun synet, jeg har mistet? Heldigt det ikke var mere!

Læs også: To ulykker gjorde Cæcilie blind: Jeg kan stadig alt

Et nyt liv i mørke

Unge Sven havde kørt ruten fra sit arbejde på rederiet og hjem mange gange, så han kendte den godt. Men den dag, ulykken skete, var noget anderledes. Det højresving, der plejede at være på ruten, var lavet om på grund af vejarbejde. I stedet var der en afspærring med bjælker. Det sidste, Sven husker, er, at ruden på hans Morris Mascot blev smadret af en bjælke fra afspærringen. Derefter blev alt mørkt.

Og lige siden har alt været mørkt. For afspærringsbjælken røg gennem ruden på bilen og ind i Svens ansigt. Hele hans ansigt blev skubbet otte centimeter ind, og hans kranie var knust. En 12 timer lang operation skulle der til, så Sven kunne få rekonstrueret sit ansigt, men hans syn var ikke til at redde.

– Min forældre var virkelig bekymrede for mig. Jeg lå bevidstløs i fire dage, før jeg vågnede, og først efter 14 dage kunne de fortælle mig, at jeg var blevet blind, indskyder han.

Han skulle vænne sig til livet som blind og havde mange forestillinger om, hvordan hans liv nu skulle være. Men med en ukuelig optimisme besluttede han, at det var hans eget ansvar at gøre livet til det, han ville have.

– Jeg ville ikke være begrænset af mine egne fordomme om, hvad man kunne som blind. Jeg gør, hvad jeg vil, og det gjorde jeg også dengang, fortæller han.

Så Sven kom tilbage på rederiet for at arbejde, og hans liv gik som planlagt med hus, kone, børn og rejser.

Læs også: 85-årige Karin: jeg elsker at rejse til fjerne lande

Bilferier sydpå

Rejserne var vigtige for Sven. Det har altid betydet meget for ham at se verden. Så selv om han ikke kan se den, som han kunne engang, så forhindrer det ham ikke i at opleve verden.

– Jeg er jo i virkeligheden ikke blind. Jeg kan bare ikke se, understreger han.

– Jeg kan jo se billederne inde i mit hoved. Det er smukt. Der er aldrig gråvejr der, hvor jeg ser hen, tilføjer han med et smil.

Det kan være mere besværligt, og der skal planlægges mere, når man rejser som blind. Men det tog Sven og hans daværende kone i stiv arm, da de året efter ulykken rejste til Norge for at stå på ski, som de havde gjort så mange gange før.

– Der var dog tøvejr, da vi ankom, så vi kom ikke ud på meget skiløb, men jeg fik blod på tanden til at komme mere ud.

Som barn havde Sven og hans familie pakket deres Chevrolet fra 1938 og kørt på bilferie om sommeren. De havde besøgt steder som Nordkap, Østrig og Italien, og nu mente Sven, det var på tide at pakke bilen igen og komme ud på landevejene.

– Vi pakkede vores Triumph TI6 med telt og mad og satte kurs mod Gardasøen. Jeg kan jo af gode grunde ikke køre, så min daværende kone måtte køre hele vejen. Vi kørte om dagen og slog telt op om natten, og det var dejligt endelig at komme mere ud igen, fastslår Sven.

Snart var Europa dog ikke længere stort nok for rejselystne Sven.

– Jeg fik appetit på at rejse. For mig kommer oplevelser og viden gennem mødet med andre mennesker. Der er så meget, jeg ikke ved, og det vil jeg gerne vide, siger han.

Så Sven kom rundt i verden. Især med sit job, da han blev rederichef i Herning, hvor han ”så” lande som USA, Portugal, Japan, Holland og England. Men pludselig var det heller ikke nok.

Han ville længere ud og tog derfor på nye rejser. 97 forskellige lande har han indtil videre besøgt, hvor én rejse står som den største oplevelse. Turen op ad Kilimanjaro i Tanzania i Afrika i maj 2019.

Læs også: Nana og Bjarke bor på et 114 år gammelt træskib: Herfra vil vi se hele verden

100.000 skridt

– Det er det vildeste, jeg nogensinde har gjort. Det er så fedt, at jeg er den første blinde i Danmark til at gøre det, jeg har gjort, fastslår han og tilføjer:

– Men jeg kunne aldrig have gjort det uden Lars.

Og det er rigtigt. Uden Lars Faursholt var Sven aldrig nogensinde kommet op ad bjerget. Lars er ekspeditionsleder, og gennem de seneste ti år har Lars hjulpet Sven rundt i verden til steder som Borneo, Sumatra, Java, Komodo og Kenya. Det var Lars, som hele vejen fortalte Sven, hvor han næste gang skulle sætte sin fod. Der er 100.000 skridt op til toppen af Kilimanjaro, så det var 100.000 kommandoer. Noget af et arbejde for Lars, som samtidig skulle koncentrere sig om selv at vandre i de tynde luftlag.

– Jeg er så taknemlig for at tage turen med Lars. Han er fantastisk dygtig og sej. Det er noget af en udfordring at tage mig med op på toppen af sådan et bjerg. Men vi gjorde det, og det er en kæmpe sejr for os begge, siger Sven med et kæmpe smil.

For ham er det vigtigt, at man udfordrer sig selv, også selv om man er blind eller har andre udfordringer. Derfor startede han den selvejende fond Synshandicappedes Motionsfond, der hjælper blinde og synshandicappede med nogle af de udgifter, der kan være, når man gerne vil dyrke idræt og få pulsen op, selv om man ikke kan se.

– Jeg vil bare gerne vise andre, at det ikke er farligt at sætte sig mål. For med lidt vilje og en hjælpende hånd kan man sagtens nå dem. Sådan er det for os alle, både dem, der kan se, og dem, der ikke kan.

– Hvis der bare er én, som tænker ”hvis Sven kan, så kan jeg også”, så bliver jeg glad. For det er så vigtigt, at man ikke føler sig begrænset, selv om man intet kan se. Vi kan gøre det umulige kun næsten umuligt, hvis vi bare får en hånd.

Svens fond:
Du kan læse mere om Svens fond, Synshandicappedes Motionsfond, på blindmotion.dk.