Jeg fortjener min søn

Pia Nyborg Jensen på 34 år havde en helt uproblematisk graviditet. Men fødslen af Oskar blev en lidt voldsom oplevelse for den førstegangsfødende, da hun tabte en masse blod. Efter en uges indlæggelse blev den lille ny familie sendt hjem, men Pias blodprocent var stadig alt for lav. Så det var ikke kun den lille babys gråd, der gjorde hende træt, men også det ekstreme blodtab.

Læs også: Alt var imod ham, men lille Villads ville livet

- Jeg fik nogle voldsomme raserianfald, og det gik meget ud over min mand Michael. Jeg kunne også være irriteret på Oskar, hvis han ikke ville sove, så jeg kunne komme i bad. Det var sådan, jeg havde det dengang, og det frustrerede mig enormt, fortæller Pia, der søgte råd hos sin sundhedsplejerske.

Ingen hjælp at hente

Populære artikler på familiejournal.dk

- Det var specielt de mange opvågninger om natten, der gik mig på. Oskar er flaskebarn, fordi jeg aldrig fik amningen i gang efter en antibiotikakur, og han ville spise hele tiden. Men i stedet for sparring fik jeg at vide af sundhedsplejersken, at jeg kunne google det.

Efter et halvt års tid fik Oskar dog lidt mere rytme, så han sov bedre og længere. Men Pia var stadig vred.

- Jeg blev ved med at føle mig tom, men jeg var også opgivende og destruktiv. Jeg kunne finde på at slå min knytnæve ind i væggen af bare raseri, og en enkelt gang har jeg været så langt ude, at jeg kradsede mig selv. Når jeg gjorde de her ting, havde jeg lige 10 sekunder, hvor jeg tænkte på noget andet, der gjorde ondt, end den følelse, jeg mærkede.

En skræmmende tanke

En dag, Pia kørte i bil, fik hun en skræmmende tanke.

- Jeg overvejede seriøst at køre ind i en anden bil. Så var jeg jo fri for at sige noget til nogen, for så ville det bare være en ulykke. Det var ikke, fordi jeg ville dø på den måde, men så kom jeg da væk fra det hele.

- Det sagde du også nogle gange om morgenen, inden jeg tog på arbejde, fortsætter Michael Jensen. - Så er det altså ikke særlig betryggende at tage afsted. Jeg var aldrig bange for, der skulle ske Oskar noget, for jeg kunne se, Pia gjorde alt, hvad hun kunne for ham. Men jeg vidste jo ikke, om Pia ville være der, når jeg kom hjem, siger den 37-årige far.

Læs også: Lille Esther kom til verden et meget mækeligt sted

Oskar er min verden

Otte måneder efter fødslen bad Michael Pia om at tage til lægen, og efter lidt snak frem og tilbage, fik hun tilbudt medicin. Hun takkede nej. Hun ville hellere tale med en om sine følelser, så på eget initiativ startede hun hos en terapeut.

- For første gang blev jeg virkelig lyttet til. Når jeg sagde, jeg følte mig som en dårlig mor, sagde terapeuten ikke, det var forkert at føle sådan. Han var nysgerrig efter at vide, hvorfor jeg følte, jeg var ved at smadre hele vores liv. At hverken Michael eller Oskar fortjente mig eller jeg dem, fortæller Pia.

- Godt nok var det Oskars ankomst, der startede mine depressive følelser, men det er også ham, som har fået mig ud af det, siger Pia. - At høre ham sige, han elsker mig. Jeg kan stadig få et stik i maven, når jeg tænker på, jeg ikke syntes, jeg fortjente ham, for det gør jeg. Han er hele min verden, og jeg er ikke i tvivl om, at det, jeg har med Oskar, er ægte.

Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.