Her må vi godt gå med kniv

Populære artikler på familiejournal.dk

?- Far, hvordan kan du huske, hvordan det var at være et barn?, spurgte Ketil oprigtigt forundret. En far er selvfølgelig voksen og urgammel, i hvert fald i et lille barns øjne, men her er far alligevel temmelig ung. Jonas Als i Græsted er 26 år og far til tvillingerne Ketil og Alva på 5½ år. Han er enlig far, fordi børnenes mor blev psykisk syg og ikke kunne håndtere de store udfordringer, det medfører at have små børn døgnet rundt. Det kan Jonas. Eller det skal han i hvert fald kunne, synes han.

Vil du også læse om andre børnefamilier?

Derfor er han nu fuldtidsfar, deltidsstuderende og resten-af-tiden-iværksætter, der laver smukke ting i træ. Derfor ligger der altid en høvlspån eller to i Jonas' og ungernes hus. Jonas laver skamler og håndskårne skeer i frisk træ, der er farlige knive og økser i børnehøjde, og alt er, som det skal være. Ifølge Jonas skal man nemlig ikke pakke børn ind i vat og bomuld, i stedet skal de lære at omgås skarpe knive, og det kan børnene.

- Jeg tror, mor og barn er tæt forbundne fra fødslen. Den der tætte nærhed skulle jeg først finde frem til i mig selv. Jeg havde jo ikke født dem, og faktisk var jeg slet ikke indstillet på, at vi skulle have børn, siger Jonas.

- Da børnenes mor og jeg mødtes tilbage i 2008, blev vi kærester. Allerede dengang havde hun nogle små psykiske problemer, og jeg tænkte, at det nok ikke blev os, der var sammen resten af livet. Efter et halvt år blev hun gravid, og selv om vi havde snakket om, at vi ikke skulle have barn, så ændrede hun mening. Sådan var det bare.

Hun ville have barnet, også da hun blev scannet, og der pludselig lå to mennesker derinde. Det var tvillinger, og det var stort og meget skræmmende. Jeg var ved at gå helt i panik over det, for jeg var 20 år og slet ikke parat. Samtidig var jeg enormt stolt over at have lavet to i samme hug, men uanset hvad var det ikke mig, der bestemte. Det gør kvinden alene. Vi havde skabt ­børnene sammen. Så måtte vi også få dem sammen, tænkte jeg.

Jeg blev voksen

- Vi prøvede at være gode forældre, men det var en stor udfordring. Den blev for stor for børnenes mor, måske havde hun en fødselsdepression. I hvert fald havde hun det meget svært i perioder, uanset hvor hårdt hun prøvede. Imens prøvede jeg at være far, og jeg prøvede at passe min læreplads som gartner, og det hele endte i stress, for vi kunne ikke klare det, i hvert fald ikke sammen. Det endte med, at hun flyttede, og børnene blev hos mig, da de var 1½ år gamle. Og så blev jeg voksen, for det var jeg nødt til.

- Jeg ser sådan på det, at de ikke er kommunens eller statens børn. De er mine børn, og der er kun mig til at tage ansvaret. I starten kæmpede jeg for at holde alt pænt og rent. Jeg synes nærmest, at jeg vaskede gulv og ryddede op hele tiden, for ingen skulle have noget at sige om mig som enlig far, men det er jeg holdt op med, for jeg lærte at tro på mig selv. Ulempen er så, at jeg er blevet det rene tudefjæs - nu kan jeg begynde at tude, bare jeg ser en sørgelig film i fjernsynet, indrømmer Jonas.

Sådan er det at blive voksen og forælder. Selv den hårdeste mand eller kvinde viser sig at have et stort og blødt hjerte, når det gælder de små børn, men én ting kan hidse Jonas gevaldigt op.

Gode mødre

- De der gode "speltmødre". De har altid hjemmebagte boller på bordet, de går til babysvømning, og ungerne har det rigtige trælegetøj, og selvfølgelig har de altid tid til at have legekammerater med hjem. De sætter barrieren så højt, at vi andre slet ikke kan være med. Jeg har været ved at gå til af mindreværd, og mange gange har jeg sagt til mig selv: "Det der, Jonas, det må du sgu gøre bedre i morgen," og så prøver jeg at være en bedre far igen næste dag.

Jonas bor i samme gade som sin mor og papfar. En dag om ugen er børnene hos hans mor, ligesom hans søskende også tidligere har hjulpet meget til, for Jonas vil noget mere end at være far.

Naturmenneske

- I den første tid, efter at tvillingerne blev født, måtte jeg opgive tre forskellige lærepladser. Jeg var stresset og ulykkelig, for jeg syntes virkelig, det var hårdt at blive en familie. Efter at jeg blev alene med børnene, har jeg så fundet min egen måde at leve på: Jeg tager nogle timer om ugen på hf, nogle andre timer arbejder jeg som frivillig i Nordsjællands Naturskole, og så er der min store passion: at holde det gamle træskærerhåndværk i live og lave mine egne køkkenting i træ, så jeg laver skamler, skeer og skåle i træ. .

Jonas er et naturmenneske, og sådan har han altid været. Derfor var skolen ikke noget, han var helt vildt begejstret for, da han var teenager.

- Først da jeg kom på en naturefterskole på Lolland og mødte en vildt passioneret lærer, der bare åndede og levede for sit håndværk, blev jeg fanget ind af tingene. Siden dengang har jeg vidst, at jeg ville lave noget med mine hænder og noget i naturen, for det er simpelthen det fedeste sted at opholde sig - så var det jo bare, at det hele blev lidt forsinket af børnene. Nu prøver jeg at få det hele til at hænge sammen.

Derfor arbejder Jonas med sit træ, når børnene sover. Han har startet sit eget iværksætteri og en forretning på nettet, og drømmen er, at han en dag kan leve af sit træarbejde. Indtil da lever han af SU og sine små jobs, hvor han laver snittekurser, så det gør ikke noget, at Jonas ikke er en mand, der stiller høje krav til luksus i hverdagen.

- Det har været sindssyg hårdt at være enlig far i de her fire år, men jeg ville aldrig have været det foruden. Børnene har givet mig så meget igen, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.

I mine øjne er de de bedste børn i hele verden, og jeg prøver hver dag på at være en god far. Det må være godt nok.

Læs om Maria og Lars og deres stærke kærlighed

?

Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.