Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Hvordan husker du din barndom?
– Jeg arrangerede altid forestillinger. Om vinteren var jeg biografdirektør, og om sommeren var jeg cirkusdirektør. Jeg er den ældste af tre børn, og mine mindre søskende blev sat til at være cirkusheste eller klovne. Jeg omdannede vores tørrestativer i gården til cirkustelte, og jeg blev fornærmet, hvis andre beboere i ejendommen tillod sig at bruge dem. Jeg tror, jeg var et meget mærkeligt barn.
Nu er du korrespondent. Hvad er det bedste ved det job?
– At jeg har en fribillet til andre menneskers liv. At jeg må komme ind i andre menneskers huse og stille dem spørgsmål. Bagsiden ved jobbet er, at dagen aldrig slutter, som jeg regner med. Jeg kan aldrig planlægge noget, og jeg kan næsten aldrig lave en middagsaftale, uden den skal aflyses.
Hvad laver du, når du har fri?
– Jeg er meget god til at være doven. Så sover jeg længe, får lidt frisk luft og ser en god film. Men jeg slapper i virkeligheden bedst af ved at være sammen med venner. Jeg er et meget socialt dyr. Måske fordi det faktisk er lidt ensomt at være korrespondent.
Hvad ser du i tv?
– Jeg ser ikke nyheder, når jeg holder fri. Så ser jeg film. Det er blevet vigtigere for mig med årene at se film med et godt manuskript. Gode replikker, som man kan citere efterfølgende.
Læs også: Hans Pilgaard: Motion er et vigtigt onde
Hvad er du ellers optaget af?
– Jeg er meget optaget at alt det, der foregår i det land, jeg bor i. Det er meget spændende at skulle prøve at finde hoved og hale i alt det, der sker i USA. For uanset hvad vil ingen af os nogensinde glemme, at vi var i live, da Trump blev valgt, og de år, der fulgte.
Hvad kan du godt lide ved USA?
– Jeg beundrer amerikanernes personlige handlekraft. Hvis de er vrede over noget eller kede af det, så handler de i stedet for at klandre kommunen eller staten. Det synes jeg godt, vi kunne lære noget af herhjemme. Til gengæld kunne amerikanerne godt lære noget af vores evne til at indgå kompromisser. Jeg synes, det er så fornemt, at vi i Danmark er vokset op med en tradition, hvor vi lytter og prøver at forstå hinanden.
Hvad kan få dig til at grine?
– Dansk humor er helt fantastisk, fordi den er så grov. Det savner jeg fra USA, hvor man tager så mange hensyn. Jeg synes, vi skal passe på med at være alt for bange for at komme til at støde nogen. Der er også noget, der støder mig, men det gør det ikke mindre morsomt. Jeg ser det som en kærlighedserklæring.