Min svigerinde kom på tværs af mit sidste løfte til min bror

Johannes og jeg havde et tæt forhold, da vi voksede op, men det ændrede sig, da han som 33-årig mødte Marie. På det tidspunkt havde min mand og jeg allerede to børn, og min bror drømte ligeledes om at skabe sin egen familie.

Jeg var derfor utrolig glad på hans vegne, da han begejstret fortalte om Marie, og at hun var kvinden, han ville giftes med.

Min glæde fik dog ikke lov at vare særlig længe. Førstehåndsindtrykket var godt, men jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan Marie hundsede rundt med min bror, og hvordan alting altid skulle foregå efter hendes hoved.

Hun havde ikke noget arbejde, for hver gang hun startede på noget nyt, gik der ikke længe, før hun enten blev fyret eller selv sagde op. Ifølge hende var der altid noget galt med enten arbejdspladsen eller de ansatte. Så det var altså min bror, der måtte forsørge dem begge.

Nervøs for min bror

Alt drejede sig hele tiden om hende, og jeg blev mere og mere nervøs for, om min bror nu havde begået en fejl. Jeg forsøgte at tale med min mand om det, men han mente, at jeg så spøgelser.

Han mindede mig også om, at Johannes jo var en voksen mand, som selv kunne tage vare på sit liv. Det måtte jeg selvfølgelig give ham ret i, og jeg konfronterede derfor aldrig Johannes. Det ville jeg sådan ønske, at jeg havde gjort, for snart blev Marie gravid, og alt blev kun værre derfra.

Vi så mindre og mindre til Johannes, og de sidste tre måneder af graviditeten så vi ham slet ikke. Lige så snart han kom hjem fra arbejde, skulle han tage sig af Maries mindste behov.

En varm junidag, da min søn fyldte seks år, ringede han og meldte afbud til fødselsdagen. Han var nødt til at blive hjemme hos Marie, som var højgravid og havde det meget varmt. Jeg kunne høre på min brors stemme, at han ikke var stolt af situationen, men jeg sagde ingenting. Han skulle ikke have to sure kvinder i sit liv.

En chokerende besked

Marie fødte lille Tina præcis en måned efter min søns fødselsdag. Vi var alle meget spændte, og især mine drenge glædede sig til at se deres lille kusine. Men fornøjelsen blev kort. Vi så hende én gang, hvorefter afvisning på afvisning fulgte.

Til sidst valgte jeg at konfrontere min bror, som noget flov måtte fortælle os, at Marie ikke ville se os mere. Hun var skuffet og mente ikke, at vi havde vist nok interesse for hende og lille Tina. Jeg var målløs og chokeret, men samtidig også drænet for energi.

Halvandet år gik med kun sporadisk kontakt til Johannes, men pludselig en dag ringede han og fortalte, at han havde fået kræft, og at det var uhelbredeligt.

Jeg var ødelagt over al den tid, der var spildt, og hvor jeg ikke havde haft kontakt til ham. Og nu skulle han snart dø. Jeg besøgte ham på sygehuset, hvor han fortalte mig, at han havde kendt til sygdommen i flere måneder, men at Marie havde forbudt ham at sige noget til familien.

Et løfte på dødslejet

Nu, hvor han lå på sit dødsleje som 36-årig, indså han, hvor forblændet han havde været af Marie. Han fortrød, at han ikke havde gjort mere for at opretholde kontakten til sin familie.

Jeg ønskede ikke, at Johannes skulle have dårlig samvittighed i sine sidste dage, så jeg trøstede ham det bedste, jeg kunne.

Han bad mig holde kontakten med Tina og altid minde hende om, hvor hun kom fra. Det lovede jeg, og tre dage senere døde Johannes.

Efter begravelsen flyttede Marie og Tina væk, og Marie gjorde det så godt som umuligt for mig at finde dem. Jeg var knust over ikke at kunne holde løftet til min bror.

37 år senere modtog jeg pludselig et brev.

“Det er Tina, og jeg tror, du er min faster" stod der på det creme-farvede brevpapir. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, og jeg blev lykkelig.

Marie var åbenbart død året før, og Tina havde søgt efter familiemedlemmer fra sin fars side af familien, som hun jo aldrig havde kendt, og på den måde fundet frem til mig.

Det er 10 år siden nu, og Tina kommer stadig fast til kaffe hos mig en gang om måneden. Hun har så mange spørgsmål om sin far, og jeg prøver at besvare dem, så godt jeg kan. Vi hygger os sammen, og jeg har endelig lært min niece at kende.

Men det bedste af det hele er, at jeg nu har holdt mit løfte til min elskede bror.