Juletrængsel i sømandskirken: Dansk julehygge i Hamborg

Onsdag, 20. november 2024
Johan Isbrand
Video: Gregers Overvad / Aller Foto & Video
Den danske sømandskirke i Hamborg holder hvert år julebasar over to weekender. Og er man i nærheden, kan man nå at opleve stemningen i den kommende weekend.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Den danske sømandskirke i Hamborg holder hvert år julemarked i to weekender i november.

Tilstrømningen af gæster er konstant, og folk lukkes ind i små hold. Køen foran Hamborgs danske sømandskirke med det officielle navn Benediktekirken holder sig dog relativt kort, og der er afslappet weekendstemning i skaren af børnefamilier, veninde- og kærestepar og pensionister, der venter på at få adgang til juleparadiset.

Snakken går lystigt på adskillige sprog, men først og fremmest på tysk.

Det er sømandskirkens årlige julemarked, der er i gang. Det foregår over to weekender i november, hvor det i øvrigt løber af stablen samtidig med de øvrige nordiske sømandskirkers julemarkeder i samme gade, Ditmar-Koel-Strasse.

Den norske og den finske kirke er den danskes nærmeste naboer, mens den svenske er at finde for enden af selvsamme gade. Således kan man gå på opdagelse i både norsk, finsk og svensk julestemning, når man er færdig med at nyde den danske julehygge og ikke mindst indtage den i velsmagende, våd og tør udgave.

Sømandskirkerne har tilmed fået lov til at holde deres respektive julebasarer, inden de store, officielle, tyske julemarkeder indhyller gadebilledet i lys, glimmer og julemusik og stjæler folkets opmærksomhed. Og det er en ordning, alle er glade for.

54-årige Sune Haubek, der i fire år har været præst i den danske sømandskirke, fortæller:

– Vi skal selv skaffe penge til kirkens drift året igennem. Det eneste, der bliver betalt fra Danmark, er min løn og mine to assistenters lønninger. Indtjeningen fra julemarkedet udgør en tredjedel af vores budget. Derfor er det vigtigt, at vi får tyskerne til at kigge forbi og bruge penge. Og her i Tyskland er de heldigvis vilde med alt, hvad der er dansk. Ikke blot vores hygge, som jo er blevet verdensberømt, og som er et grundstof i den danske jul, men også danske produkter af alle slags, som mange tyskere kender fra hyppige ferier i det danske.

Besøg julemarkedet

Den danske sømandskirke holder julemarked d. 22.- 24. november 2024.

Fredag-lørdag: Kl. 12.00-19.00. Søndag: 12.00-18.00

Adresse: Ditmar-Koel-Strasse 2, Hamborg, Tyskland.

 

Julelys og chokolade

At præsten tager sin opgave som forretningsmand yderst seriøst, oplever Familie Journals udsendte for fuld udblæsning et par timer tidligere, da han holder peptalk for dagens mere end 50 frivillige, inden basaren åbner.

Det er lørdag og dag to på julemarkedet, og Sune kan til forsamlingens begejstring berette, at man dagen før endte på en omsætning, der var 3.000 euro større end sidste år.

– I dag er det børnefamiliernes og de yngres dag. Og bliver nogle af varerne udsolgt, så vi skal til Danmark og hente nye forsyninger i den kommende uge, ja, så er det bare det, vi gør!

Og hvad er det så for herligheder, vores tyske venner er mere end klar til at bruge store summer på? Det får man et klart indtryk af i Juleboden, som er en af kirkens egne stande. Ud over te, chokolade og lakrids er lys og servietter i høj kurs. Og særligt er kalenderlys af høj kvalitet en vare, der rammer plet i den tyske længsel efter dansk hygge, og som de er parate til at ofre nogle ekstra euro på.

Lene Agergaard, 51, er en af de frivillige, som styrer boden. Den danskfødte pædagog, der er bosat i Hamborg med sin ligeledes danske mand, der arbejder med shipping, og deres to børn, er et skoleeksempel på den levende frivillighedskultur, der trives omkring sømandskirken.

– Børnene er blevet store, og jeg har fået mere tid til overs. Derfor valgte jeg at tilbyde kirken min arbejdskraft, selv om jeg ikke selv er kirkegænger. Jeg er blandt andet med i basarudvalget, og allerede i august måned tager vi på designmessen Formland i Herning og køber varer til Juleboden. Forud for julemarkedet har vi brugt et par dage på at bygge boden op. I alt vil jeg tro, jeg giver 11-12 dage af min tid om året til det frivillige arbejde. Der hersker en god ånd, som bunder i, at vi hjælpes ad og løfter opgaven sammen. Og der går sport og kampgejst i den, når julemarkedet omsider er i gang, og vi blæser på træthed og ømme fødder og giver alt, hvad vi har i os for det gode formåls skyld. Men vi har det sjovt undervejs, og det er sliddet værd, siger Lene.

Præmier i hundredvis

Julebasaren fylder bogstaveligt talt hele sømandskirken samt haven omkring bygningen. I selve kirkerummet på 1. sal er orgel og prædikestol så tæt og massivt omgivet af boder, pynt og gran, at mange besøgende muligvis slet ikke bemærker, at det er en kirke, de befinder sig i, når de gransker varesortimentet fra Søstrene Grene, der i løbet af det seneste årti har haft en eksplosiv vækst i det tyske område med omkring 150 nye butikker.

Det første, der møder ens opmærksomhed, når man træder ind på førstesalen, er julebasarens tombola, hvor ivrige frivillige gør deres til, at man køber et antal lodder. Tombolaen er en god indtægtskilde for kirken, men kredsen af overvejende danske sponsorer har så sandelig også sørget for en overflod af præmier, som gør det spændende at lege med.

– Vi har 649 præmier pr. dag. De fornemste kommer fra FDB Møbler, der har doneret fire stole og en skammel, siger Sune.

I alt er der i år 15 stande på markedet, hvoraf cirka halvdelen er kirkens egne. Blandt sidstnævnte finder vi også Danmarksboden, som gør det i alt, hvad der kunne tænkes at minde en tysker om ferier på den danske vestkyst. Servietter med dannebrogsflag er et af slagnumrene, men i anledning af højtiden er der selvsagt også masser af julesager såsom små nissedøre til at installere i de små hjem til begejstring for familiens yngste. Derudover kan man købe småkager fra Sønderjyllands populæreste bageri, Nyeman’s.

Den danske sømandskirkes julemarked

– Hvis vi ser bort fra småkagerne, vil vi kunne tage alle de af bodens varer, som vi ikke får solgt i år, pakke dem ned og sætte dem til salg igen om et år, fastslår præsten med tilfredshed.

Også store, danske brands som Lakrids by Bülow og den eksklusive julepynt fra Brink Nordic har stande på basaren, og når man har været hele den indendørs afdeling igennem, kan man fortsætte ud i kirkens have, hvor alskens forfriskninger lokker. Der er naturligvis æbleskiver og gløgg, som dog i denne sammenhæng sælges fra to forskellige boder. Gløggen fortjener dog et par ord med på vejen. Det er en af sømandskirkens mangeårige frivillige, Birgitte Junker, der laver den efter en tidligere sømandspræsts gamle familieopskrift, og den har en lækker, velafstemt smag og en god slagkraft. Man kan dog også købe den i alkoholfri version.

Den danske original

Skulle lækkersulten blive til egentlig sult, kan man stille den med en hotdog og nappe en julebryg til. Og er man tysker, er der gode chancer for, at man foretrækker sin ”varme hund” i versionen med rød pølse. Her er vi nemlig igen ovre i kassen med søde ferieminder fra Danmark, og på julemarkedet sælges hotdoggen som ”den danske original”. Danish Crown har til formålet doneret 1.450 røde pølser til Benediktekirken. Der er dog flere typer pølser på grillen – blandt andet ægte ringriddere indkøbt i Sønderjylland.

Og alene det, at der er tændt et bål i et bålfad i haven, som gæsterne kan sætte sig omkring og nyde deres forfriskninger, bidrager til det, som i de senere år vidt og bredt er blevet kendt som den danske hygge.

Foran kirken findes tillige en vogn med dansk streetfood, hvilket dækker over fiskefilet med pomfritter, ribbenstegsandwich og endelig dansk smørrebrød med laks eller roastbeef.

De besøgende bliver ikke talt, men med et slag på tasken vil der efter seks markedsdage have været 20.-30.000 gæster forbi markedet. Foruden byens indfødte borgere og danske tilflyttere vil mange turister i Hamborg også have indsnuset den danske julestemning.

Derfra kan man fortsætte og få et pust af den norske, finske og svenske højtidshygge lige ved siden af. Og kan man slet ikke få nok, må man ruste sig med tålmodighed frem til den 16. december, hvor det går løs med den 28. nordiske julekoncert i St. Michaelis Kirche, der er nabo til den danske sømandskirke.

Koncerten løber af stablen klokken 14, 17 og 20 med Susanne Elmark og Leif Jone Ølberg som solister, og ved aftenkoncerten har prinsesse Benedikte og hendes datter Prinsesse Alexandra meldt sig som gæster.

– Julekoncerterne er en anden stor indtægtskilde, der er med til at sikre, at vi året rundt kan være kirke og fællesskab for den danske søfart og danskere bosat i Hamborg. Men så er juletravlheden til gengæld også overstået for vores vedkommende. Den 24. december har vi kun en enkelt gudstjeneste. For os i sømandskirken er julen med andre ord nærmest overstået, inden den er begyndt, fortæller Sune Haubek.