I sit præsteværelse i Sankt Pauls Kirke i København møder Kathrine Lilleør mennesker i alle aldre. Her bliver livets store spørgsmål vendt under samtaler, der rummer eviggyldige temaer som tilgivelse, svigt, håb, tro, tvivl, liv, død og kærlighed.
Med udgangspunkt i konkrete spørgsmål, som præsten er blevet stillet, funderer hun i sin nye bog, ”Præsteværelset”, over sine svar, der henter inspiration fra både Bibelen, kunsten og hendes egne erfaringer. Bogen er udgivet af Lindhardt og Ringhof og kan købes med rabat på allerboeger.dk
Kan din nye bog bruges som en slags opslagsbog?
– Det kan den godt. Man kan også læse rundt i den i og med, at hvert kapitel udgør sit eget, lille univers. Derudover er mine bedsteforældres kærlighedshistorie kommet til at spille en stor rolle i bogen som en slags rød tråd. Undervejs gik det nemlig op for mig, at min tro er meget lig min bedstefars.
– Det bragte mig videre til at filosofere over, hvordan han kunne vælge at gifte sig med min bedstemor, som set med datidens øjne var en vild og sofistikeret kvinde, mens han selv var opvokset i en missionsk familie med hårde holdninger til alt fra utroskab til fest. Svaret gemmer sig i et foredrag, han overværede på gymnasiet, og som gav ham et nyt syn på kristendommen som en religion, der sætter mennesker fri. Det foredrag kom til at betyde alt for hans senere valg i livet og kærligheden.
Hvem inspirerer dig?
– Min organist, komponist Frederik Magle, og Sankt Pauls Kirkes sangere. Vores samarbejde og fælles bestræbelser på at få udlagt søndagens tema, så det bliver genspejlet i salmerne og melodierne, er dybt inspirerende. Menigheden inspirerer mig også. Tænk, at der sidder mennesker på bænkene, som både synger med og lytter, og som oplever hele arrangementet som lige så vigtigt, som jeg selv synes, det er! Jeg kan slet ikke undvære den følelse, og den er en forudsætning for, at jeg kan arbejde. Når jeg skriver en bog, ved jeg også altid, at der sidder læsere derude, som tager imod det skrevne på netop den måde.
Hvad gør dig glad?
– Glæden er tæt knyttet sammen med mit job. Ordet ”evangelium” betyder jo ”glædens budskab”. Gud opfordrer kort sagt os mennesker til at glædes, og det har jeg øvet mig på i mange år. Jeg bliver også glad over at se mine hunde blive glade over at skulle ud at gå tur. Og på det seneste har det også bragt mig glæde at sænke mig ned i iskoldt vand, hvilket jeg tidligere i livet aldrig kunne have forestillet mig som en mulighed.
Hvornår har du sidst grædt?
– I august oplevede jeg den sorg at skulle begrave en ung kvinde, der var en af mine tidligere konfirmander. Kirken var fyldt til randen med unge mennesker, der græd. Og da jeg så og hørte kvindens lillesøster synge med på ”Hil dig, frelser og forsoner”, som jeg selv har sunget med den afdøde, blev det meget stærkt. Jeg er ikke i tvivl om, at søstrene kommer til at ses igen engang. Men det er et tungt og svært tab, når et ungt menneske dør før os andre.
Hvad har været højdepunktet i din karriere?
– Som præst er det selvfølgelig muligt at gøre karriere i helt klassisk forstand og avancere til både provst og biskop. Men her har jeg igen lyst til at bringe min bedstefar på banen. Han var selv præst og var af den klokkeklare opfattelse, at det fineste, en sognepræst kan gøre, er at formidle Jesus til mennesker. Den holdning deler jeg. Hvis jeg skal udpege et højdepunkt i mit eget arbejdsliv, skal vi cirka 20 år tilbage. Det var på det tidspunkt, jeg fandt nøglen til at fortolke forkyndelse og musik på en sådan måde, at folk havde lyst til at forlade søndagskaffen og avisen og bevæge sig hen i kirken.