Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Det Lille Hotel hed stedet, da Katrine og Morten Arnfeldt, som i dag er 41 og 43 år, officielt overtog det den 1. september sidste år. Nu har ægteparret fra Hvidovre i ekstraordinær sommervarme oplevet deres første sæson som hotelejere under det nye navn Arnfeldt Hotel og Restaurant.
Og der er vitterlig tale om et meget lille hotel. De blot fem værelser, hvoraf de tre deles om to badeværelser på gangen, fremstår dog toplækre og nyrenoverede efter det massive arbejde, Morten og Katrine har lagt i deres nye, fælles livsprojekt siden overtagelsen.
– Den 10. maj var vores nye badeværelser færdige, og musikeren Sebastian, der netop på det tidspunkt var på Ærø for at optræde, fik fornøjelsen af at indvie dem, fortæller Katrine.
Grundstammen i restauranten er Mortens talenter som gourmetkok samt et lille, skiftende udvalg af eksklusive vine. Og hører man til dem, der værdsætter den slags, er priserne nede på omtrent det halve af, hvad man skal give for en tilsvarende oplevelse i hovedstaden.
Katrine og Morten mødte hinanden en tidlig morgen i 2007 som gæster på det københavnske musikværtshus Mojo.
Læs også: Blev mor og købte et hotel på Fyn (link fjernet)
– Det gik stærkt med os. Vi flyttede hurtigt sammen, og herefter gik der ikke lang tid, før jeg blev gravid, husker hun.
Parrets to børn, Anton og Agnes, er i dag 9 og 6 år. Og det er Katrines fortjeneste, at den lille familie er blevet ærøboere:
– Efter at have boet på Amager i nogle år fik vi eget hus i Hvidovre, og lige pludselig var der hektisk liv og en masse motorvejsstøj omkring os. Jeg ville gerne et sted hen, hvor der var mere natur og bedre betingelser for børnene. Desuden havde jeg lyst til at prøve noget nyt i mit liv. Morten har været selvstændig kok og restauratør det meste af sit voksne liv, men jeg havde stadig oplevelsen til gode.
Da Katrine en dag faldt over en artikel om Ærø, blev hun overbevist om, at det var dér, de skulle prøve lykken.
Læs også: På Samsø fik de tid til familien
– Der var et billede af Ærøs berømte strandhuse, og artiklen solgte i det hele taget øen godt. Den lod til at have alt det, jeg savnede. Men da jeg nævnte det for Morten, reagerede han med at sige: ”Ærø? Er det ikke en ø?” husker hun.
Hans skepsis forduftede dog hurtigt:
– Ølivet kan noget. Man kan ikke gå gennem byen, uden at alle snakker og hilser. Og børnene kan færdes overalt og lave præcis, hvad de vil. Al den henten, bringen og koordinering, vi var vant til fra Hvidovre, er helt unødvendig her, fastslår han.
Læs også: Fra Frederikshavn til Svalbard
– Anton og Agnes går på en friskole, der ligger lige om hjørnet. Der er 100 elever på skolen, og de starter hver morgen med at synge morgensang. I begyndelsen blev vi altid og sang med, når vi havde afleveret børnene.
– Og så er der jo 100 forskellige foreninger og muligheder for at gøre et stykke nyttigt, frivilligt arbejde. Da vi kom hertil, var slagteren netop gået konkurs, og i den anledning blev der holdt et møde. Jeg kom straks med i bestyrelsen, og via Facebook lykkedes det os at samle 481.000 kr. sammen fra knap 160 ærøboere, som nu ejer forretningen, hvor vi har ansat to dygtige slagtere. Det betyder, at jeg kan få godt kød. Jeg går meget op i at bruge lokale råvarer, og her taler vi om alt fra kød og fisk til grøntager, fortæller Morten.
– Hotellet har kostet det halve af, hvad vi i sin tid gav for huset i Hvidovre, og det er på én gang vores hjem og arbejdsplads. Jeg ville nok ikke have givet mig i kast med at åbne en ny restaurant i København, siger han.
Læs også: Ørsted er blevet et sjovere sted at bo
– Det siger sig selv, at det er i sommersæsonen, hvor turisterne strømmer til Ærø, at der er pres på. Men vi har faktisk blandt de lokale en hel del faste kunder, der kommer og spiser her. Det er billigt at bo på øen, og har man en fast indtjening, har man ofte også et ret stort rådighedsbeløb.
– Og så har vi en klar ambition om at kunne trække folk herover i weekenderne også uden for sæsonen, og her vil vores gourmetmad til rimelige priser være et godt salgsargument, siger Katrine Arnfeldt.