Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Den så ikke ud af meget, første gang Bodil Rasmussen og Povl Andersen så den lille kat, der prøvede at flytte ind hos dem, dengang de boede i et hus ude på landet. Lille og lidt pjusket var den, så Bodil døbte den straks Misling og bød den velkommen i deres hjem dengang i 2012.
Den lille kat samlede resten af sin værdighed og trippede ind i deres hjem og lige ind i deres hjerter, for sådan er det med katte. Mennesker vælger ikke at få en kat, det er vist katten, der bestemmer sig for at få et menneske.
Siden har Misling vokset sig stor og – pænt sagt – også lidt trind. Hun har et iltert temperament, siger Povl og skynder sig at advare om, at man ikke skal ae Misling, før hun selv har bedt om det. Ellers får man en med poten, for Misling bestemmer. Både over sig selv og – efter egen opfattelse – også over de to mennesker, der nu er flyttet i lejlighed i Kokkedal.
”Vagtkat” kalder de den, og nu kan de også kalde den for Bodils redningskat, for hvis Misling ikke havde været der sidste år, havde Bodil ikke været i live i dag. Det var natten til påskesøndag, og Bodils hjerte holdt op med at slå. Faktisk døde Bodil den nat, og Povl vidste det ikke. Ikke før Misling tog affære.
Med førstehjælp reddede Aase sin mands liv
– Når vi går i seng, lægger Misling sig altid foran døren til soveværelset. Vi har i sjov kaldt den for en vagtkat, men den nat levede den op til sin stillingsbetegnelse. Klokken var 1.33, da jeg vågnede ved, at Misling slog mig i ansigtet med sin pote. Jeg vågnede og så et sekund på katten, der nu var sprunget over til Bodils side af sengen og stod med forpoterne på kanten af sengen og stirrede på hende.
Jeg fornemmede, at der var noget galt, og opdagede, at Bodil ikke trak vejret. Jeg kunne med det samme se, at hun var bevidstløs, fortæller Povl, der heldigvis har taget et førstehjælpskursus, selv om det efterhånden er mange år siden.
– Jeg ringede først til 112, hvor alarmen blev registreret klokken 1.36, og så gik jeg i gang med hjertemassage, og klokken 1.40 stod der en hjerteløber i vores soveværelse. Hjerteløbere er frivillige, der får besked via vagtcentralen, når der sker et hjertestop i nærområdet, og her var det altså Mehmet, der kom løbende med en hjertestarter, og så fortsatte vi med at give hjertemassage, siger Povl og fortsætter:
- Klokken 1.43 var den første ambulance der, lidt efter kom den næste, og så var hjertelægen der. Bodil blev lagt ind i ambulancen, og da slog hendes hjerte igen. Hun blev indlagt på Gentofte Hospital og lagt i kunstig koma de næste 24 timer. Så kunne vi bare håbe på, at der ikke var sket nogen hjerneskade, siger Povl.
Læs også: To andre har givet os deres hjerte
Og hvor var Misling blevet af i al den hurlumhej? Den havde forskanset sig på sit udsigtstårn i lejligheden, så den kunne holde øje med, hvad der skete. Den havde fuldført sin mission som Bodils redningsmand. Nu måtte menneskene sørge for resten.
Povl fulgte med til sygehuset, og da det blev tid til at vække Bodil af den kunstige koma, kunne han konstatere, at hun var fuldstændig sig selv. Heldigvis.
– Hun havde ikke været vågen fem minutter, før hun beklagede sig over at være blevet udstyret med et kateter. Næste dag var hun lidt forvirret, men hun slap utrolig heldigt uden nogen mén overhovedet, siger Povl.
Siden har Bodil fået indopereret en ICD-pacemaker, der skal sørge for, at hendes hjerte holder sig i gang, så nu kan Misling tage den med ro som vagtkat og fortsætte det gode liv som før den nat: Der er masser af legetøj, gode siddepladser og kogt torsk på menuen med jævne mellemrum. Livet er godt, og det er det også blevet for Bodil, selv om hun har tænkt over det faktum, vi alle prøver at glemme: at livet kan være forbi på et splitsekund.
– Jeg følte mig ikke syg eller anderledes den dag, jeg fik hjertestop. Jeg har haft dårligt hjerte siden 2012. Kronisk hjertesvigt hedder det, men dengang blev jeg sat i medicinsk behandling, og så gik det jo fint igen. Før jeg fik konstateret dårligt hjerte, blev jeg hurtigere træt, og jeg havde ikke så mange kræfter. Derfor arbejder jeg også på nedsat tid som arkivar. Men det er jo sådan, at man vænner sig til det liv og de begrænsninger, man har, og får det bedste ud af det, så jeg har ikke opfattet mig selv som syg.
– Jeg har på alle måder været utrolig heldig. Der er faktisk flere end 90 procent af dem, der får hjertestop i hjemmet, der ikke overlever, og det er jo kun takket være indsatsen i vores hjem den nat, at jeg overlevede. Nu, hvor jeg har fået en pacemaker, har jeg til gengæld fået flere kræfter, så det har faktisk været godt for mig, at jeg fik det hjertestop, men det allerbedste er jo selvfølgelig, at Misling reddede mit liv. Ja, selvfølgelig sammen med Povl, hjerteløberen og ambulancefolkene, siger Bodil.
Læs også: Da Leif fik hjertestop, handlede Lone hurtigt
I Mislings verden er det hende, der tager æren for Bodils redning, men hun er for fin til at kommentere på den slags snak... Hun har sine daglige rutiner, og selv om hun er indekat, er der meget at se til. Hun stirrer vredt efter andre katte, der tillader sig at gå forbi ejendommen, og hun giver besked, når der kommer fremmede.
Det bedste tidspunkt på dagen er, når Povl kommer hjem fra arbejde. Så løber hun ham mjavende i møde og slår sig ned på kanten af stuebordet, når det er tid til eftermiddagskaffe, mens hun fortæller ham alt om, hvad der er sket i løbet af dagen.
Om sommeren tager hun selvfølgelig i sommerhus på Lyø med sin familie, og hun er også en kat, der går tur i snor, og sådan skal det være. Misling er jo ikke hvem som helst: Hun er Kokkedals bedste vagtkat, Bodils redningskat og Bodil og Povls ”hjertebarn”.
Læs også: Albert fik som en af de første i Danmark et nyt hjerte
En hjerteløber er en frivillig, der kommer løbende med en hjertestarter eller giver hjertelungeredning, når der sker et hjertestop i det offentlige rum eller hjemme hos det menneske, der har fået hjertestop.
Den frivillige får besked gennem alarmcentralen, og indtil nu har det været en stor succes – faktisk er det halvdelen af hjertestoppatienter, der overlever, efter at de har fået stød med en hjertestarter, inden ambulancen når frem.
Du kan læse mere om hjerteløbere her. (link fjernet)