Kenths liv med kjoler: Har gennem 50 år designet kjoler til kendte

Smukke, store kjoler er fascinerende. De gør bare lige det ekstra. Mange kan huske 1989, hvor Birthe Kjær, klædt i knaldrødt, vandt dansk Melodi Grand Prix med sangen ”Vi maler byen rød”. I en glitrende kjole, der fangede publikums og seernes opmærksomhed, indtog hun scenen.

Bagved stod kjoledesigneren Kenth Fredin og så til, mens Danmark forelskede sig i hans design. Det har de gjort mange gange både før og efter.

– Hvilken oplevelse det har været. Tænk sig, så mange mennesker jeg har mødt, og så mange flotte kjoler, jeg har fået lov til at lave.

Prøv kræfter med den ultimative Melodi Grand Prix-test

Kjoler til kongehuset

Listen over Kenths kunder er lang. Den spænder fra Janni Spies’ brudekjole til kjoler, som både Norges dronning Sonja og flere i kongehuset herhjemme bærer.

– Jeg husker tydeligt, da jeg blev ringet op af det danske kongehus. De fortalte mig, at de havde ”en lille australier,” som manglede noget tøj, så jeg måtte jo hjælpe.

Og sådan gik det til, at Kenth blev designer for kronprinsesse Mary. Han har også syet kjoler til skuespillerinderne Susse Wold og Lise Ringheim og kan på sit cv skrive skræddermester på Det Kongelige Teater. Det er et langt liv med kjoler for Kenth, som startede i skrædderlære, da han var kun 16 år.

Varm op til Dansktop Prisen: Se de smukke kjoler fra sidste år

Ikke god til at gå i skole

Allerede fra barnsben var Kenth meget kreativ.

– Før jeg startede i skole, kunne jeg strikke min egen trøje. Det lærte min mor mig, fortæller han.

– Jeg har altid været bedre til at bruge mine hænder end til at sidde og lytte. Derfor passede skolegang slet ikke til mig. Jeg stoppede i skolen som 13-årig for at komme i lære som kok. Det var måske lige lovlig tidligt, men det passede mig meget bedre end at sidde foran en tavle.

Kenth udstod tre af de fire år, man skal være i lære, før man bliver uddannet kok. Men drømmen var ikke i køkkenet.

– Selv om det passede mig bedre at være i lære som kok end at gå i skole, var det ikke det, jeg ønskede mig. Jeg ville være mere kreativ − og stadig bruge mine hænder. Jeg ville designe kjoler, siger han.

Læs også: Seks hurtige til Dario Campeotto

Støttende familie

– Mine forældre havde lidt svært ved at forstå, hvorfor kjoler var det, jeg ville lave resten af mit liv, men heldigvis var min familie mere støttende, end jeg nogensinde havde turdet håbe på.

Så da Kenth fyldte 16 år, tog han og hans far til København for at skaffe en læreplads ved den store mastodont inden for skrædderverdenen – Jørgen Bender.

– Min far kendte ikke meget til den verden og forstod den ikke, men han var meget støttende. Vi tog derhen og bankede på døren. Ud kom Jørgen Bender iført et stort, lyserødt skørt med flæser, og på skulderen havde han verdens mindste hund siddende. Efter at have talt med ham sagde min far: ”Så du den rotte, han havde på skulderen?” med et meget forundret blik.

Læs også: Pia troede, hun skulle dø: Min familie fik mig til at kæmpe for at blive rask

Har egen chauffør

Selv om Kenths far var lidt skeptisk, kom lærepladsen i hus, og Kenth flyttede hele sit liv fra Aarhus til København for at jagte drømmen om at blive kjoledesigner.

Kenth stod af på Roskilde Station med sin kuffert og flyttede ind hos sin farmor. Kl. 6 om morgenen stod han op for at komme på arbejde inde på systuen midt i København. Der var han til kl. 16, hvorefter han drog videre til et job som opvasker. Sådan var de fleste dage.

Den arbejdsmoral har han holdt fast i. Kenth bruger stadig mange timer på arbejdet, og man skal være noget af en ægtefælle for at kunne holde til det. Det er Anders, som Kenth nu har levet sammen med i 26 år. De bor i et hus lidt uden for Dragør på Amager, hvor Kenth også har sin systue.

– Sommetider er det noget af en opgave at være min partner, og Anders kommer helt naturligt til at være en del af mit job. Jeg kører ikke selv bil, så Anders har kørt mig til mange kunder og var nødt til at vente, så jeg kunne komme med hjem igen. På den måde er han også kommet tæt på kunderne.

Læs også: Jonas Flodager Rasmussen: Alt handler om Eurovision

Håndværket er vigtigst

Især Janni Spies har Kenth og Anders fået et tæt forhold til.

– Jeg syede Jannis brudekjole, da hun skulle giftes med Christian Kjær, så vi måtte tit derud for at passe kjolen til. Det endte i et venskab. Det tog jo lang tid at passe kjolen til, så når det blev aften, og Christian havde lavet mad, blev vi inviteret med til bords. Så kunne vi sidde der alle fire og hygge os som venner med flæskestegen på bordet.

Kenth har takket være sit arbejde været med til mange spændende middagsselskaber. Og han har blandt andet spist sildemadder med dronning Sonja og andre spektakulære personligheder, men det er ikke det, der betyder noget for ham.

– For mig er det ikke vigtigt, hvilken person jeg arbejder for. Det er selve håndværket, jeg går op i. Men jeg føler mig selvfølgelig privilegeret, når jeg får lov til at møde alle disse mennesker og udføre de her opgaver, som mange ville give deres højre arm for at få lov til at udføre.

Læs også om Mai og mormor på Island

Tid til pension

Efter 50 år i branchen er det tid til at sige stop. På en og samme tid er det både spændende og frygtindgydende for Kenth.

– Jeg ved ikke helt, om jeg kan stoppe fuldstændig. Det er jo næsten hele mit liv, jeg skal sige farvel til. Hvis jeg får en opgave, jeg meget gerne vil påtage mig, siger jeg ikke nej, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan holde til det meget længere. Jeg trænger også til at have noget mere fritid. Nu skal jeg til at nyde de små ting.

Kenth vil gerne genoptage gamle interesser og have mulighed for at tage sig tid til dem.

Læs også: Lise Haavik kan ikke lade være med at synge

Færdiggøre et 26 år gammelt projekt

– Jeg bliver så glad af at være i min have, så der vil jeg gerne bruge mere tid, og så vil jeg gerne strikke en trøje, som jeg gjorde, før jeg blev skrædder. Jeg startede med at strikke en sweater til dig, da vi blev kærester, siger Kenth og kigger hen på Anders, mens han fortsætter:

– Måske bliver jeg snart færdig med den.

– Jeg tror måske, den er blevet lidt for lille efter 26 års ægteskab, siger Anders og ler højlydt.

– Nå ja, så er det godt, jeg får tid nok til at strikke en helt ny, lyder det fra Kenth.