Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Da dansktopduoen Kisser & Søren for tre år siden optrådte i Helsinge, inviterede de en begejstret, udviklingshæmmet tilskuer op på scenen for at synge med dem. Det var langtfra første gang, det syngende ægtepar med efternavnet Elsig på denne måde gav en af deres fans en uforglemmelig oplevelse med hjem, men netop ved denne lejlighed satte de gang i noget, som de først noget senere forstod omfanget af.
Læs også: Nye toner på harmonikaen
Den i dag 44-årige Anders Schrøder gik derfra som ivrig superfan. Kisser, 65, fortæller:
– I tiden, der fulgte, mødte vi ham flere gange, når vi var ude at optræde. Typisk var han i selskab med Sanne Fram Hansen, som er pædagog og Anders' kontaktperson på botilbuddet Seniorhuset i Lyngby, hvor han bor. Somme tider var der også andre af beboerne med. Han ville altid gerne lige hilse på og få taget et billede sammen med os. Men det var først, da vi før jul blev bedt om at komme til Seniorhuset og underholde, at det gik op for os, at han var en fan ud over det sædvanlige.
Læs også: Seks hurtige til Kisser og Søren
Ikke blot fandt det musikalske par ud af, at det i høj grad var på Anders' opfordring, at bostedet havde inviteret dem til Lyngby. De blev også inviteret en tur ind på den begejstrede fans værelse.
– Og her var det, vi for alvor blev lamslåede, husker Kisser.
Væggene var prydet med store billeder fra Anders' møder med duoen. I klædeskabet lå bunker af t-shirts med idolerne på. Dertil kom krus og sofapuder med Kisser & Søren-billeder på. Men prikken over i'et var nu alligevel Anders' sengetøj og håndklæderne på badeværelset, der også var prydet med den jyske sangduo.
– Jeg må sige, at jeg blev dybt rørt, siger sangerinden.
Den søde historie havnede på Facebook, hvor Familie Journal straks spottede den og slet ikke kunne stå for den. Og det er grunden til, at Anders på denne dag får sig et ekstra møde med sine musikalske helte. Da parret alligevel skulle en tur til det sjællandske, benyttede vi nemlig lejligheden til at lokke dem et smut forbi Lyngby.
– Hvorfor har du ikke nederdel på i dag? spørger Anders Kisser.
– Nå, ville du gerne have haft det? replicerer hun og lover at tage en på næste gang, de ses.
I det hele taget er der ingen tvivl om, hvem af de syngende ægtefæller, der er den største stjerne i Anders' øjne:
– Jeg elsker Kisser, siger han henvendt til kontaktpersonen Sanne.
– Husk nu, at hun er gift, siger Søren med et lunt smil til Anders.
– Jeg ved det godt. Fortsæt bare med det! svarer han den 62-årige sanger, der således beroliget kan fortsætte med at beundre den imponerende samling skatte på værelset.
Læs også: Udviklingshæmmede Pia er blevet filmstjerne
– Efter, at vi har vist billeder af Anders' ting på Facebook, har vi faktisk fået henvendelser fra fans, der ville købe noget af udstyret. Vi har måttet skuffe dem med, at det ikke er noget, vi ligger inde med, siger Søren.
De fine sager er da også specialfremstillede. Med Sannes hjælp har Anders på nettet fundet frem til diverse firmaer, der har kunnet løse opgaverne i overensstemmelse med hans ønsker.
– Vi fandt hurtigt ud af, at fotografier skulle være af en vis kvalitet, når de skulle blæses op i stor størrelse. Så vi skrev faktisk til Kisser og Søren og fik dem til at sende os nogle billeder i høj opløsning. Et sengesæt koster mellem 500 og 700 kroner at få lavet, fortæller Sanne.
Læs også: I sneen kan vi føle os normale
Anders er også den stolte ejer af adskillige fotobøger af den slags, hvor man sender sine fotofiler ind til et firma, som omskaber hele molevitten til en fin, indbundet bog. En familiefest får lov til at optage et antal sider, men Anders’ møder med Kisser og Søren fylder det meste.
– Og han ved præcis, hvor og i hvilken anledning hvert eneste billede er taget, siger Sanne.
Anders har efterhånden set sine idoler en del gange. Blandt andet på Damhuskroen, på Dyrehavsbakken og ved et stort show i Nordsjællands Konferencecenter i Allerød, hvor også PetMics, Susanne Lana, Claus Pries og bakkesangerinden Tina Christiansen medvirkede. Og hans begejstring har smittet af på andre af bostedets borgere, der har ladet sig inspirere til at tage med og få sig et skud musikalsk glæde.
– I øvrigt tager Seniorhuset hvert år til Sølund Musik-Festival ved Skanderborg. I år har Anders dog erklæret, at han ikke vil med. Kisser & Søren optræder nemlig ikke. Anders er meget tro mod dem, han holder af, siger Sanne.
Læs også: Udviklingshæmmede Elisabeth har et liv fyldt med kærlighed
Kisser & Søren har netop fejret dagen for deres 30 års jubilæum som duo. Og den primære årsag til deres besøg i det østlige Danmark denne dag er da også et radiointerview i anledning af jubilæet. Parret har været tidligt på færde for at nå det hele.
– Du skal snart barberes, bemærker Anders over for Søren.
– Ja, jeg nåede det ikke i morges, fordi vi skulle så tidligt hjemmefra, indrømmer Søren.
Anders' blik er dog allerede vandret videre til sangerens bedre halvdel, og sekundet efter konstaterer han tørt:
– Kisser trænger ikke til at blive barberet!
Læs også: Vinterlege i Norge
Da duoen gav julekoncert på bostedet fik Anders lov til at bestemme en stor del af repertoiret. Til gengæld gav han en hånd med, da parrets udstyr skulle slæbes fra bilen. Og lige som den mindeværdige dag i Helsinge fik han lov til at synge med på en af duoens mange ørehængere. At han midt i sangen tabte bukserne, tog han helt og aldeles køligt.
– Men nu må vi lede efter et firma, der kan lave et par seler med Kisser & Søren på. Det bliver muligvis en lidt større udfordring end de andre ting, griner Sanne.
Læs også: Keld og Hilda Heick