Klar med bog nummer 100: Tiderne skifter - også i mine historier

Når Bella Center i København i weekenden den 1. til 3. november slår dørene op for den årlige bogfestival Bogforum, udkommer bog nummer 100 fra Dorte Roholte. Det er en guide til forfatterspirer og har fået titlen ”Skriveglæde”.

– Den hedder sådan, fordi intet giver mig mere glæde end det at skrive, fortæller den 66-årige forfatter, der bor i Mogenstrup sydøst for Næstved.

I årenes løb har hun fået mange henvendelser fra folk, der selv havde en forfatter i maven og gerne ville have hende til at kigge på deres frembringelser og give dem råd og vejledning.

– Men det er tidskrævende. Begyndte jeg på det, ville jeg ikke kunne bestille andet. Derfor gik jeg i gang med et lille skriveri, jeg kunne sende til folk som svar på den slags forespørgsler. Men efterhånden havde jeg så mange notater, at jeg indså, det kunne blive til en hel bog i stedet.

Hovedparten af Dortes bøger er skrevet til børn og unge, og ofte har de et element af det overnaturlige. Men dette blads læsere kender hende også særdeles godt. Hun har siden 1992 bidraget til Familie Journal med et væld af noveller og romaner. De første år foregik det under pseudonymer som Helene Hertz.

– Det med pseudonymerne var dels, fordi jeg leverede til flere forskellige ugeblade, der var i indbyrdes konkurrence med hinanden, og dels fordi jeg var genert over mine skriverier. Jeg er født og opvokset i Præstø. Min mor var kassedame, og når jeg havde skrevet noget under eget navn, hørte hun ofte fra kunderne: ”Dorte oplever godt nok meget!” Jeg har aldrig skrevet om mit eget liv, men jeg kan gribe den mindste detalje, følelse eller replik fra min hverdag og bruge den som et element i en fortælling, så jeg syntes, jeg udleverede mig selv lidt. På det område har jeg dog udviklet hård hud på min forfattersjæl, griner hun.

Familie Journal i blodet

Allerede som teenager elskede Dorte at skrive historier. Men i gymnasiet var hun på et tidspunkt så skoletræt, at hun droppede ud. I stedet kom hun i lære som apoteksassistent og fik siden arbejde som forskningslaborant.

– Jeg fortrød dog, at jeg havde kvittet gymnasiet, og begyndte at læse hf om aftenen. På det tidspunkt var jeg blevet mor og var højgravid med barn nummer 2, fortæller Dorte, hvis børn, Louise og Simon, i dag er henholdsvis 41 og 36 år.

Da hun scorede et 13-tal ved en eksamen i dansk stil, fik det større betydning for hendes liv, end hun havde forestillet sig.

– Censor ringede nemlig til mig og opfordrede mig til at blive forfatter på fuld tid, husker hun.

De første to bøger, hun fik antaget, var begge bygget over historier, hun havde fortalt til den dengang 6-årige Louise.

– Den ene af dem hed ”Laura og den omvendte ønskehat” og udsprang oprindelig af, at Louise ikke var begejstret for at skulle være storesøster. Et kæledyr var i hendes øjne klart at foretrække frem for en lillebror. Det blev til en fortælling om at ønske sig noget, men efterfølgende komme til at fortryde det. Louise er i øvrigt selv forfatter i dag og har senest skrevet romanen ”Solospring”.

Men Dorte nøjedes ikke med at sende manuskripter til forlagene. Landets ugeblade modtog også fortællinger i en lind strøm fra hendes hånd.

– Det var for mig naturligt at skrive til ugebladene. Mine forældre holdt stort set samtlige danske ugeblade, og jeg læste dem fra ende til anden med stor interesse. I begyndelsen var det især kriminoveller, jeg sendte. Dem var jeg meget glad for som barn. Da jeg afsluttede min barselsorlov med Simon, tog jeg samtidig hul på mit nye liv som professionel forfatter.

På Familie Journal er hun ud over at skrive egentlig fiktion også koblet på som forfatter, når læserne i anonymiseret form fortæller historier fra deres eget liv.

– I den forbindelse har jeg talt med rigtig mange læsere. Det er dybt inspirerende. Jeg får altid noget med hjem. Og det er stort at lære et blads læsere så godt at kende. En del af dem er ældre mænd og kvinder, der ofte er uden uddannelse og har gået i skole til 7. klasse, men jeg er stærkt imponeret over deres evner til at formulere sig på skrift.

Nye tider og temaer

I 1997 fandt Dorte sammen med sin nuværende ægtemand, murermesteren Johnny, der i dag er pensioneret og har rundet de 70.

– Vores sønner, Simon og Mads, kendte hinanden. De var jævnaldrende og gik i skole sammen. Men min interesse for Johnny blev først for alvor vakt, da han skulle lægge fliser på mit badeværelse og i den forbindelse besøgte mit hjem. Allerede året efter købte vi en gammel gård i Bøgesø, hvor vi flyttede ind med vores sammenbragte børneflok.

Meget har forandret sig, siden Dorte sprang ud som forfatter, hvilket også afspejler sig i hendes historier til Familie Journal. Således bragte bladet i begyndelsen af året en novelle fra hendes hånd om landmanden Klaus, der var homoseksuel og enlig og havde udset sig Nikolaj fra landsbyen som en mulig livsledsager. Kærlighed mellem to af samme køn har ikke tidligere været genstand for en novelle, men historien blev godt modtaget.

– Det er pragtfuldt, at der på den måde er blevet åbnet for, at der kan komme nye temaer i spil. Jeg kan afsløre, at Familie Journals læsere i nær fremtid vil kunne læse en roman om to kvinder i et kollektiv i 1971, der falder for hinanden. Noget af det bedste, jeg ved som forfatter, er i øvrigt at arbejde med historiske fortællinger. Jeg elsker at researche og dykke dybt ned i en tidsperiode.

Johnny er lige så fascineret af historie som sin hustru, og når de rejser sammen, er det de historiske oplevelser, de søger.

​– For nylig har vi blandt andet været i Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. Vi kører i bil, da Johnny ikke bryder sig om at flyve.

Som forfatter er Dorte bestemt ikke typen, der lider af periodevis skriveblokering.

– Jeg skriver typisk i seks timer om dagen. Men jeg kan arbejde alle vegne og gør det også på ferier. Her er det dog kun af lyst. Jeg får hele tiden idéer, og i og med, at vi tilbringer mange timer i bilen, har jeg masser af tid til at skrive dem ned.

Hun holder meget af at få idéer fra andre og nyder af samme grund at deltage i workshops.

– Men den største inspiration kommer fra dagligdagen. Og når jeg har genlæst nogle af mine gamle historier, er tidernes skiften trådt tydeligt frem. Blandt andet var kvinderne mere passive og afventende end dem, jeg skriver om i dag, fastslår Dorte.